Hvis det står til formand Frederik Vad Nielsen, er Danmarks Socialdemokratiske Ungdom snart ikke til at genkende. For tiden er løbet fra politiske ungdomsorganisationer, der eksisterer i kraft af, at de har et moderparti. De skal kunne noget mere end det:

- DSU bliver nødt til at fatte – også dem, der kommer efter mig – at DSU skal retfærdiggøre, at vi findes. DSU er nødt til at forstå, at det at være arbejderbevægelsens politiske ungdomsorganisation er noget, vi skal kæmpe for hver eneste dag, og det gør vi blandt andet ved, at vi laver projekter med ungdomsfagbevægelsen, siger han.

Sagen er den, at DSU de sidste 30 år har haft uændret medlemstal. Cirka 2.000 medlemmer under 30 år, som organisationen modtager støtte fra Dansk Ungdoms Fællesråd til. Til sammenligning har Venstres Ungdom 3.500 medlemmer, og DSU har endnu til gode at løbe med sejren til et skolevalg. DSU er med andre ord ikke det naturlige valg for en meget politisk bevidst ungdom, og det bliver organisationen nødt til at gøre noget ved, hvis den skal overleve 100 år mere:

- Vi skal fortsat kunne bidrage til det politiske arbejde i Socialdemokratiet og i fagbevægelsen. Men vores eksistensberettigelse er, at vi kan tilbyde unge mennesker indflydelse, hvor de bor og lever, og det er den organisation, vi er ved at skabe, siger Frederik Vad Nielsen. 

- Tiden er løbet fra, at folk køber Socialdemokratiet og DSU som koncept, og så er de enige i alt det, vi står for. Det dur ikke mere. Jeg tror, at det, at vi lever i mere afgrænsede virkeligheder i forhold til medier, i forhold til, hvor vi går i skole og i forhold til hvem vi kender, gør, at vi i DSU også skal tilbyde mere afgrænsede fællesskaber. 

DSU skal med andre ord følge med tiden og gøre det muligt kun at være aktiv inden for en lille del af organisationens politik. På den måde håber Frederik Vad Nielsen, at en ung, som er meget aktiv på klimafronten, kan få øjnene op for resten af DSU’s politik og på den måde komme ind i resten af fællesskabet.

En grundpakke
Derfor behøver man heller ikke være enig i alt, DSU står for. DSU er jo, som Frederik Vad Nielsen får gentaget flere gange, ikke et ungdomsparti, hvor man abonnerer på alle holdningerne. Det er en ungdomsorganisation, der skal favne hele den socialdemokratiske del af arbejderbevægelsen. 

Men selvom man i princippet skal kunne nøjes med at være engageret i DSU’s kamp for en bedre folkeskole eller for klimaet, så er der en grundpakke, man køber, når man melder sig ind i ungdomsorganisationen.

- Du kan ikke være medlem hos os, hvis du er medlem hos Krifa. Det kan du ikke. Der er nogle grundlæggende værdier, du skal abonnere på. Hvis du er medlem hos os, og du kommer til at sige, at du er medlem af Det Faglige Hus, så bliver du bedt om at forlade fællesskabet. Det er et valg, vi har truffet. 

Med andre ord skal man være med på, at den danske model er den rigtige. Man skal ‘have respekt for fagbevægelsens ret til at forhandle’. Det er grundpakken. 

Også selvom fagbevægelsen ikke altid har elsket DSU lige så højt, som DSU har elsket fagbevægelsen. 

Hvis man på et eller andet tidspunkt i perioden 2000-2010 har været aktiv i studenterbevægelsen eller i fagbevægelsen, vil man nemlig kunne huske DSU’ernes indtog i ledelserne. Selv kalder Frederik Vad Nielsen DSU’ernes attitude dengang for arrogant:

- Man troede, man var de bedste i verden. Man havde luret den. Og der var ikke nogen, der kunne lære én noget. Og det er jo ødelæggende for DSU. Jeg håber, at mange af dem, som har poster i fagbevægelsen i dag, kan se, at vi er den politiske organisation, som tager unges arbejdsliv mest seriøst. Men det er jo vores opgave at bevise det. Det er ikke deres opgave at makke ret, siger Frederik Vad Nielsen.

Mindre politikere, mere forbund
En anden ting, DSU skal væk fra, hvis de skal leve endnu 100 år, er det image, at det er en flok ‘nørdede sociale analfabeter i jakkesæt’, der er aktive i ungdomspolitik. 

- Mange tror med rette, at DSU er et sted, hvor mennesker i jakkesæt, som ikke har kunnet finde ud af at score hverken på fodboldbanen eller i virkeligheden, kan få et fællesskab. De er blevet valgt til elevrådet. Så har de læst 30 finanslove, og så kommer de ind i et fællesskab. Der er jo lidt om det, for her er mange af sådan nogle typer også. Men den største trussel mod ungdomspolitisk arbejde er fortællingen om, at man skal vide en hel masse og have læst 1.000 bøger. 

Ungdomspolitik skal ikke længere være ministertræning og kandidatrekruttering, som DSU ifølge Frederik Vad Nielsen var engang. 

- Derfor er vi heller ikke et ungdomsparti, men en politisk ungdomsorganisation. Vi vil gerne sende nogle unge mennesker ud på arbejdsmarkedet, der bekymrer sig for, hvordan samfundet har det. Samfundet bliver ikke godt, hvis alle bare bliver politikere. Og det bliver alle, der går ud af DSU, heller ikke. 

I stedet siger han, at det at være politisk aktiv skal være det samme som at spille badminton. 

- Det handler om, at man skal gøre en forskel, hvor man bor og lever. Der skal ikke være voksenpolitiker-oplæg. Det skal være græsrodsorienteret. Vi kan sørge for, at mennesker kan få direkte indflydelse på deres liv, der hvor de bor og lever. 

- Vi kender borgmestrene. Vi ved, hvordan man får ting gennemført. Vi har god kontakt til Socialdemokratiet. Vi er gode til at få gode ideer og få dem presset ind, så de kan blive til virkelighed både lokalt og nationalt. 

Og selvom der skal være plads til alle, og selvom det med at gå til politik skal være lige så naturligt som at gå til badminton, så er det også dødsens alvor. Det må i hvert fald aldrig blive noget, vi bare leger:

- Der spænder politiske ungdomsorganisationer ofte ben for sig selv. For det her er ikke voksenpolitik, hvor vi skal lege, at vi er mini-Christiansborg, som går rundt i jakkesæt og den slags. Det skal vi ikke. For hvis vi leger det, så behøver man jo ikke være med i det her fællesskab. Så kan man bare melde sig ind i Socialdemokratiet og så sidde ude i en lokalafdeling. 

Historisk stille i stormfuldt hav
Hvis alle disse ændringer skal trumfes igennem, er nu ikke et dårligt tidspunkt. Der er historisk ro i DSU i disse år. Ikke siden beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) var formand for DSU i perioden 2008-2012, er en formand blevet genvalgt. Men lige nu ser det ud til, at det kan lykkes for Frederik Vad Nielsen.

Da han 23. januar offentliggjorde, at han vil genopstille til formandsposten ved forårets kongres, høstede han ros og hæder på tværs af partiskel. Formand for Konservativ Ungdom Anders Storgaard var hurtig ved tasterne og sendte en hilsen om, at det var dårligt nyt for det borgerlige Danmark, og tilføjede:

‘Du har uden tvivl været den stærkeste DSU-formand, jeg har oplevet de sidste 14 år, hvor jeg har været aktiv i ungdomspolitik. Det har været en stor fornøjelse at lære af dig, kæmpe med dig og finde fælles fodslag sammen, der hvor det har givet mening. DSU er ekstremt heldige, at de får gavn af dig i endnu en periode!’

En lignende besked kom fra formand for Radikale Ungdom, Lukas Lunøe, der skrev: 

‘Det bliver DSU glade for! Altid en fornøjelse at spille bold med dig. Både i enighed og uenighed. Glæder mig til endnu mere!’

Sådan en opbakning har DSU’s formænd netop ikke altid mødt. Og slet ikke i egne rækker. Frederik Vad Nielsen har selv et bud på, hvad den uro bygger på:

- Jeg har nogle gange tænkt, at det er utroligt, at man i så lille en organisation kan blive uenige om så meget. Jeg håber at kunne efterlade et DSU, hvor man finder hinanden forud for kongresser og bliver enige. Hvis der er to fundamentalt uenige, så skal der selvfølgelig også være et kampvalg. Men mit store håb er, at det er slut med alle de der kampvalg, siger han og uddyber: 

- Fra Peter Hummelgaard til mig har der været kampvalg, man godt kunne have været foruden, hvis man havde talt om det. Man har ikke talt om det. Der har været personlige ambitioner, som har skygget for dialogen, og den er altafgørende. Det er så ødelæggende at have kampvalg så ofte, som vi har haft dem. Man mister 500 medlemmer hver gang, siger han og forklarer, at det både skyldes, at nogle melder sig ud, og at nogle aldrig bliver meldt ind, fordi organisationen har for travlt med at kigge i sin egen navle. 

- Det er mit håb, at man kan have et kampvalg en gang imellem, når der er stor politisk uenighed, men at vi ellers kan tale os til rette.