Da jeg når frem til No Sognehus, er der kun syv pct. strøm tilbage på elbilen, og jeg frygter for, om jeg kan nå frem til de ladestationer, som jeg kan se på Chargefinder ligger i Ringkøbing ti kilometer væk, når borgermødet er færdigt, og jeg skal videre.

Det forlyder, at den grønne mobilitet har det svært. Der sker ikke rigtig noget. Transport er et af tre store indsatsområder i kommunernes klimahandlingsplaner. Det går godt på energiområdet, og vi regner med, at der kommer hul på arbejdet med reduktioner på de åbne arealer og landbruget efter aftalen om den grønne trepart.

Men den grønne mobilitet er den hårdeste nød at knække for kommunerne. Det fremgår af den seneste analyse fra marts 2024. Ambitionerne er at elektrificere den offentlige transport, udbygge lade-infrastrukturen, fremme cyklisme og samkørselsordninger. Erfaringen er, at det er lige så svært for os at komme over i den kollektive transport og op på cyklen, som det er at reducere vores kødforbrug.

Stadig prestige i lækre biler

Når jeg ser mig omkring i min egen portefølje, er der rigtig mange gode initiativer i gang. Gate 21 – hvor jeg sidder i bestyrelsen – har fx lavet analyse af cykelinfrastrukturen på Sjælland og udgivet gode råd om grønne pendlervaner. Der bliver taget godt imod gratis tilbud om at teste elcykler på store arbejdspladser og udvikle knudepunkter, hvor man skifter fra det ene transportmiddel til det andet.

Men det rykker ikke rigtigt i det store billede. Det er i livsskiftesituationer, at adfærdsskifte er mest oplagt, men selv når vi får nyt arbejde eller børn, er det vanskeligt at blive mere grønne mobilister. Og der er stadig stor prestige forbundet med at have en lækker bil. Det er skønt at sidde der og have alenetid. Kvinderne er relativt bedst til at være grønne mobilister. Deres arbejde ligger tæt på hjemmet. De cykler med børnene. Meget firkantet sat op.

Når vi regner på de dynamiske effekter af betydningen af store transportanlæg, er det de økonomiske dynamiske effekter, vi ser på. Ikke eksternaliteter for, hvordan det påvirker os med støj og udledninger. Det bekymrer naturligvis i Tårnby, Gladsaxe og de fynske kommuner, der lægger baghave til motorveje.

Vejdirektoratet har udledningstal for anlægsarbejdet. Men ikke for driften. De virksomheder, hvor jeg sidder med i bestyrelsen, arbejder alle på at få energiforbruget ned. Det går godt. Men det er svært at nå ud i Scope 3 og bede eks. teatergængere om at lade bilen stå hjemme, når de skal i musical.

Rapport om mobilløsninger

Regeringen har nedsat Ekspertudvalg om kollektiv mobilitet med blandt andre fremtidsforskeren Liselotte Lyngsø og professor Mogens Fosgerau med om bordet. Deres første rapport er udgivet og peger på, hvor vi skulle sætte ind med nye mobilitetsløsninger; Samkørsel som en del af den kollektive transport, privat betalt kørsel, frivilligbusser og dele-cykler.

Mine egne forventninger til deleordninger som løsningen til at binde Danmark bedre og grønne sammen var ikke store, da jeg så forslagene. Men jeg er blevet overrasket:

Da mit oplæg på borgermødet i No er ved at slutte af, spørger jeg, om nogen skulle have en lader i deres garage, som jeg må købe lidt strøm fra, inden jeg skal videre.  Det viser sig, at der er en lade-stander i sognehuset. Og at den blandt andet bruges til at oplade ”Byens Bil”. En delebil som hele sognet har adgang til at booke i en fælles kalender. Den bliver flittig brugt. Det bliver spændende med den kollektive trafik. Der er helt tydeligt brug for mere strategisk planlægning og udvikling på tværs af geografien.