Regeringen har meldt ud, at medarbejderne skal sættes fri i beskæftigelsesindsatsen. Detailstyringen skal droppes - de dygtige medarbejdere skal selv have mulighed for at tilrettelægge den indsats, de og borgerne mener, giver bedst mening, så endnu flere bliver en del af arbejdsfællesskabet

Det har vi kæmpet for længe i Dansk Socialrådgiverforening, men alligevel blinker advarselslamperne.

For selvom beskæftigelsesreformen endnu ikke er landet, står én ting klart: Beskæftigelsesindsatsen står over for massive besparelser. Hele tre milliarder kroner skal barberes af budgetterne. 

Jeg kan godt blive bekymret for, at det krav kommer til at spænde ben for de ellers gode løfter om mere faglig frihed.

Faglighed forudsætter god tid

Konkret kan besparelserne komme til at betyde, at medarbejderne skal sige farvel til hver fjerde kollega. 

Det vil betyde, at en socialrådgiver risikerer at få ansvaret for flere hundrede borgere med komplekse problemer – for eksempel diagnoser, misbrug, udfordringer i familien eller fysiske skavanker. Borgerne forsvinder jo ikke, bare fordi kollegaerne gør, og socialrådgiverne har i årevist råbt op om, at de allerede nu taber pusten over alt for høje sagstal. 

En del af pointen med regeringens reform er at give medarbejderne mulighed for at bruge deres faglighed. Men regeringen glemmer, at man ikke kun har brug for frihed og frie rammer for at kunne bruge sin faglighed. Forudsætningen for at kunne bruge sin faglighed er i høj grad også, at man har god tid.

Det tager nemlig tid at holde samtaler med borgerne, at lave opfølgning på dem og justere på indsatser undervejs. Det er svært at se, hvordan medarbejderne skal have tid til at bruge deres faglighed, hvis der fremover bliver færre kolleger.

Med besparelserne risikerer vi derfor, at man vil se flere ”one size fits all”-løsninger i beskæftigelsesindsatsen, eller at flere socialrådgivere kommer til at brænde ud, fordi de insisterer på at levere fagligt solide og individuelt tilpassede indsatser uden at have tiden til det. I begge tilfælde er konsekvensen, at borgerne vil blive ramt. 

Kommunerne må tage ansvaret på sig

Når nu regeringen er i gang med at save benene væk under beskæftigelsesindsatsen, håber jeg derfor, at kommunerne er klar til at tage ansvaret på sig.

Det kræver, at kommunerne først og fremmest lytter til medarbejderne, for de ved om nogen, hvad der skal til for at løfte opgaven. Lad dem gribe de – forventede – nye muligheder i lovgivningen til at tilrettelægge flere helhedsorienterede indsatser, der giver mening for borgerne.

Men det er ikke nok. Kommunerne bør også prioritere at give medarbejderne tiden til dette ved at huske beskæftigelsesområdet i de kommende budgetforhandlinger. Og undgå under alle omstændigheder fristelsen i at benytte frisættelsen som en lejlighed til at spare flere penge på beskæftigelsesindsatsen. 

Selvom der er penge at spare på den korte bane, så kan det nemlig blive en dyr fornøjelsen på sigt, hvis ikke der er tid og ressourcer til at gribe de udsatte ledige, inden deres udfordringer vokser sig alt for store.