Klumme/
Biblioteket er et samlingspunkt for demokratiet
Klumme/
Biblioteket er et samlingspunkt for demokratiet

Dette er et debatindlæg og udtrykker alene skribentens holdninger.
Har du selv et debatindlæg inden for Kommunen.dk’s interesseområder, kan du sende det til debatognavnekommunen.dk
Demokratiet er under pres. Vi ser det i USA, hvor Trump og hans støtter gentagne gange har udfordret selve fundamentet for den demokratiske samtale. Vi ser det i Europa, hvor populisme og polarisering splitter befolkninger. Og vi ser det desværre også herhjemme, hvor samfundsdebatten i stigende grad udspiller sig i ekkokamre på sociale medier i stedet for i åbne fællesskaber.
Men det er ikke kun i USA eller andre steder i verden, vi skal være på vagt – vi skal også passe på i vores eget lille land. Senest har vi set det i København, hvor forvaltningen ønskede at begrænse biblioteker og kulturhuses mulighed for at afholde debatter om udenrigspolitiske emner.
Det er et skråplan. Hvis vi først begynder at definere, hvilke emner der er acceptable at debattere i offentlige rum, risikerer vi at udhule den åbenhed, som netop kendetegner et velfungerende demokrati.
Derfor er det vigtigere end nogensinde at have steder, hvor borgerne kan mødes ansigt til ansigt og tage del i samtalen om, hvor vi skal hen som samfund. Bibliotekerne er netop et af de steder. De er ikke blot bogdepoter – de er åbne, frie rum, hvor vi kan samles på tværs af holdninger, generationer og baggrunde for at lytte, diskutere og lære af hinanden.
Vi skal værne om samtaledemokratiet
I Danmark har vi en lang tradition for folkestyre og samtaledemokrati. Det er ikke noget, vi kan tage for givet – det kræver, at vi aktivt værner om det. Når man kigger ud over verden, er det tydeligt, hvad der sker, hvis den demokratiske dialog forvitrer. Vi får splittelse, misinformation og mistillid. Netop derfor har vi som samfund en pligt til at sikre, at der findes steder, hvor samtalen kan udfolde sig på en ordentlig og oplyst måde.
Bibliotekerne tiltrækker årligt over 30 millioner besøg. De er til stede i alle landets kommuner, og de er nogle af de få steder, hvor alle – uanset økonomisk, social eller politisk baggrund – har adgang til viden og fri debat. De skaber rum for folkeoplysning, kritisk tænkning og samtaler, der rækker ud over de sociale mediers sort-hvide logik.
Når vi i efteråret nærmer os kommunalvalget, skal vi være særligt opmærksomme på at beskytte disse åbne rum. Lokale politikere har et ansvar for at sikre, at bibliotekerne fortsat kan være steder, hvor demokratiet leves og udvikles. Det betyder, at vi skal afvise ethvert forsøg på at begrænse debat eller styre, hvilke samtaler der må finde sted.
Demokrati er ikke at være enige om alting. Demokrati er at kunne være uenige på en måde, der gør os klogere på hinanden. Det er det, vi skal værne om – og det er det, bibliotekerne kan være med til at understøtte. Derfor skal vi passe godt på dem.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.