Skæve bygninger og krogede, gamle gader. 

Landet over bliver bygninger udpeget som bevaringsværdige. Men alt for ofte bliver der ikke passet godt nok på dem. 

Noget forfalder. Andre steder bliver det historiske visket ud af moderne istandsættelser. Flere steder bliver historiske huse revet ned. 

Og det er i mange tilfælde et stort tab for både borgerne og bymiljøerne. En værdi, som svært kan genskabes. 

Det mener Sven Koefoed-Hansen, der er formand for Foreningen Bevaringsværdige Bygninger under organisationen Historiske Huse. Han opfordrer kommunerne til at tænke mere over den store værdi, de står med i hænderne, når de vedtager lokalplaner og blåstempler nye byggeplaner. 

- Det bevaringsværdige vil altid være presset af ønsket om vækst. Det er en afgørende udfordring, at vi får skabt den erkendelse, at det eksisterende byrum og dets historiske bygninger er enormt værdifuld, og at den værdi, det giver, er vanskelig at skabe på ny, siger han. 

I kommunale hænder

Mens landets omkring 7.000 fredede bygninger ligger under Slots- og Kulturstyrelsen, er de bevaringsværdige bygninger i kommunernes hænder. De 98 byråd beslutter, hvad der er værd at bevare, og hvor langt de vil strække sig for at sikre, at det sker. 

Men politiske vinde kan skifte, og en bevaringsværdig bygning kan ryge i svinget, når en ny lokalplan skal vedtages. En ejendomsmatador kan også love guld og grønne byggeprojekter, hvis blot bulldozerne rykkes ind, og bygninger rives ned. 

Det bevaringsværdige er udfordret, mener Sven Koefoed-Hansen, og kommunerne skal løfte opgaven, men også hjælpes på vej. 

Kommunen.dk har tilbage i 2019 skrevet om, at vi i Danmark reelt ikke har et godt nok overblik over, hvad der er værd at bevare. Databaserne er gamle og ufuldstændige. 

Sådan er det stadig, lyder det fra Sven Koefoed-Hansen. Og det er et problem. 

- Viden om, hvor i Danmark de bevaringsværdige bygninger befinder sig, er enormt værdifuldt og et helt nødvendigt udgangspunkt for at kunne passe mere systematisk på dem. Databaserne skal opdateres, ellers er jeg bange for, at den viden om flere hundrede tusinder af bevaringsværdige bygninger, der er indsamlet primært i årene 1990-2007, forsvinder. Der er brug for, at styrelserne påtager sig opgaven med at tilvejebringe en ny samlet database for både de fredede og de bevaringsværdige bygninger, og at man ikke bare lader kommunerne sejle med de bevaringsværdige bygnin-ger. 

- Hvis ikke man stiller et fælles registreringsværktøj til rådighed, så vil de enkelte kommunalbestyrelser i stigende grad operere med vidt forskellige opfattelser af, hvad der er værd at bevare. Det vil være en falliterklæring for hele det bygningskulturelle område, hvis ikke man gør det. 

Mere viden og bedre overblik vil også hjælpe landets byråd  med at få advarselslamperne til at blinke, når der ansøges om nedrivning af en bygning, og give kommunerne mulighed for bedre at kunne støtte ejere, der ønsker at renovere et bevaringsværdigt hus. 

- Når man kommer uden for de store byer, og en ihærdig investor siger, at han vil bygge, så kan det være svært for politikerne at sige nej til aktivitet og vækst. Det kan være svært for en borgmester at sige ‘nej’ og se projektet rykke til nabokommunen, siger Sven Koefoed-Hansen. 

Satse på det gamle

Satsningen på det gamle kræver noget af kommunerne. Det er ikke en gratis fornøjelse, men det vil være én, som kommunerne kan få en positiv effekt af, lyder det fra Sven Koefoed-Hansen. 

Det gælder blandt andet for bosætningen i kommunen. Bevaringsværdige bygninger har en selvstændig værdi. Det kan ganske enkelt gøre et område mere attraktivt.  

En ældre undersøgelse fra Realdania fra 2015 viste, at kvadratmeterprisen for enfamiliehuse, der er bevaringsværdige, er 30 pct. højere end sammenlignelige huse. 

Men værdien smitter også af på naboerne. Boliger i områder med mere end 15 pct. bevaringsværdige bygninger har 13 pct. højere priser, konkluderer undersøgelsen. 

Og det er en bane, som kommunerne bør tænke i, lyder det fra Sven Koefoed-Hansen. Han har inden sit formandskab i foreningen arbejdet otte år i Næstved Kommune som teknisk direktør. 

Han nævner, at man for flere år siden i Næstved konkret støttede ejere af bevaringsværdige bygninger med den rigtige vedligeholdelse. 

Her lånte kommunen ejere af bevaringsværdige bygninger penge til istandsættelser for at sikre, at bygninger med historisk værdi ikke blev moderniseret med nye typer vinduer, døre eller tag. Og lånet skulle først tilbagebetales, når huset blev solgt. 

- Når ejere af en bevaringsværdig bygning  bliver opmærksomme på den værdi og historie, deres  bygning har, så vil de også gerne sikre bygningerne. Og her havde ordningen stor betydning. Selvom der kunne gå mange år, før der kom tilbagebetaling, og det krævede noget administration, var det i kommunens interesse. 

Men Sven Koefoed-Hansen kender godt den situation, som mange kommuner sidder i, hvor pengepungen er presset, og kultur typisk ikke står øverst på listen over spareforslag.

- Når man sidder i en kommunalbestyrelse, er det tit sådan noget her, der ryger. Jeg forstår godt den situation, som kommunerne står i, men på den lange bane er det en uklog beslutning, der ikke sådan lige lader sig omgøre.