Kommunen.dk
MENU

Klumme/

Gør hverdagen til demokratiets fest

Samtalen er kernen i vores demokrati. Det er værd at huske ved indgangen til et valgår, hvor det politiske fokus i hastigt tempo flytter sig fra hverdagens borgerdialog over mod stemmerne på valgdagen.

Klumme/

Gør hverdagen til demokratiets fest

Samtalen er kernen i vores demokrati. Det er værd at huske ved indgangen til et valgår, hvor det politiske fokus i hastigt tempo flytter sig fra hverdagens borgerdialog over mod stemmerne på valgdagen.
Kandidaterne kan med fordel gå foran i opgøret med den hårde retorik og anvende den joviale tone, som ofte hersker mellem de politiske kandidater backstage, i det offentlige rum på sociale medier, vælgermøder, og hvor kandidaterne ellers mødes. På billedet Jonas Bjørn Jensen (S) og Line Barfod (Enh), der mødtes til debat i det nordvestkøbenhavnske mødested Demokrati Garage forud for KV21.
Kandidaterne kan med fordel gå foran i opgøret med den hårde retorik og anvende den joviale tone, som ofte hersker mellem de politiske kandidater backstage, i det offentlige rum på sociale medier, vælgermøder, og hvor kandidaterne ellers mødes. På billedet Jonas Bjørn Jensen (S) og Line Barfod (Enh), der mødtes til debat i det nordvestkøbenhavnske mødested Demokrati Garage forud for KV21.
Foto: Thomas Borberg/Ritzau Scanpix
23. dec. 2024
Maria Steno
MARIA STENO
KOMMUNIKATIONSDIREKTØR, TIDLIGERE KOMMUNALPOLITIKER I RUDERSDAL SAMT BESTYRELSESMEDLEM I
KOMPONENT
Email

Nogen kalder valgdagen for demokratiets festdag, men lad os være ærlige. De eneste, der fester bare lidt på valgdagen, er de partier, der vinder valget og placerer borgmesterkæden. På det tidspunkt er vælgerne for længst gået i seng. Og det er ok, for demokrati er mere end et kryds på stemmesedlen.

Det er med Hal Kochs berømte ord en samtale og en livsform, og jeg kunne tilføje, at vi derfor skal fejre demokrati dagligt i kommunerne, for den demokratiske samtale er udfordret fra flere sider. 

Århus Kommune har i dialog med civilsamfund, forskning, medier mm. identificeret tre barrierer for den demokratiske samtale anno 2024. For det første den hårde tone i debatten på alle niveauer. For det andet frustrationen hos borgerne over ikke at føle sig hørt. Og for det tredje ulighed i den demokratiske deltagelse.

Alle tre barrierer kan kandidater til kommunalvalget adressere – ikke på valgdagen, men hver eneste dag hele året. Både politikere, der genopstiller, og helt nye kandidater uden erfaring kan bidrage. Ofte oplever jeg endda, at de nye kandidater har mest at bidrage med. De nye kandidater har stadig to ører og en mund. Det virker nogle gange, som om det er omvendt, når kandidater har haft en periode i kommunalbestyrelsen.

Tal pænt

Den første udfordring er den hårde tone i debatten. Den gælder både politikere imellem, mellem borger og politikere og i samtalen fra borger til borger. Her kan kandidaterne gå foran og anvende den joviale tone, som ofte hersker mellem de politiske kandidater backstage, i det offentlige rum på sociale medier, vælgermøder, og hvor kandidaterne ellers mødes. 

Det betyder ingen skældsord og ingen øgenavne til andre kandidater, hvor fristende det end måtte være. Næste skridt er dialogen fra politiker til borger. Også når kandidaten møder markante borgere eller andre partisoldater ”forklædt” som borgere. 

Det er her, kandidaterne skal vise, de ikke er blevet forrået i den politiske debat. Og huske at de ikke kun svarer den pågældende borger i kommentarsporet eller til vælgermødet, kandidatens svar bliver delt med hele internettet og hele salen. 

De andre borgere kender kun i begrænset omfang den konkrete sag og spørgerens baggrund, så de vil se på kandidatens svar i en anden kontekst og vurdere kandidatens empati, respekt og saglighed.

Gør regnebrættet op

Det var tonen i debatten. Den anden barriere er straks sværere at overvinde på bagkant, især for de kandidater som genopstiller. De skal ikke kun love at lytte, men også reelt have lyttet til borgerne i den forgangne valgperiode. 

I sidste valgkamp stillede jeg et simpelt spørgsmål til kandidaterne i de vælgermøder, jeg modererede i hele landet. Kan du give et eksempel, hvor du har ændret holdning til en sag på baggrund af argumenter fra borgerne. 

Det var overraskende svært for mange politikere at svare på. Jeg håber denne valgperiodes fokus på borgerinddragelse har ændret det billede, så flere kandidater er bevidste om, hvornår og hvordan de lytter til borgernes input. Det er afgørende for den demokratiske samtale. 

Stem dørklokker

Den tredje barriere, som kandidaterne skal adressere, er ulighed i den demokratiske deltagelse. Det amerikanske greb med at stemme dørklokker for at få flere til at stemme er efterhånden velkendt, men hvis vi følger Hal Kochs tankegang, så er det centrale her ikke stemmeafgivningen, men den samtale med vælgerne som føres i døråbningen, på telefonen eller andre steder, hvor kandidaterne opsøger borgerne.

Der er et demokratisk potentiale i, at kandidaterne ikke kun kommer med budskaber fra kampagnen, men også gør sig til budbringer af borgernes budskaber til kommunen. 

Næste skridt kunne være at åbne borgernes øjne for andre deltagelsesformer end et kryds på valgdagen og et partibidrag. Det kunne være en fælles pjece fra alle kandidater med en liste over borgernes mulighed for at deltage i alt fra borgerforslag til borger-paneller, høringer, frivilligcenter, foreningsliv og brugerbestyrelser. 

Fortsæt selv listen, og lad kandidaterne være fødselshjælper for flere former for demokratisk deltagelse end den, kommunerne tilbyder på valgdagen. Kandidaternes forbilledlige engagement i den demokratiske samtale kan på den måde være en anledning til at synliggøre alle de andre muligheder, borgerne har for at deltage i den demokratiske samtale før og efter valgdagen. Og dermed overvinde endnu en barriere for den demokratiske samtale.

Hvem vil være med til at holde en fest, hvis kandidaterne lykkes med at styrke den demokratiske samtale og tilliden til det lokale demokrati i valgåret?

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

FRA FORSIDEN
Til toppen
GDPR