Forandringer udløser modstand alle steder.  Og når det kommer til byfornyelse, er modstand nærmest uundgåeligt. 

Men byerne er – om borgerne er villige til at erkende det eller ej – i konstant forandring. Den forandring skal styres og forvandles til forankring. 

I spidsen for den opgave i Horsens Kommune står stadsarkitekt Jesper Pagh. Ligesom ni kolleger i de øvrige kommuner med stadsarkitekter er han en nøglefigur i byplanlægningen. 

Som leder skal han bevare helikopterperspektivet i de uundgåelige forandrings-processer, som fødes på det politiske niveau, inden de konkretiseres i administrationen. Her har stadsarkitekterne både et kreativt ansvar som rådgivere og fagligt ansvarlige.

- Vi bidrager med vores faglighed. Hvordan tingene kommer til at fungere bedst muligt i forhold til det, som man vil politisk. Vi sidder jo ikke og finder på alle mulige ting selv.

I ledelsesperspektiv kaster rollen masser af ansvar af sig, selv om funktionen på papiret også har begrænsninger.

- På den ene side angår det alle og engagerer folk: De fysiske rammer om folks sociale, kulturelle, hverdagslige aktiviteter, som vi hele tiden piller ved. På den anden side adskiller vores arbejde sig fra mange af vores kollegaer i de andre direktørområder eller forvaltninger ved , at vi jo ikke berører folk direkte eller ændrer på deres livsvilkår, som hvis vi arbejdede i socialforvaltningen eller på skoleområdet, siger Jesper Pagh.

Må ikke glemme historien

Det er ingen nem opgave at skabe forankring i forandring, for alt nyt kan synes voldsomt og måske skræmmende i starten, og bliver først til alles bedste i det lange perspektiv. Derfor er det afgørende, at man beholder det, der kendetegner byen i udviklingen. 

- Man skal tage folks sted-tilknytning meget alvorligt. Altså folks evne til eller behov for at knytte sig til de steder, de færdes. Den tilknytning er for mange med til at fastholde os i en meget foranderlig verden. At nogle ting bliver ved med at være de samme, fortæller Jesper Pagh.

Det kan være det sted, man passerede hver dag på vej hjem fra skole for 20 år siden. Det sted, hvor man første gang kyssede sin kæreste efter at have været i den biograf, som heldigvis stadig findes.

- Det giver en følelse af tryghed, at noget stadigvæk er, som det altid har været. Derfor kan jeg stadig mindes det, og når jeg går forbi, så er der nogle sanseindtryk fra det sted i byen, som gør, at jeg kan genkalde den følelse, jeg føler mig hjemme i, siger han.

Den erfaring har han gjort sig ikke blot i sine to år i sin nuværende ansættelse, men også i sit tidligere, tilsvarende job i Rødovre og før det som blandt andet direktør i Arkitektforeningen og selvstændig rådgiver - alle steder med byudvikling som central opgave og udfordring.

Både i Rødovre og Horsens har mange borgere et langt tilhørsforhold til deres by, og det udløser et exceptionelt ejerskab.

- Horsens har en meget stærk identitet som en by, der har været meget igennem som industriby, og en erhvervsstruktur, som har oplevet en stor afmatning, som nu er ved at blomstre op igen, fortæller Jesper Pagh.

Han kalder udviklingen i Horsens en slags parallel til hovedstaden forskudt lidt i tid, hvor både by og demografi er under forandring.

- Ligesom København har Horsens haft rigtig mange arbejdspladser i industri, faglærte og ufaglærte mænd og kvinder. Det er vigtigt ikke at tabe dem undervejs og ende et sted, hvor de ikke længere oplever, at udviklingen af byen  er for dem. 

Kræver modige politikere

Horsens har allerede været igennem massive forandringer med flytning af rådhus ud af centrum og etablering af VIA-universitet og campus-område på den tomme grund, som husede slagteriet, en af byens største arbejdspladser.

Massive ændringer, som har skullet modnes for at blive accepteret.

- Jeg bliver jævnligt inviteret ud for at fortælle om, hvad jeg egentlig går og laver. Det gør jeg aldrig, uden at en sag fra for mange år siden kommer op.  Jeg kender byen ret godt, men jeg bliver jævnligt konfronteret med et eller andet, som nogen synes var for galt for en halv generation siden. Nogle vil bare blive ved med at kunne rippe op i de sager, fortæller han.

Uden at Jesper Pagh nævner det, har Horsens et grimt eksempel netop herpå at skæve til. I forrige årti etablerede byen få hundrede meter fra havnen et nyt kvarter, som fik navn efter bysbarnet Lilli Gyldenkilde. 

Men byggeriet endte efter  manges vurdering som et arkitektonisk misfoster, som i 2020 fik titel af Danmarks værste byggeri i en afstemning på  foreningen Arkitekturoprørets hjemmeside.

Det gør byplanlægnings-arbejdet dilemmafyldt, at holdninger og interesser uundgåeligt krydser klinger, hver eneste gang noget skal laves om. Også selv om forandringer og nyskabelser er både nødvendige og uundgåelige. 

Der er kontant afregning i offentligheden, allerede inden ideer bliver til planer og borgerhøringer. Stort set alle kommunens indbyggere har en holdning til forandringer, som samtidig  skal kunne tåle både ældring og aldring. Ikke bare en valgperiode, men ofte i generationer.

- Her er der brug for politikere, som uden at blinke siger, at vi gør det her, fordi vi mener, at det er det rigtige på lang sigt og i en større sammenhæng, selvom mange synes, at det er ubehageligt, siger Jesper Pagh.

Her er det politikerne, der i sidste ende skal træffe den endelige beslutning for byens udvikling og stå på mål for beslutningen. 

- Politikere skal træffe modige beslutninger, som jeg jo ikke kan træffe, siger Jesper Pagh.

Ligesom når det kommer til skolelukninger eller nedskæringer, skal politikerne også her turde stå imod borgernes utilfredshed.  

- Alle har ret til at blive hørt i planprocessen. Det er en del af offentligheden i alt det, vi går og laver. Men man har aldrig ret til at få ret, selvom man er utilfreds med det, der kommer til at foregå, understreger han.

Fatalt at lade sig overrumple

Jesper Pagh er ikke i tvivl om, at perioden lige nu kendetegnes af strukturelle forandringer, hvor butikker bliver færre og nethandel fjerner en del af bycentrenes og købstædernes traditionelle eksistensberettigelse.

Derfor bliver vedholdenhed og helikopterperspektivet særligt vigtigt.

Horsens Kommune har investeret 200 mio. kr. over de seneste 15 år i områdefornyelse af midtbyen og er med Jesper Paghs ord stolt af det liv, man har fastholdt i byen.

- Men vi ved godt, at der skal ikke meget til, før en midtby kan begynde at falde fra hinanden.

Jesper Pagh ser det som en tung ledelsesopgave både at stå fast og nytænke bycentre som samlingspunkter.

- Byens begrundelse har været et sted at tage hen og handle. Det offentlige rum var betinget af, at det også var et kommercielt rum. Det er på vej til at forsvinde, og hvem i alverden skal have råd til at investere og vedligeholde bygninger, hvis der pludselig ikke er et handelsliv, spørger han.

Han er derfor bekymret for det sociale liv, der har hørt med til at færdes i en by. 

- Den væsentligste grund til at opretholde bymidterne som et sted, vi stadig har lyst til at bevæge os i, er, at vi stadig har et ærinde derinde, siger han.

Spørgsmålet er så bare hvilket. Regeringen har forsøgt sig med en række forsøgsordninger, som skal afdække, hvordan man på nye måder kan skabe aktivitet i bycentrene. 

Når man ikke længere kan læne sig tilbage og vide sig sikker på, at butikkerne i bymidten skaber livet og rammerne for borgernes liv, er det afgørende, at man har sat retning for den nye udvikling, før investorer kommer udefra med slagtilbud.  

- Investorer har masser af ideer. Hver dag kommer nogen forbi og siger, at bymidterne er døde, at der aldrig mere kommer butikker til, og som tilbyder deres egen forretningsplan. Hvis man lader sig overrumple af dem, er man færdig. En vigtig del af vores opgave er at vide mere end dem, der kommer ind ad døren. Vi er nødt til at være foran.