Landstingssalen er pakket med unge ambitiøse VU’ere, der bruger årets første lørdag på at tale om klima til årets Landskonference. 
Landstingssalen er pakket med unge ambitiøse VU’ere, der bruger årets første lørdag på at tale om klima til årets Landskonference. 
Ronja Pilgaard

Her kommer de unge løver

I over 110 år har Venstres Ungdom bakket op om – men også direkte modarbejdet moderpartiet. Nu kæmper de unge Venstreløver for en kontroversiel klimapolitik.

i ministertræning

Af Ronja Pilgaard | [email protected]

- Jeg har altid været misundelig på de røde. De har en meget bedre sangskat, end vi har. Men nu rejser I jer lige op og giver den alt, hvad I har. For I kender jo godt vores slagsang ikke?

Konferencier Maria Ladegaards røde hår bevæger sig en smule op og ned, mens hun nikker med sit hoved for at understrege, at det her altså er vigtigt. 

Syng så! Højt!

Men der er vist ikke mange, der kender slagsangen. Eller melodien ‘Som en rejselysten flåde’, som sangen går på, for den sags skyld. Det første vers bliver i hvert fald både lidt forkølet og lidt mumlende.

Gøre op med åndstyraner
Lade unge vælge selv
Bryde skranker hvor vi kan og 
Være konstruktiv rebel
Det er Venstres Ungdoms mål
Uden stenkast, vold og skrål
Uden Gadens råben
Vi vil bedre svages kår
Værne kloden hvor vi går
Bruge åndens våben

Vi er på Admiral Hotel i indre København. Venstres Ungdom har dagen igennem siddet til Landskonference på Christiansborg. Og netop det med at værne om kloden, som de synger om i slagsangen, har været højt på dagsordenen. For kan man være ærkeliberal og klimaaktivist? Eller er klimakampen en dagsorden, venstrefløjen kan have for sig selv? 

Men nu er klimakamp og Thunbergkritik gemt væk i fortiden til fordel for skræddersyede jakkesæt og balkjoler. Foran dem ligger værelsesfester og foreningskys mellem stridende lokalforeningsformænd. Når natten bliver til dag, vågner Venstres Ungdom op med makeup på kinden og måske også nogle tømmermænd. Men lige nu ejer de verden og fremtiden.

De to konferencierer, Maria Ladegaard og Rasmus Sand, forsøger at holde tidsplanen. Formaninger om, at ‘20.56 går vi i gang igen, og så skal I blive siddende i en halv time derefter’, siver næsten ind. For at holde koncentrationen hos deltagerne fortæller Ladegaard anekdoter. For med ni landsmøder i bagagen er hun trods sine 25 år nærmest en slags veteran: 

- Et år var der en eller anden kontrolfreak af en formand for kursusudvalget, som blev så træt af, at der aldrig var nogen, som dukkede op om søndagen. Så hun indførte en bøde på 750,- kr., siger hun og skjuler slet, at kontrolfreaken var hende selv.

I mange år var det nemlig sådan, at der aldrig kom nogen til Landskonferencens anden dag, fordi de kun kom for festen – og fordi de havde for mange tømmermænd. Nu er salen fuld. For med et månedsbudget, der for de flestes vedkommende ligger omkring en SU, er 750,- kr. rigtig mange penge.

Historien slutter med, at det viser sig, at bøden var høj nok til, at der til dato kun er én, som har fået sådan en bøde, nemlig Maria Ladegaard selv.

 Når man er i det, kan det at få valgt en god ven til en ledende post betyde alt. Det er det eneste, man har i hovedet. Bagefter kan man godt sige, at det er noget, man leger, men man leger det altså helhjertet.

Forbrug og mådehold

Landskonferencen er en institution i Venstres Ungdom. ‘De andre kurser i løbet af året sover vi på luftmadrasser’, lyder det igen og igen fra både formand Kristian Lausten, den kursusansvarlige, Alex Ørum og alle de andre, kommunen.dk taler med i løbet af dagen. Men til Landskonferencen skal den have, alt hvad remmer og tøj kan holde. 

Så ud over deltagergebyret på 650,- kr. pr. mand smider VU selv 100.000,- kr. i kurset. Og det er mange penge i et ungdomsparti, hvor et godt kursus normalt holdes på en skole et sted på Fyn, og hvor formandens månedsløn svarer til ‘lige over en SU med lån’.

Men det er også en vigtig tradition for partiet. Da kursusudvalget i år ringede til hotellet for at booke nærmest hele hotellet til den første weekend i januar, fik de fat i en receptionist, der havde været ny receptionist engang i 1980’erne, hvor hendes allerførste opgave angiveligt var at tale med Søren Pind om, hvilke ønsker Venstres Ungdom havde til årets fest i forbindelse med Landskonferencen. 

Sagt på en anden måde er der ingen, der kan huske, at der ikke har været en landskonference i starten af januar måned. Og den har, så længe nogen kan huske, foregået på Admiral Hotel. Sådan er det. 

For traditioner er vigtige i det gamle ungdomsparti. Og da Maria Ladegaard får styr på tropperne efter første vers af slagsangen, går det også bedre med at huske, hvordan det nu er, den traditionsrige sang går, og med noget mere klang fra de unge brystkasser lyder nu: 

Venstres Ungdom gi’r os mæle
Uden efterplapreri
Traditioner ej os kvæle
Dybe rødder gør os fri
Bryd den sløve stagnation
Byg en rig og stærk nation/union
Lad os straks begynde
Lige chancer for hver ung
Uden fædres pengepung
Dygtighed vi lønne

40 år gamle magtkampe

‘Dybe rødder gør os fri’, synger de. Og rødderne er mere end 110 år dybe. Den første lokalafdeling af Venstres Ungdom blev oprettet i Kolding 24. september 1908. Siden er hele landet blevet omfattet, og på de 111 år, der er gået, er tre landsformænd gået hen og er blevet statsministre. Ungdomspartiet har også leveret en mindre hær af folketingsmedlemmer og ministre. Derudover tæller listen over tidligere formænd naturligvis også nogle borgmestre samt et par KL-formænd.

Det er her, Lars Løkke Rasmussen og Lars Christian Lilleholt tog deres første store politiske opgør i 1988 – en kamp mellem to fløje, som også har trukket spor op til de to eksministres regeringstid. Ifølge Søren Pinds bog ‘Frie Ord’, som udkom i 2019, blev Lars Christian Lilleholt sat så gevaldigt på plads ved et busstoppested på Fyn, at han måtte droppe sin formandsdrøm, fordi Lars Løkke havde besluttet at tage et år mere på formandsposten.

Den slags opgør har der været i løbet af årene. Noget af den ufred, der har levet i Venstre, er ufred, der er stiftet i årene i VU. Andre bliver gode venner. 

- Det mest konkrete eksempel er Lars Christian Lilleholt og Lars Løkke. Lilleholt var Løkkes næstformand og skulle have været formand efter ham, men da Løkke besluttede sig for at tage et tredje år i formandsstolen, kostede det Lars Christian formandsposten. Det var Lars Christian Lilleholt selvfølgelig ikke tilfreds med, men han har jo de seneste år været en af de mest loyale støtter af Lars Løkke Rasmussen, siger nuværende VU-formand, Kristian Lausten.

I dag er Lilleholts 24-årige søn, Christoffer, kørt i stilling som spidskandidat til byrådet i Odense for Venstre. Han har siddet i byrådet, siden han var 18 år gammel, og så er han stadig medlem af VU.

 Klimadebatten har i mange år været præget af venstreekstreme socialister, der blander klimapolitik sammen med kapitalismekritik.

Og selvom de også synger, at ‘traditioner ej os kvæle’, så er der én ting, man kan være helt sikker på, er en tradition i forholdet mellem VU og moderpartiet: VU er som udgangspunkt mere yderliggående end Venstre. 

Vil Venstre have skattestop, kræver ungdommen lavere skatter over hele linjen. Har moderpartiet meldt ud, at de støtter kunst med subsidier, ved de også godt, at VU kommer til at kritisere dem i skarpe vendinger. For den slags bør vel kunne leve på markedsvilkår. Ifølge VU bør man i stedet ‘lukke Kulturministeriet og alt det smagsdommeri, som følger med der’.

- Der er sikkert nogen i moderpartiet, der synes, vi råber for højt med liberale teser. Men jeg ved, at de fleste – og det inklusiv den nye formand – synes, vi er et frisk pust, og at de nyder at blive banket lidt på en gang imellem, siger Kristian Lausten. 

Han oplever tværtimod, at ungdomspartiet har baglandet på sin side i de fleste diskussioner:

- For vi fokuserer på ideologien og det lange perspektiv. På Christiansborg er de bundet af den politiske virkelighed nu og her, mens vi kan få lov at drømme og tænke, hvad det er for en vej, vi vil, siger formanden. 

Senest måtte Lausten ud og tale med store bogstaver, da Venstre ønskede mere overvågning og ansigtsgenkendelse.

- Jeg gik i pressen, og sideløbende kørte VU flere kampagner. For vi synes, det er en rigtig dårlig ide. Derudover tog jeg det op på et forretningsudvalgsmøde i Venstre, for når vi tager mange små skridt i retning af mindre frihed og mere såkaldt tryghed og overvågning, er spørgsmålet jo, hvornår det stopper, siger han.

Men selvom ungdomsvenstre og modervenstre kan skændes som en teenager med sine forældre, så arbejder de naturligvis også sammen, og Venstre er ikke helt afvisende over for at give ungdommen en smagsprøve på den magt, der måske kan ligge og vente ude i fremtiden. Ved Venstres landsmøder har Venstres Ungdom 25 pladser af de 850 delegerede, og VU sidder også på to pladser i Venstres hovedbestyrelse. Det er som oftest formanden, der sidder på den ene plads. 

- Når man kommer på den anden side, kan man godt se, at det bare er noget, vi leger. Men mens man står i det, er det det her, hele ens liv handler om. Det er dødsens alvor og et spørgsmål om nationens fremtid. Hvis rød fløj sætter sig på formandsstolen, betyder det jo, at det på sigt går ud over de frie markedskræfter, og det må bare ikke ske, siger et tidligere medlem af VU’s bestyrelse, der ønsker at være anonym, og slutter:

- Men der er jo ikke noget på spil i virkeligheden. Danmarks økonomi overlever nok en formand for Venstres Ungdom, der ikke er helt så liberal som os andre.

‘Venstreekstreme socialister’

Før man kan nyde, må man yde. Og ligesom prisen for ikke at dukke op til Landskonferencen om søndagen er de konkrete 750 kr., Maria Ladegaard endnu er den eneste, der har betalt, så er prisen for overhovedet at komme med til festen om aftenen, at man stiller til Landskonferencens første dag om lørdagen.

Derfor kunne man lørdag 4. januar ved ti-tiden se småtrætte teenagere og unge voksne traske forventningsfulde op ad hovedtrappen på Christiansborg til Landstingssalen. De fleste iklædt standard Venstre-uniformer: jakkesæt over endnu smalle drengeskuldre, pullovers, slips og bomuldsskjorter.

Sagt kort er de medlemmer af Venstres Ungdom, der er dukket op til Landskonferencen, unge, ambitiøse og dødsens seriøse. Men de er også klar til at erobre hele verden, og de ved godt, at man kommer længst, når man er velfriseret.

Den klassiske kvindeuniform i Venstre har også fundet vej til Landstingssalen: kjole med blazerjakke ud over. Et look, Inger Støjberg blandt andre har sportet ved flere lejligheder. 

De er forklædt som voksne, lige der på trinnet før det virkelig gælder. Medmindre man spørger dem selv, for så gælder det virkelig nu. ‘Dødsens alvor’ og ‘nationens fremtid’.

 Vi fokuserer på ideologien og det lange perspektiv. På Christiansborg er de bundet af den politiske virkelighed nu og her, mens vi kan få lov at drømme og tænke, hvad det er for en vej, vi vil.

‘Godt at se dig,’ siger en ung fyr i blå skjorte og gabardinebukser til en anden ung mand i sort jakkesæt med hvid skjorte til. Han dasker ham venskabeligt på overarmen, og de bevæger sig fra Vandrehallens kaffekopper til Landstingssalens stolerækker, mens den første taler går på talerstolen. 

Det er den arrangementsansvarlige, Alex Ørum, som tager ordet. Han måler mindst 187 cm og melder myndigt fra talerstolen, at ‘så er vi ved at være der’. 

Han fortæller, at partiet, der ifølge tal fra Dansk Ungdoms Fællesråd måler 2.500 medlemmer, for første gang i fire år har haft medlemsfremgang. Sådan er det generelt, når Socialdemokratiet har regeringsmagten, afslører tallene, når man kommer lidt tættere på dem. Fire år med fremgang under Helle Thorning, fire år med tilbagegang under Lars Løkke Rasmussen. Og nu altså fremgang igen.

- Det betyder, at VU fortsat og stadig er landets absolut største ungdomsparti, siger han og præsenterer dagens tema:

‘Hvad er det liberale svar på klimaforandringerne?’

For ifølge Alex Ørum har klimadebatten i mange år ‘været præget af venstreekstreme socialister, der blander klimapolitik sammen med kapitalismekritik.’ 

- Der er brug for et modsvar til Greta Thunberg, siger han og høster klapsalver og smil på læben. 

Så selvom den liberale ungdom generelt sætter erhvervet først, har de godt opdaget, at klimaet er dagsordensættende. Og man kan naturligvis godt tale klima på en VU-venlig måde. Så i løbet af dagen kommer både Landbrug og Fødevarer, Cepos og Dansk Industri forbi. Men først skal de unge mennesker møde Sebastian H. Mernild, der er professor i klimaforandringer ved to norske universiteter og direktør i Nansen Centret i Bergen. 

Han kommer egentlig ud over stepperne med sit budskab om, at klimaforandringer er ægte, og der skal gøres noget. Men koncentration er en flygtig størrelse, og første gang der bliver sagt ‘gigaton CO2’, dukker de første telefoner frem fra bukselommerne. Instagram, Messenger, Facebook. Flere klør sig lidt i øjnene, men størstedelen på de forreste fem rækker klør sig alligevel også interesseret på hagen. Selvom det er svært, vil de gerne forstå.

Carbon fee og atomkraft, ja tak

Selvom klimabudskabet føles vigtigt for de unge, og selvom der bliver gjort en aktiv indsats for at forstå, bliver det også en konfus størrelse med de klimaforandringer, fortæller VU-medlem Maria Lagoni Andersen, da kommunen.dk møder hende i frokostpausen, hvor hun sidder og vender verden med to veninder. Klimadagsordenen fylder meget for hende, men det har mest noget at gøre med, at mange omkring hende går op i klimadagsordenen. 

- Man kan ikke komme uden om, at klimaet bare fylder rigtigt meget, siger hun og tilføjer:

- Men folk kommer ofte med deres egen agenda, når vi diskuterer klimaet. Så her på landskonferencen gør de os i stand til rent faktisk at gå ind i sådan en diskussion om klimapolitik. 

Hun efterlyser dog, at klimaaktivisterne bliver mere konkrete. Hun sidder også selv i byrådet i Esbjerg til hverdag, og hun mangler i sit politiske arbejde at få at vide, hvad det egentlig er, aktivisterne ønsker af deres politikere. 

- De insisterer på, at politikerne skal gøre noget, men de leverer ikke noget konkret, de gerne vil have gjort. Det gør det svært at deltage i. Går man på gaden og kræver noget af sine politikere, bliver man jo som minimum nødt til at byde ind med, hvad man gerne vil have. Ellers bliver det, politikerne gør, jo aldrig godt nok, siger Maria Lagoni Andersen.

VU’s formand Kristian Lausten er også glad for, at klima er på dagsordenen til landskonferencen:

- Jeg tror, det var rigtigt godt, at en bredere medlemsskare fik forholdt sig til det. Klima er ikke det, vores medlemsskare primært brænder for. Men vi har jo faktisk allerede en ret skarp klimapolitik, som støtter en carbon fee and dividend. Jeg har også talt med Tommy Ahlers og flere andre fra Venstre om, at vi burde kigge i den retning. For en ting er, at det virker, noget andet er, at det er en måde at sætte ind over for klimaændringerne, hvor man bruger de frie markedskræfter. På den måde bliver det ikke bare planøkonomisk, siger Kristian Lausten. 

Derudover satser VU på en fremtid med atomkraft, og til at tale om det har de på dagen hentet Thomas Grønlund fra Ren Energi Oplysning, der er en organisation, som primært beskæftiger sig med at oplyse positivt om atomkraft.

- Vi kan fortsætte vores liv uden at kunne mærke klimaforandringerne ved hjælp af atomkraft. At venstrefløjen ikke vil være med, bliver ved med at være en gåde for mig. Men det er et grundlæggende problem for os borgerlige, at vi er rigtig gode til at argumentere med logik. Men venstrefløjen er meget bedre til at ramme folk i hjertet. Man kan ikke overbevise med logos. Der skal man ind og få dem til at føle noget, siger Thomas Grønlund fra talerstolen.

Bønder eller borgerlighed

Det er sandt, når Alex Ørum siger, at Venstres Ungdom er landets absolut største ungdomsparti. Det er også ganske rigtigt Dansk Ungdoms Fællesråd, der står for at fordele støttekroner til de danske ungdomspartier. For at opnå støtte skal medlemmerne være under 30 år og betale et kontingent, der som minimum lyder på 75 kr. om året. 

Og det er Venstres Ungdom bare lidt bedre til at opfylde end andre ungdomspartier. Til sammenligning har DSU, som er Danmarks næststørste ungdomsparti, 1.863 medlemmer. 

Men med 2.500 medlemmer er der også 2.499 andre medlemmer at skændes med, når man tager politik så alvorligt, at man melder sig ind i et ungdomsparti. Derfor er der også i Venstres Ungdom, som i så mange andre partier, en stående fløjkrig, som har kørt i årtier. 

Hos VU står krigen mellem rød fløj og sort fløj. Højskolevenstre og handelshøjskolevenstre. Det er præcis den samme ballade, der nogle gange rusker lidt i moderpartiet: Skal man satse på bønderne eller borgerligheden? Herning eller CBS?

Det kan mærkes i slagsangen, der ikke kan blive enig med sig selv, om man skal bygge en rig og stærk nation, eller om man skal bygge en rig og stærk union. Og det kan mærkes på landsmøderne.

Rygtet går, at der i 2011 kørte tre busser med nyindmeldte fulde gymnasieelever ind under landsmødet og stemte for formandskandidaten Mads Duedahl, der stillede op imod Morten Dahlin. Det er bare et rygte – et, der er blevet fortalt af tre forskellige mennesker, men dog stadig et rygte, der ikke lyder helt ens alt efter, hvem man spørger.

Alligevel er det et vedholdende rygte. For sagen er den, at alle medlemmer af VU har stemmeret til landsmødet. Det samme gælder i øvrigt i Venstre. Så man kan melde sig ind på dagen, betale sit kontingent og dukke op til landsmødet og afgive sin stemme.

Morten Dahlin, som løb med sejren, kom fra sort fløj. Han sidder i dag i Folketinget for Venstre. Mads Duedahl er i dag rådmand for Venstre i Aalborg Kommune.

For det er, som VU-medlemmer siger igen og igen, dødsens alvor. Også selvom det måske ikke ser så vigtigt ud, når man kommer ud på den anden side. 

- I dag er det jo let nok for mig at sige, at det bare er noget vi leger. For jeg er jo blevet valgt, siger den nuværende formand Kristian Lausten og uddyber: 

- Det er både bare noget, vi leger, og så dødsens alvor. Hele vores formål, og det vi kæmper for, er ikke bare noget, vi leger. Vi ønsker bund-reelt et friere samfund. Og når man er i det, kan det at få valgt en god ven til en ledende post betyde alt. Det er det eneste, man har i hovedet. Bagefter kan man godt sige, at det er noget, man leger, men man leger det altså helhjertet. 

Klimaet kom ikke med til fest

Tilbage på Admiral Hotel er det blevet tid at forlade stedet. Aftalen med partiet har været, at når øjnene begynder at svømme, stemmerne bliver højrøstede, og politikken ryger fløjten, smutter kommunen.dk også. Det bliver klokken 21. For medlemmerne  skal have lov at feste og dumme sig og være unge. Holde værelsesfester, kysse i krogene og skabe nye bånd på tværs af rød og sort blok. På tværs af lokalforeninger og så videre. 

Der er ikke nogen, der siger det. Men det bliver heller ikke sagt imod: Journalisten var taktisk placeret mellem to personer, hun allerede kendte. Bokset inde. Så hun ikke kunne lytte med ved bordene.

Og klimaet og miljøet? Tja, det er for nu efterladt på Christiansborg, da sidste vers af Venstres Ungdoms slagsang får lov at lyde fra de unge brystkasser:

Dæmp forbruget, når det spilder
Knappe goder på vor jord
Værn de fælles rigdomskilder
Hvorpå klodens liv beror
Der er arbejd nok til hver
Som vil øve indsats her
Fælles byrde bære
Mætte de sociale krav
Øge det vi lever af
Gøre Danmark Ære!

Læs også:

VU-formand: Det er et utaknemmeligt job at være politiker i dag

Færre aktive unge gør politik mere indspist

Demokrati

Tilmeld dig nyhedsbrevet