Hos Venstres Ungdom gør aktivister klar til kamp under valgkampen i 2019. Partiet har i 2019 medlemsfremgang for første gang i fire år.
Hos Venstres Ungdom gør aktivister klar til kamp under valgkampen i 2019. Partiet har i 2019 medlemsfremgang for første gang i fire år.
Thomas Lekfeldt, Ritzau Scanpix

Færre aktive unge gør politik mere indspist

Politikerskoler, folkeoplysning eller bare en flok unge, der kan lide at diskutere politik?

talentspirer

Af Ronja Pilgaard | [email protected]

De er unge, ambitiøse og så har de en klar ide om, at de skal forandre verden til det bedre. Hvordan det skal gøres, er de ikke enige om, men de har det tilfælles, at de lægger masser af energi og kræfter i hver deres politiske kamp for et ungdomsparti.

Og så er de en særlig race, for der er ikke særlig mange af dem. Og det på trods af, at de løfter to vigtige roller i demokratiet, siger Johannes Andersen, lektor i almen samfundsbeskrivelse ved Aalborg Universitet. 

   Historisk set kan vi se, at de, som er kommet helt til tops i partierne, som udgangspunkt har haft en baggrund i ungdomspartierne.’

For det første er de en fast rekrutteringsplatform for moderpartiet. Her rækker man ud til de unge, giver dem en platform og lader dem forberede sig på at blive en del af et voksent parti. 

- For det andet er det ungdomspartiets opgave at udfordre moderpartiet på centrale holdninger. De unge er jo ikke helt så fintfølende i forhold til de taktiske hensyn, man har i voksenpolitik. Derfor har de også lettere ved at være frække og nogle gange også stærkt idealistiske. Det tror jeg også, politiske partier i dag ser kvaliteter ved, siger han.

Men ud over at rekruttere medlemmer og kandidater danner ungdomspartierne også skole for fremtidens politiske ledere, siger Martin Ejnar Hansen, der er lektor på Brunel University i London, hvor han har arbejdet med et stort forskningsprojekt om danske ungdomspartier:

- En stor del af dem, som sidder i Folketinget, har haft deres baggrund i ungdomspartierne. Det gælder blandt andet Søren Pape Poulsen, der er gammel KU’er, og både Lars Løkke Rasmussen, Anders Fogh og Poul Schlüter havde været formænd for deres ungdomspartier. 

Ens fisk i samme sø

Det er en fast kritik, at når man bruger ungdomspartierne som rekrutteringsgrundlag, så kommer de siddende politikere i både byråd og på tinge til at ligne hinanden for meget. Men sagen er jo også den, at den sø, man fisker politikere i, bliver mindre og mindre – og i små søer er det de samme typer af fisk, som overlever. 

Blandt ‘de voksne’ er 3-4 procent af befolkningen medlemmer af politiske partier, og kun 1-2 procent af dem er aktive i partiet. Blandt ungdomspartierne er det kun en procent af en årgang, der er aktive.

- Det bider hinanden i halen, for jo færre der er i partierne, jo flere vil blive rekrutteret. For man rekrutterer jo dem, der ligner én selv. Og det udfordrer det repræsentative i vores demokrati, for når så få er med, ligner partifolkene også befolkningen mindre og mindre, siger Johannes Andersen.

   De gider godt engagere sig, men det er ikke nødvendigvis et ungdomsparti, der står først for.’

Når der er så få politikere, risikerer miljøet omkring politik også at blive mere indspist, end hvis flertallet af politikere ikke havde været aktive i ungdomspolitik. Men på den anden side er der også et begrænset antal personer, der har lyst til at stille op som politikere, siger Martin Ejnar Hansen:

- Og det kræver jo træning. Det er partierne, der er det centrale i det danske demokrati. Så at vi har en stærk rekruttering fra bunden og op, er som udgangspunkt positivt. Hvis det kun var personer med baggrund i ungdomspartierne, som sad i Folketinget, så havde vi jo et problem. Men det er jo muligt for folk at komme ind, når de er i 30’erne og i 40’erne. Men historisk set kan vi se, at de, som er kommet helt til tops i partierne, som udgangspunkt har haft en baggrund i ungdomspartierne. 

Faldende opbakning

Da ungdomspartierne havde deres storhedstid i 1960’erne, målte medlemstallet i Venstres Ungdom 65.000 medlemmer år efter år. Sådan er det ikke længere. For selvom vi har en ungdom, som i høj grad er politisk bevidst, så er de unge aktive i politik, når de kan se, at den indflydelse, de kan opnå, gør en forskel, siger selvstændig ungdomsforsker, Niels-Henrik Møller Hansen.

Han skrev i 2014 en rapport om unge og politik for Center for Ungdomsforskning ved Aalborg Universitet, og her konkluderer han, at unge er meget politisk interesserede, men det er typisk enkeltsager, der tiltrækker dem, siger han:

- De gider godt engagere sig, men det er ikke nødvendigvis et ungdomsparti, der står først for.

En anden ting i undersøgelsen, han hæfter sig ved, er, at der er flere måder at rekruttere unge til politik:

- Nogle er interesserede i de store politiske spørgsmål, andre i meget konkrete enkeltsager. Men nogle melder sig også ind, fordi det er et sted at få venner og et socialt netværk. Og hvis de unge kan se, at de får nogle konkrete kompetencer i for eksempel taleskrivning, økonomistyring og den slags, er de lettere at få til at engagere sig, siger Niels-Henrik Møller Hansen.

 Det udfordrer det repræsentative i vores demokrati, for når så få er med, ligner partifolkene også befolkningen mindre og mindre.’

Men selvom de unge i dag langt fra i samme grad som tidligere melder sig ind i ungdomspartierne, så er de meget politisk aktive alligevel. 

- Meget af de unges aktivisme finder sted uden for politiske partiers arenaer. Og derfor har partierne ikke set interessen, siger Niels-Henrik Møller Hansen og uddyber:

- Hvis man lægger et filter på sit profilbillede på Facebook, hvor man gør opmærksom på, at man er imod noget, så er det jo også en politisk stillingtagen. For unge engagerer sig gerne i enkeltsager, som måske også er aktuelle i et meget afgrænset tidsrum, siger han.

Demokrati

Tilmeld dig nyhedsbrevet