Klumme/
Fysioterapeuter inviterer kommuner til samarbejde om ny folkesundhedslov
Klumme/
Fysioterapeuter inviterer kommuner til samarbejde om ny folkesundhedslov
Dette er et debatindlæg og udtrykker alene skribentens holdninger.
Har du selv et debatindlæg inden for Kommunen.dk’s interesseområder, kan du sende det til debatognavnekommunen.dk
Den kommende folkesundhedslov, der skal fremsættes i 2026, markerer et afgørende skridt i kampen for at styrke danskernes sundhed og mindske uligheden på området. Loven forpligter kommunerne til at arbejde systematisk og på tværs af sektorer for at forbedre folkesundheden og opstille konkrete mål for indsatsen.
Hos Danske Fysioterapeuter ser vi store potentialer i at styrke samarbejdet mellem kommuner, sundhedsprofessionelle, civilsamfundet og virksomheder for at sikre, at forebyggelse og sundhedstilbud bliver både tilgængelige og effektive.
Med regelmæssige, individuelt tilrettelagte træningsforløb kan mange undgå hospitalsindlæggelse, og man kan forhindre, at så mange mennesker må forlade arbejdsmarkedet før tid. Det gavner den enkelte at slippe for operative indgreb, og det er en samfundsmæssig gevinst. For det siger sig selv, at vederlagsfri træning og behandling hos en fysioterapeut ikke kommer i nærheden af at koste, hvad operationer med dertilhørende opfølgning koster samfundet og den enkelte.
Tilsvarende kan mennesker med hjertelidelser, kol-patienter og andre med kroniske lidelser holdes sygdomsfri – og ude af hospitalerne – med regelmæssige, individuelt tilrettelagte træningsforløb.
Og det er her, vi skal hen: Vi skal sætte bevægelse i sundhedsvæsenets tilgang til sygdom. Af hensyn til den enkeltes livskvalitet, og af hensyn til samfundet handler det om hele menneskets livssituation, og det er det, en folkesundhedslov skal hjælpe med at tilvejebringe.
Forebyggelse som en fælles indsats
Folkesundhed handler om at hjælpe borgerne på alle niveauer:
- Dem, der er sunde, skal hjælpes til at forblive sunde.
- Dem, der skranter, skal tilbydes forebyggende løsninger.
- Dem, der er syge, skal have adgang til den rette behandling.
Vi foreslår at tænke fysioterapeuter ind i det lokale idræts- og foreningsliv for at forebygge skader og fremme bevægelse på tværs af aldersgrupper. For eksempel kan fysioterapeuter vejlede sportsklubber og udvikle seniortilbud, der gør det nemt og sikkert at være aktiv – også som ældre.
Forebyggelse er ikke bare en investering i borgernes livskvalitet, men også i samfundsøkonomien. Tidlige indsatser kan reducere behovet for omfattende behandlinger og samtidig frigøre ressourcer i sundhedsvæsenet.
For at lykkes kræver det dog en fælles indsats, hvor kommunerne samler trådene og faciliterer samarbejdet mellem civilsamfundet og sundhedsprofessionelle. Der skal tænkes i langsigtede incitamenter, der motiverer både borgere og aktører til at bidrage.
Vi opfordrer regeringen og kommunerne til at:
- Indføre skattefradrag for træningsabonnementer og foreningskontingenter.
- Tilbyde gratis fritidsaktiviteter til børn og unge.
- Sikre, at fysioterapi er gratis for borgerne – på linje med lægebesøg.
- Give borgerne direkte adgang til fysioterapeuter, der kan diagnosticere og behandle mange lidelser uden behov for medicin eller operation.
En invitation til samarbejde
Vi i Danske Fysioterapeuter vil gerne bidrage med vores ekspertise til at udvikle meningsfulde mål og løsninger i samarbejde med kommunerne. Lad os sammen skabe sunde rammer, hvor forebyggelse er i fokus – til glæde for både borgerne og samfundet som helhed.
Vi inviterer derfor kommuner, idrætsklubber, foreninger og virksomheder til dialog om, hvordan vi kan realisere ambitionerne bag folkesundhedsloven. Sammen kan vi gøre sundhed til en politisk vindersag og sikre bedre liv for alle.
Lad os drøfte, hvordan vi kan samarbejde lokalt og nationalt. Og lad os sammen sætte handling bag ambitionerne og løfte sundheden i Danmark.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.