Mette Landtved-Holm (V) er født i Bogense på Fyn i 1964. Opvokset på en gård i Bladstrup sammen med to mindre søskende.

Faren var landmand og borgmester i Otterup Kommune ad to omgange. Moren var hjemmearbejdende hustru.  

Uddannet folkeskolelærer og skolebibliotekar med en PD i ledelse.

Tidligere skoleleder og viceskoleleder på to folkeskoler i Otterup.

Bor i Krogsbølle. Gift med Lars og har fire børn på 36, 34, 30 og 22 år.

I sin fritid går Mette Landtved-Holm ture i naturen, strikker, sylter og bager boller.

Medlem af kommunalbestyrelsen 1990-1998 og 2018 -

Borgmester i Nordfyns Kommune fra maj 2023.

Mette Landtved-Holm  - professionelt

Børn har været en stor del af dit arbejdsliv. Hvad har de lært dig, som du kan bruge som borgmester?

De har lært mig rigtigt meget. At arbejde med børn handler om menneskesyn, om at se børns forskellighed og de behov, hver af dem har. Når man som klasselærer skal have en klasse til at fungere, er det vigtigt, at man lytter til alle børnene, og at man finder nogle fælles aftaler, som alle kan se sig selv i. Aftaler om, hvordan vi vil være overfor hinanden, hvad der skal være vores fælles mål, hvad vi sparer op til med klassekassen. Som leder på en skole sætter man en retning og nogle mål og beder alle om at komme med gode ideer til, hvordan vi når de mål. Alt det kan jeg bruge i politik. At være inddragende, lytte til partierne og borgerne og finde ud af, hvordan vi kan samle det til noget, som vi kan være enige om.

Hvad med børnenes spontanitet og umiddelbarhed?

Ja, det savner jeg jo lidt. Man får de sjoveste spørgsmål fra børn, som får en til at reflektere over, hvorfor ting er, som de er. Man får ikke spontane spørgsmål fra sine politiske kolleger på samme måde. Men det gør man så af borgerne, og deres spørgsmål får mig ofte til at tænke: Okay, er det sådan, det bliver oplevet? Så skal vi gøre noget ved måden, vi kommunikerer på, eller vi skal tænke os om igen. Det med at lytte er noget af det allervigtigste. Det er en mangelvare, synes jeg, som både børn og voksne fortjener. Børnene er nok dem, der er bedst til at vise deres spontane glæde og taknemmelighed over at blive set og hørt, fx ved at komme med en tegning til dig.

Kan man sammenligne en kommunalbestyrelse med en skoleklasse, hvor vi har stræberen, mobberen, klovnen, den stille, den populære, den dominerende …?

Noget hen ad vejen kan man jo godt, men der er stor forskel på, hvad formålet er med at være i rummet. Om man er i en klasse med fælles mål, og hvor man stort set er enige om, hvordan og hvor det her skal ende. Sådan er det ikke i politik. Man kan godt være enige om enkelte dele, og at kommunen skal være det bedste sted at leve, men man har jo sjældent de helt samme mål.

Da du blev borgmester, var dit mål et mere forpligtende og reelt samarbejde i kommunalbestyrelsen. Var det en flok egoistiske skurke, du overtog?

Nej, men der var nogle typer, som gjorde rigtigt meget for at komme op og toppes, og som fandt alt muligt griseri på hinanden hele tiden. Det er mig meget imod som menneske. Jeg har ikke brug for at pege fingre ad folk og sætte lys på, hvor lidt forstand de har på et eller andet. Og dermed har folk heller ikke haft brug for at pege fingre ad mig og hænge mig ud. Jeg vil gerne være det gode eksempel og vise, at man godt kan opføre sig ordentligt i politik. Og gøre det klart, at vi har en forpligtelse til at få det bedste ud af de midler, vi har til rådighed her på Nordfyn. Jeg har været villig til at gå rigtig langt for at få så mange som muligt med i beslutningerne, men jeg forventer så også, at man forpligter sig til at udføre arbejdet godt bagefter. Man kan ikke bare være med til det sjove. Man må også være med, når det ikke er så sjovt.

Er din mission lykkedes indtil videre?

De to gange, hvor vi har skullet lave budget, er det lykkedes mig at få alle med. Det er jeg enormt glad for, men jeg ved også, hvor sårbart det kan være. Opbakningen kan være væk, næste gang vi skal lave budget. Jeg har ikke noget politisk flertal bag mig, som de allerfleste borgmestre har. I Venstre har vi mistet tre mandater, hvilket betyder, at jeg har skullet gå meget ydmygt til forhandlingerne om fordelingen af 2,4 milliarder. Det tog os 19 timer at få det til at gå op og lykkes. Men hvis man tænker på, hvor mange menneskers hverdag og skæbner, der ligger i vores hænder, så er vi også forpligtet til at gøre os umage med at skrue det så godt sammen som muligt.

Set i det lys er 19 timer jo ikke meget …

Nej, det er det ikke.

Du kom i kommunalbestyrelsen, mens din far var borgmester. Hvordan var det at dele arbejdsplads med ham?

Jeg syntes, det var enormt sjovt. Far havde været ude af borgmesterjobbet i fire år og blev genvalgt det år, jeg kom ind. Jeg var 25 år og ventede mit andet barn. Det var helt unikt at være så ung og få lov til at komme med ind i motorrummet. Jeg kom med en anden dagsorden end mange af de andre i bestyrelsen. Det var jo så vigtigt for mig, mine venner og ligesindede, hvordan det gik med fx daginstitutionerne, om de blev udbygget i takt med behovet. Jo, jeg nød at være sammen med min far i politik. Vi var meget forskellige, men vi havde stor respekt for hinanden, og han lyttede til de argumenter, jeg kom med.

Nu er du selv borgmester, men har du noget, du gør eller ikke gør som ham?

Jeg er mere kompromissøgende, end far var, men hans evne til at snakke med alle mulige mennesker har jeg fået med mig. Det er supervigtigt og må aldrig ændre sig. Der skal bare være tid til snak, også når der er travlt.  

Du overtog borgmesterposten efter Morten Andersen (V), da han trak sig efter at have kysset en kvindelig medarbejder under en julefrokost. Kom udvælgelsen som en overraskelse?

Øh, ja. Jeg havde sagt mit job op på skolen og skulle stoppe med at arbejde i sommeren 2023. Jeg ville bare være formand for mit udvalg og planlagde at gå derhjemme; pille alle felter ud af vores bindingsværkshus og sætte dem i igen og tage nogle mindre småjob i lokalområdet, hvis nogen havde behov for en hånd. Ligesom jeg gav et nap med på plejehjemmet mellem jul og nytår efter corona-perioden. Det var enormt givende og skønt at kunne sige: Hvad kan jeg hjælpe med? Dét var mit mindset i starten af maj, men så ringede Morten og fortalte mig, at det var gået rigtig dårligt med hans møde i økonomiudvalget, at de var utilfredse med hans efterhåndtering af julefrokostsagen, og at han så mig som den eneste til at overtage posten. Jeg tænkte: Morten har klaret så mange storme før, han vil også klare denne. Men det gjorde han så ikke. Og så gik der faktisk kun en uge, før jeg blev valgt.

Følte du dig som en lykkens pamfilius?

Nej, det gjorde jeg mildest talt ikke. Det føltes som en pligt. Og det gjorde det hele sommeren. Der var så meget nyt at lære, og det var først i løbet af efteråret, at jeg begyndte at kunne sænke skul-drene.

Det føltes som en pligt?

Ja. Jeg er vokset op på en gård, hvor man passer sit arbejde og gør det, som bliver forventet af en. Mine forældre havde jo dyr. Og dyr kan man ikke snyde, de skal have mad uanset hvad. Jeg har aldrig oplevet mine forældre så syge, at de ikke kunne passe deres job. Jeg er heller aldrig selv kommet for sent på arbejde. Hvis jeg skal til et møde, og jeg kan mærke, at tiden er knap, så får jeg det fysisk dårligt, for-man-passer-sit-arbejde. På gården gav mine søskende og jeg en hånd med, det blev forventet af os. Men det blev også værdsat, når vi havde løst ting godt. Vi var noget værd. Det var en god og sund arbejdsetik. Stor pligtfølelse.

Hvad ville din far have sagt?

Han ville have været enormt stolt. Han havde selv foreslået mig at gå efter at blive borgmester engang, han mente, at jeg ville være god til det. Dengang svarede jeg: Det kommer aldrig til at ske, far. Det kan jeg overhovedet ikke tænke mig.

Først din far, så dig. Hvis et af dine børn vil være borgmester, hvad skulle dit bedste råd så være?

Vær sikker på at have opbakning fra familien, for der går så mange timer med det job. Det er ikke bare lige at være påhæng til en borgmester. Og husk at beholde begge ben på jorden og lytte til dem, du møder på din vej. 

Du er en inkarneret nordfynbo. Jeg har læst, at du ikke forlader Nordfyn hele sommeren.

Det er rigtigt. Jeg elsker Nordfyn. Som børn var vi aldrig på ferie. Men mine forældre købte et sommerhus ti kilometer fra, hvor vi boede. Der kørte vi ud, når vi havde fodret dyrene af til aften. Så spiste vi aftensmad derude og kørte hjem igen et par timer senere. Min mand og jeg har overtaget sommerhuset og fået bygget et nyt hus der. Vi flytter derud i maj og tager først tilbage til september. Hver sommer.

Apropos børn. Du har selv fået fire. Er børn livets mening for dig?

Ja. Børn er fantastiske. Jeg har nydt at arbejde med dem og nyder at være mor, nyder at se og følge børns udvikling. Der er ikke noget vigtigere for børn end at have betydningsfulde voksne omkring sig. Nogle har gode forældre, og nogle har ikke, og der kan man som lærer eller pædagog gøre en forskel, som kan betyde alverden for et barn. Det allervigtigste er, at den tillid, børn møder én med, skal man give tilbage, så de ved, at de kan stole på en.

Jeg møder af og til unge voksne, som fortæller, at de er tilbageholdende med at sætte børn i verden af klimamæssige årsager. Hvad tænker du om det?

Jeg synes, det er ærgerligt, hvis man ikke sætter børn i verden på grund af det. Vi har vel aldrig været klogere på, hvordan vi kan sætte ind over for klimaet. Og man kan jo sagtens kæmpe for klimaet, selvom man får børn. Faktisk er børn jo et endnu større incitament til at gøre en forskel.

FNs nyligt afholdte klimakonference COP 29 rykker ikke ved din holdning?

Nej. Jeg siger ikke, at vi ikke har udfordringer, og jeg kan godt forstå, at man kan have betænkeligheder, men noget så ultimativt som at sige, at den verden vil jeg ikke sætte børn i, det kan jeg ikke forstå.

Det er sårbart at være forældre. Bliver man mere hærdet af at have mange børn?

Nej. Man er jo bekymret for hver enkelt af dem. Når de er små, kan alt jo ske, man holder øje med, de ikke løber ud på vejen eller svømmer for langt væk fra stranden. Og når de så bliver teenagere og skal i byen i Odense, hvad kan de ikke møde dér … Man holder jo aldrig helt op med at bekymre sig om sine børn. Og ligesom glæderne er fire gange så store, når man har fire børn, så er bekymringerne jo også fire gange så store.

Du kommer fra Otterup. Det gør Zirkus Nemos Smadremanden også, fordi Søren Østergaard synes, det er sjovt at sige Otterup på fynsk. Er han din humor?

Jeg har aldrig set ham andet end i fjernsynet, men jeg synes, han er morsom, og det er utrolig sjovt, at han har underholdt til dronning Margrethes fødselsdag. Man kan ikke lade være med at tænke på, hvad hendes gæster dog har tænkt.

Jeg mener, at Østergaard har udtalt, at det er meget svært at lyde vred på fynsk, kender du det?

Vrede er normalt ikke noget, jeg forbinder mig med. Jeg har et lyst sind og er et meget roligt menneske. Jeg samler og bærer ikke på gammelt nag hverken i forhold til kolleger, konkurrenter, børn eller voksne. Men jeg kan da godt blive vred. Også på fynsk.

Hvilken person har betydet mest for dig?

Min mormor var et fantastisk menneske. Hun kom ud af fattige kår og mistede begge forældre tidligt. Hun fik to børn med en mand, som ikke ville have hende alligevel. Hun måtte bortadoptere det ene barn, kom videre med et barn, mødte min morfar, og sammen fik de seks børn og boede på et lille bitte husmandssted med udendørs das. Da jeg var barn, var vi seksten børnebørn hos dem på samme tid. Det fik hun til at fungere. Hun favnede alle og fandt løsninger på alt. Kæmpe forbillede.

Er der noget, der ikke er nemt for dig?

Jeg kan ikke lige komme på noget. Ikke udover, at jeg ikke kan lide tanken om, at vi er her på lånt tid. Jeg tænker meget over, at jeg ikke skal arbejde solen sort til evig tid. Jeg vil have tid til at være sammen med min mand og mine børn og dem, der har brug for en hjælpende hånd. Jeg har besluttet, at jeg tager én periode mere i kommunalpolitik, men så er det også slut.

Du er 60 år. Hvad er det bedste ved den alder?

Det er livserfaringen. Jeg ved, hvad jeg kan. Ved, hvad jeg vil være med til og ikke vil være med til. Fx i forhold til pressehåndtering, som vi bliver tilbudt i mit job. Jeg vil gerne have nogle fif i forhold til nogle ting, men jeg vil ikke være en, der kommer med glatte politikersvar i krisesituationer. Jeg vil svare ærligt som et menneske. Jeg vil lægge kortene på bordet, tage det på mig og sige: Ja, det er forfærdeligt, det der er sket, ulykkeligt. Man skal kunne mærke mig, mærke mennesket bag. Og det er nok nemmere at tænke sådan, når man er 60 og ikke 30 år, hvor man har karrieren foran sig at tænke på.   :