Måderne, vi bor og lever på, er i opbrud.

Rundt om i Danmark skyder nye kvarterer eller hele bydele op, hvor bæredygtighed og fællesskab er nøglebegreber. Klimabekymring og modet på at genoplive nogle af kollektiv-idealerne fra 1960’erne og 1970’erne udfordrer de traditionelle parcelhusmiljøer, og det har sat spor i den kommunale planlægning.

Størrelser og omfang varierer, men en række kommuner har investeret stort i udvikling af bydele, som kan give en retningspil for fremtidens boligformer.

I hvert fald i teorien. Endnu mangler koncepterne for alvor at trække slutbrugere til, og netop den udfordring er særdeles aktuel i en række prestigeprojekter.

Helt nye bydelskoncepter som Nye ved Aarhus og Ringkøbing K skal ende med at huse tusinder, men har tilsammen endnu kun et par håndfulde bosættere. I landets største bydelsprojekt, Vinge ved Frederikssund, bor der p.t. 123 ud af de 20.000, som området ved Roskilde Fjord er planlagt til rumme.

Struktureret fra toppen
- Rigtig mange efterspørger boligformer, der rummer andelsbolig-tankegangen med fællesskaber på flere plan. I bæredygtige bygninger, som afspejler en vilje til at tage hensyn til klima etc. Men mange projekter er planlagt og struktureret fra toppen og måske lagt i hænderne på byudviklere, og det kan forsinke processen, mener Heidi Merrild, lektor på Arkitektskolen i Aarhus og underviser på forløbet Radikal Bæredygtig Arkitektur.

Hun kan godt se visionære tanker i de kommunale satsninger, men hun er skeptisk i forhold til potentielle brugeres vilje til at købe et færdigt projekt, hvor boligformer og udtryk er bestemt på forhånd. Og generelt vurderer hun, at de store danske bydelsprojekter er så ‘developer’-baserede, at det kan blive svært at tiltrække nye beboere, som gerne vil have indflydelse på udformningen af deres bolig.

- Mange af de bæredygtige bofællesskaber, som er skudt frem i løbet af de senere år, og som er lykkedes, er blevet til blandt mennesker, som har fundet sammen om et projekt. Og som har været med til at udvikle det i fællesskab fra grunden. I Tyskland og Østrig har man et koncept for netop den type byudvikling, Baugruppen, hvor eksempelvis 70 mennesker går sammen om at udvikle et bæredygtigt bofællesskab, siger Heidi Merrild og henviser til sidstnævnte som en modpol til de ekstremt planlagte og lidet fællesskabsbaserede koncepter.

Tesla-segmentet som pionerer
Søren Smidt-Jensen, analysechef hos Kuben Management, kulturgeograf og ph.d. i strategisk byplanlægning, er på linje i kritikken, men tror til gengæld på, at de store bydelsprojekter formår at tilpasse sig undervejs.

Han var indtil sidste år chef for Vinge By, hvor man netop aktivt gav mulighed for brugerinddragelse og forskellige tilgange til at flytte til en ny by båret af nye idealer.

- De første til at flytte ind kom fra Tesla-segmentet. Folk som enten ejede eller havde råd til at køre i Tesla, med trang til at bo i energirigtige huse for sig selv, men med muligheder for fællesskaber. Så kom økoflipperne med fællesproduktion og farm, og de to grupper vil gerne bo op ad hinanden, og et af kriterierne for at lykkes med projektet er netop, at man får skabt en diversitet og en forskelligartethed blandt beboerne. Her er andelen af almenboligerne afgørende for kommunernes indsats, for det agerer dåseåbner for mangfoldigheden. Det duer ikke, hvis man udelukker hele befolkningsgrupper, fordi boligerne er for dyre, siger han.

Tesla-typer og økoflippere kommer ikke alene til at fylde byggerierne i de planlagte byer/bydele. Søren Smidt-Jensen henviser til en brugerundersøgelse, som afspejler et generelt ønske hos både seniorer og børnefamilier til at leve i mere eller mindre organiserede fællesskaber. Med miljøfokus og tæt på naturen.

- Set i det lys er Ringkøbing K spot on med sit koncept, som har forudsætningerne for at tiltrække folk fra andre dele af landet, fordi man kan tilbyde noget, de store byer ikke har. Her handler det om at have tidsperspektiv, for det er ikke en udvikling, som kommer fra den ene dag til den anden, siger han.

Begrænset bæredygtighed
Bæredygtighed er et buzz-word og gennemgående i alle større byprojekter, men Heidi Merrild advarer mod at lægge for meget i den ofte floromvundne tale i prospekter og visioner. Den konkrete virkelighed er ofte mindre ambitiøs, end skåltalerne antyder.

- Jeg er ikke voldsomt imponeret af, hvad jeg har set. Der stilles jo grundlæggende krav til bæredygtighed i nybyggeri, men skal det virkelig rykke, skal man turde satse og eksperimentere, og det oplever jeg ikke rigtig viljen til endnu, siger hun.

Både Heidi Merrild og Søren Smidt-Jensen tror, bæredygtighed snart er på vej i prospekt-materialerne, fordi klimahensyn m.m. bliver en forudsætning snarere end en attraktion. Og ligesom ingen biler længere reklamerer med airbags eller abs-bremsesystem, behøver boligområder heller ikke markedsføring på grundlæggende hensyn.

- Til gengæld bliver fællesskaber og naturdelen vigtigere. Et nyt begreb - ‘biofil by’ - skal man også til at vænne sig til. En lidt fræk betegnelse, som dækker behovet for kontakt med naturen, dyrene og biodiversiteten, siger Søren Smidt-Jensen.

Brugerinddragelse i planlægningsfasen  er alfa og omega, hvad enten det er bæredygtighed eller kollektivisme, som trækker, og det må kommunerne ikke glemme, understreger han.

- Forelsker man sig i egne ambitioner og visioner for et projekt, som ikke rammer skiven, risikerer man at skabe et monster, advarer han.