Kommunen.dk
MENU

Udskudt havmøllepark skaber lokal ærgrelse

Udskydelsen af havmølleparken, Kriegers Flak, vækker frustration i Vordingborg og Guldborgsund, hvor man har sat næsen op efter lokale arbejdspladser. Formand for Region Sjælland appellerer til optimisme

Udskudt havmøllepark skaber lokal ærgrelse

Udskydelsen af havmølleparken, Kriegers Flak, vækker frustration i Vordingborg og Guldborgsund, hvor man har sat næsen op efter lokale arbejdspladser. Formand for Region Sjælland appellerer til optimisme

Færre kystnære havmøller og to års forsinkelse på Danmarks største havmøllepark, Kriegers Flak, der skal forbinde dansk og tysk elnet og øge forsyningssikkerheden. Sådan ser et par af initiativerne i regeringens og Venstres fremlagte rammeplan for vækstpakken 2014 ud. Udskydelsen af havmølleparken, der oprindeligt skulle være sat i gang inden 2020, sker for derimod at kunne lette energiafgifterne for erhvervslivet og styrke virksomhedernes konkurrenceevne, lyder begrundelsen fra partierne bag vækstpakken.

Men i nogle dele af det lokalpolitiske landskab er der ærgrelse.

- Jeg har en fornemmelse af – når jeg lytter rundt omkring – at Kriegers Flak aldrig bliver til noget. Og derfor ser jeg meget gerne, at man nu tager klart bestik af situationen og giver en tydelig melding, så vi ikke forgæves bruger mange kræfter på uddannelse og så videre. Nu må man sgu beslutte sig for, hvilken vej man vil, siger John Brædder (Guldborgsundlisten), der er borgmester i Guldborgsund Kommune, til dk-teknik.

Allerede i april måned i år stod det klart, at Energiforliget fra 2012, der blev indgået af alle Folketingets partier på nær Liberal Alliance, skulle åbnes og genforhandles. Siden da har usikkerheden rumsteret, fortæller John Brædder.

- Jeg havde godt frygtet at man ville udsætte Kriegers Flak i forbindelse med de her forhandlinger om energiafgifter. Og set i lyset af, at danske virksomheder så forhåbentlig bliver mere konkurrencedygtige som følge af lavere afgifter, synes jeg det er en okay beslutning, tilføjer han.

Forgæves på forkant
Kort efter den energipolitiske aftale faldt på plads i 2012, gik Guldborgsund og Vordingborg kommuner sammen – i samarbejde med Offshore Center Danmark – om at udbyde et uddannelsesforløb for lokale håndværksvirksomheder indenfor offshore-sektoren. Tanken var at ruste virksomhederne til at kunne byde på underleverandøropgaver ved etablering af havvindmølleparken og udvikling af Klintholm Havn, som er servicehavn for det kommende kæmpebyggeri.

- Vi trænger i høj grad til, at den her havmøllepark kommer beskæftigelsesmæssigt. Vi har forberedt os til tænderne i forhold til havneplanlægning og faciliteter. Rasmus Helveg Petersen (minister for Klima-, Energi- og Bygningsministeriet, red.) har netop godkendt alle forberedelser, så vi mangler egentlig bare startskuddet, siger Vordingborg-borgmester Knud Larsen (V) til dk-teknik, der 'ikke bare er skuffet, men meget skuffet' over udsættelsen af Kriegers Flak.

Det er forventet, at Kriegers Flak kan skabe 320 lokale arbejdspladser i anlægsfasen og 140 arbejdspladser i driftsfasen, som vil vare i mindst 25 år.

Håb om økonomisk bæredygtighed
Men formand for Region Sjælland, Jens Stenbæk (V), ser optimistisk på udspillet.

-  Jeg vælger den tolkning, som er mest positiv for os, og den bygger på udtalelsen fra Margrethe Vestager (R) (Økonomi- og Indenrigsminister, red.) om, at det her ikke er en udskydelse, men blot at projektperioden kan forlænges tre år. Så vi tror stadig på, at Kriegers Flak bliver gennemført, som det er planlagt, siger Stenbæk til dk-teknik og uddyber.

- Projektet har været kendt for at have nogle udfordringer i forhold til at finde en økonomisk bæredygtig måde at få strømmen i land på. Og det kan være, at der skal lidt længere tid til at finde den rigtige løsning der, siger han.

En lignende melding kommer fra Ikast-Brande-borgmester Carsten Kissmeyer (V), der til dknyt udtaler:

- Det branchen har brug for, er ikke bare afsætning, men også mulíghed for at kunne få afprøvet teknologien. Og Kriegers Flak er jo et dansk-tysk projekt med mange udfordringer – blandt andet vedrørende nettilslutning. Så alt i alt er to års udsættelse en god løsning, vi godt kan leve med.

- Det er jo også et spørgsmål om prisen på havvind. Den skal jo nødigt være dyrest muligt, men billigst muligt. Og det bliver der bedre betingelser for nu, siger Kissmeyer til dknyt.

Læs udspillet på Vækstpakken 2014 her

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

FRA FORSIDEN
Til toppen
GDPR