Kommunen.dk
MENU

Kommuner undrer sig over manglende statsstøtte til klimasikring

Tre projekter har ikke fået del i statens kystpulje. Sønderborg føler sig overladt til sig selv og kalder uddelingen vilkårlig, mens Vordingborg har skrevet et brev til ministeren.

Kommuner undrer sig over manglende statsstøtte til klimasikring

Tre projekter har ikke fået del i statens kystpulje. Sønderborg føler sig overladt til sig selv og kalder uddelingen vilkårlig, mens Vordingborg har skrevet et brev til ministeren.
Stormfloden efteråret 2023 kostede Vordingborg Kommune 35 mio. kr. Her billede af Rødvig Havn i modsatte ende af Faxe Bugt som Præstø (arkivfoto).
Stormfloden efteråret 2023 kostede Vordingborg Kommune 35 mio. kr. Her billede af Rødvig Havn i modsatte ende af Faxe Bugt som Præstø (arkivfoto).
Foto: Mads Claus Rasmussen

Store dele af Præstø by stod for lidt over et år siden under vand. Motorbåde skyllede op på land, slusen var brudt op og beboere afskåret fra deres hjem. 

Miljøminister Magnus Heunicke (S) kom i den forbindelse på besøg på havnen i Præstø, hvor han sagde, at det var en hasteopgave at beskytte de steder, der er så udsatte mod stormflod som f.eks. i Vordingborg Kommune. 

Men på trods af ansøgning til statens kystpulje i 2024 har Vordingborg Kommune ikke fået støtte til deres kystbeskyttelsesprojekt af Præstø by. 

Noget man i kommunen er uforstående overfor, hvorfor man nu har sendt et brev til miljøministeren. 

Otte ud af 11 projekter har fået andel i statens kystpulje på knap 150 mio. kr., der støtter projekter mod oversvømmelse og erosion med op til 40 pct. af omkostningerne.

Det efterlader tre projekter fordelt over fem kommuner uden statslig finansiering. Udover Vordingborg er hverken projektet i Halsnæs, Gribskov og Helsingør eller det i Sønderborg blevet tildelt støtte via kystpuljen. 

Det får nu formanden for Natur-, Klima- og Miljøudvalget i Sønderborg Kommune til at kritisere uddelingen af midler for at være “ulogisk”, “vilkårlig” og et “lotteri”. 

- En gang til er vi overladt til os selv i forhold til at beskytte os mod klimaets rasen. Oplevelsen er, at når vi håber på hjælp fra Christiansborg, så er hjælpen et sted mellem ingen og symbolske beløb, siger Asger Romme Andersen (EL) fra Sønderborg Kommune. 

I en ny risikokortlægning for oversvømmelser er netop Gråsten - sammen med ti andre områder - ellers udpeget som værende oversvømmelsestruet.

Har ikke fået nogen forklaring

Begge kommuner mener, at de opfylder betingelserne og kriterierne for at få støtte. 

Det har Vordingborg i afslaget fået bekræftet, men med den forklaring at der på ansøgningstidspunktet ikke var en politisk beslutning om projektet i Præstø.

- Men det har der været nu, og også før tildelingen af kystpuljen. Vi tolker det som om, at de måtte sortere nogen fra og derfor kommer med den her tynde begrundelse, siger Anders J. Andersen (S), formand for Klima- og Teknikudvalget.

Præstø-projektet

Højvandsbeskyttelsen af Præstø By vil skabe en blanding af diger og højvandsmure, der er 2,5 meter over havet. Den vil løbe rundt om den gamle købstad, havnefronten og de matrikler, der ligger ud til fjorden. 

Beskyttelsen vil ifølge en rapport fra COWI - som Kommunen.dk har fået aktindsigt i - beskytte 899 bygninger med en værdi på 353 mio. kr. mod oversvømmelser svarende til en 100-års hændelse i 2075. Udover beboede bygninger vil også dagligvarebutikker, lægehus og et renseanlæg blive beskyttet. 

Projektet er anslået til at koste 23,5 mio. kr. og vil ifølge tidsplanen stå færdig i 2027.

Begrundelsen for afslaget til projektet på Gråsten Havnefront i Sønderborg Kommune er derimod mere uvis. Her har kommunen ikke modtaget nogen nærmere forklaring på, hvorfor der ikke er blevet prioriteret midler til projektet. Kun at det er ud fra en samlet vurdering af kriterierne, fortæller Asger Romme Andersen. 

- Når det kommer til at udmønte midlerne, så virker det meget vilkårligt. Det er svært at se, hvad vi skulle have gjort anderledes. Så vidt vi kan se, lever vi rigtig godt op til kriterierne. Det virker ulogisk, siger han. 

I en pressemeddelelse skriver Miljøministeriet, at de projekter, der er længst fremme og hvor risikoreduktionen er størst, vil blive prioriteret. Men heller ikke det gør formanden i Sønderborg klogere.

- Vi er gået i gang med projektet. Jeg har svært ved at forestille mig, at nogen af de andre er længere i processen. Derudover er det jo et byområde, vi går ind og beskytter, siger Asger Romme Andersen. 

Gråsten-projektet

Kystbeskyttelsen af Gråsten Havnefront anslås at koste 16,1 mio. kr. og forventes at være færdig i 2029. Det viser en aktindsigt i ansøgningen som Kommunen.dk har fået indsigt i. 

Beskyttelsen - der er en blanding af diger og højvandsmure mellem 2,6 og 3 meter over dagligt vande - vil sikre 265 beboere, hvoraf 53 bor på Gråsten Plejecenter, mod oversvømmelser fra stormflod.

Bygningsmassen, der vil blive beskyttet, har en offentlig anslået værdi på 114 mio. kr. Langt størstedelen af de berørte bygninger er bygget mellem 1999 og 2016.

Han håber, at der fremover vil være skarpere kriterier, hvor det står mere klart, om man lever op til en given pulje. Derudover ønsker han sig et klarere afslag, så man kan sætte sig ind i, hvorfor man ikke får del i midlerne. 

- Det er rart, at man kan se logikken i de beslutninger, der bliver truffet på ens vegne, siger han. 

Kystdirektoratet skriver i et skriftligt svar, at “Sønderborg Kommunes projekt i Gråsten havde en af de laveste vægtede værdier sammenlignet med de resterende projekter, og derfor har de ikke fået midler”. 

De skriver videre, at ansøgningerne er vægtet og prioriteret på baggrund af kriterier der er fastsat i bekendtgørelsen for kystpuljen, og at afslaget i afgørelsesbrevet til Sønderborg Kommune begrundes med den “samlet lavere vurdering”. 

Brev: Vil have del i yderligere 83 mio. kr.

I Vordingborg Kommune vil man “give det et skud mere”, siger Anders J. Andersen, som henviser til, at Finansudvalget i Folketinget har godkendt at tilføre 83,8 mio. kr. til puljen til diger og kystbeskyttelse. Midler der var ubrugte og tilovers fra stormflodspuljen. 

I et brev dateret 16. december har borgmesteren i Vordingborg Kommune, Mikael Smed (S), skrevet til miljøministeren, at han “drister sig til at antage, at med de ekstra midler i kystpuljen, bliver Vordingborg Kommune nu tildelt støtte til projektet om kystbeskyttelse af Præstø by.” 

De ekstra midler til puljen vil blive udmøntet ved en ny ansøgningsrunde i 2024, står der i aktstykket fra Folketinget. Midler der gives tilsagn om i starten af 2025. 

- Nu må vi søge kystpuljen igen, men først skriver vi til ministeren, siger Anders J. Andersen, der endnu engang håber, at Vordingborg Kommune får del i pengene.

- Ligesom vi ikke kunne forestille os, at vi ikke fik noget i første omgang, så kan vi slet, slet ikke forestille os, at vi ikke skulle få noget i anden ombæring, siger han. 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

FRA FORSIDEN
Til toppen
GDPR