Over hele det danske land, søges der i disse tider efter kandidater til det kommende valg til by- og regionsrådet. Der mangler kandidater, hos både store og små partier. Man vrider hjernen lokalt for, hvordan man dog kan finde og tiltrække nye folk til listerne? Det er et generelt problem.

Midt i problemet bliver vi så igen stillet over for mantraet, ”der mangler kvinder”. At der procentvis er alt for mange mænd i politik. I mit parti, Socialdemokratiet, har man lige ændret lovene, så de første pladser skal kønssorteres. Eller med andre ord, kvinderne skal op på listen. Og meldingen er at der - som ved de forrige valg - skal være et særligt fokus på at finde kvindelige kandidater.

Men hvorfor egentlig dette fokus på køn, når vi helt generelt mangler mennesker, som vil stille op i politik? Skal vi mænd være kede af at stille op, fordi vi fylder for meget? Og hvorfor egentlig så stort et fokus på kvinder, når etniske, handicappede eller andre minoriteter er langt dårligere repræsenteret i vores demokrati?

Jeg er født i 1976 og er vokset op med mange kvinder omkring mig, i daginstitution og skole. Min mor og far levede som så mange andre, i et helt ligeværdigt forhold. Jeg har aldrig lært, at mænd på nogen som helst måde var, eller skulle være, bedre end kvinder. Da jeg blev aktiv i politik som ganske ung, oplevede jeg skam, at der i starten af 90erne var mange fordomme både mod kvinder, men så sandelig også mod unge.

Jeg fik selv læst og påskrevet at jeg ikke vidste noget, fordi jeg ingen erfaring havde. Men meget har ændret sig siden dengang. Min generation har taget over, og vi er ikke vokset op med en patriarkalsk far. Vi er vokset op med den pædagogik og ligeværd, som slog igennem, da vi blev født og som fyldte daginstitutioner og skoler i hele vores opvækst.

Jeg oplever hvor jeg færdes, at der i dag generelt ikke gøres nogen forskel på mand og kvinde. Dermed ikke sagt at alt så er perfekt. Lige løn mangler stadig på mange områder, ganske som der er for få handicappede på arbejdsmarkedet. Men jeg vil nu alligevel vove den påstand, at Generation X - altså den årgang som er født fra midten af 1960erne til slutningen af 70erne - er kommet til med andre øjne på tingene og Millenniums-generationen, som kommer efter os, vil rykke yderligere på det. Tiderne ændrer sig med de generationer,som kommer. Og den kvindekamp, som var nødvendig førhen, er med de nye generationer vundet.

Brug for forskellighed 

Betyder det så at der aldrig sker uretfærdigheder, hvor egoistiske mænd ser ned på kvinder. Nej. Men sådan vil der også altid være folk som ser ned på andre, det vil også fx socialt udsatte, handicappede, folk af anden etnisk herkomst eller noget helt fjerde. Fordomme er, hvor mennesker er, og vi skal hver dag bekæmpe dem, uanset hvordan uhyret så ser ud. Men det er min påstand, at kvinder ikke længere er særligt udsatte i forhold til andre grupper.

Så tilbage til jagten på kandidater til by- og regionsrådsvalget. Vi skal finde mennesker med noget på hjerte og vilje til at fremføre det. Vi skal finde mennesker, som vil arbejde for at udvikle vores samfund de næste år. Lad det være en mangfoldig gruppe, som kan bringe perspektiver ind fra alle dele af vores land og samfund. Det er faktisk ekstremt vigtigt, at de, som skal træffe beslutningerne på vegne af os alle sammen, kender til forskellige livssituationer og udfordringer.

Valgte til politiske hverv skal helst ikke ”bare” være velfungerende, midaldrende mennesker, som har styr på alt. Der er brug for forskellighed for at kunne træffe beslutninger, som kan rumme os alle. Vi har brug for unge, som kan fortælle os, hvordan unge har det. Ældre som kan komme med deres erfaring. Vi har brug for mindre velstillede, som kan forklare, når noget er økonomisk hårdt, og vi har brug for handicappede, som ved, hvad der skal til, for at en hverdag kan fungere. Om de så er mænd eller kvinder. Han, hun eller hen, er for mig at se lige meget. Hvis blot de kommer med noget engagement og en lyst til at bidrage til vores samfund.