Mange kommunale medarbejdere føler sig overvældede. Kunstig intelligens rykker hurtigt, men det er uklart, hvordan man bruger teknologien i praksis. Kurser lover meget, men leverer sjældent redskaber, man kan tage med hjem og bruge dagen efter.

Hos Komponent har vi valgt en anden vej. Vores tilgang bygger på John Deweys pædagogiske idéer og tanker – og det virker. Vi tror på læring gennem handling, refleksion og ægte erfaring. Det gør undervisningen både mere meningsfuld og mere effektiv. I denne artikel viser vi, hvorfor det gør en forskel. Og hvordan det ændrer måden, kommunale medarbejdere lærer at bruge kunstig intelligens på i deres hverdag.

Hvorfor virker traditionelle kurser i kunstig intelligens ofte ikke i kommunerne?

Mange kurser i kunstig intelligens fokuserer på teknikken. Deltagerne ser slides, lytter til eksperter og får måske lov at prøve en chatbot i fem minutter. Men næste dag er værktøjet allerede glemt. Det føles fjernt fra virkeligheden. Men “Vi lærer ikke af erfaring… vi lærer af at reflektere over erfaring”, som John Dewey skrev.

Hvis læringen ikke kobles til egen praksis og eftertanke, bliver den ikke vedkommende. I vores optik er læring en aktiv proces. Vi lærer, når vi gør noget, mærker noget – og tænker over det bagefter. Derfor hjælper det ikke med endnu en præsentation om chatbotternes muligheder. Medarbejdere har brug for at prøve det, diskutere det, tilpasse det – og se det virke i deres hverdag.

Tid til at reflektere i fællesskab

Komponents kursusforløb er bygget op om én grundidé: læring skal være levende, underholdende, relevant og forankret i virkelige erfaringer. Og det betyder at vi ser at læring opstår, når man handler i en virkelig sammenhæng og reflekterer sammen med andre. Altså ’giv deltagerne noget at gøre, ikke noget at lære; og det, de gør, skal være noget, som kræver tænkning’.

Vi arbejder derfor ikke med kunstig intelligens som et abstrakt fænomen. I stedet får de opgaver, som ligner deres egen arbejdsdag. Det kan være svar til borgere, opsætning af dagsordener eller idéudvikling til projekter. Alt sker med sprogmodellen som assistent.

Samtidig skaber vi tid til at reflektere i fællesskab. Hvordan virkede det? Hvor kunne det gå galt? Hvad gør det nemmere – eller sværere – at bruge i praksis?

På den måde får deltagerne ikke kun nye færdigheder. De får en ny måde at tænke læring og teknologi på. Det er ikke noget, man skal forstå teknisk. Det er noget, man skal opleve.

Et eksempel: Da en sagsbehandler fandt sin nye assistent

På en kursusdag møder vi Anna. Hun arbejder i en kommunal forvaltning og skriver ofte svar til borgere om støtteordninger. Det tager tid, og sproget skal være klart og tydeligt. På kurset får hun en simpel opgave: Brug kunstig intelligens til at skrive et udkast til et svar. Hun kopierer en tidligere borgerhenvendelse og indsætter den i sprogmodellen. Modellen svarer hurtigt – og forbløffende præcist. Anna læser teksten, justerer tonen og trykker “kopiér”. Hun vender sig mod kollegaen ved siden af og siger: “Det her sparer mig en halv time.” Hun smiler. Det er ikke teknologien, hun er begejstret for. Det er oplevelsen af at kunne bruge den – her og nu.

Efter opgaven samles holdet. De taler om sprog, ansvar og etik. Hvem har ansvaret for det svar, modellen har skrevet? Hvornår skal man være varsom? Hvad gør det ved fagligheden? Spørgsmålene er mange – og vigtige. Det er det vi kalder omdannet erfaring. Det er en handling, der har sat refleksion i gang. Læring er sket. Ikke ved at høre om kunstig intelligens, men ved at bruge den, diskutere den – og mærke, hvad den gør ved arbejdet.

Når erfaring fører til forandring

Læring på kurser ikke er noget, vi modtager – det er noget, vi gør. Når kommunale medarbejdere arbejder med kunstig intelligens i egne opgaver, lærer de ikke bare om teknologien. De lærer at forstå deres eget arbejde på en ny måde, og det giver ejerskab og mod. Og det skaber forandring, som rækker ud over kursusdagen.

Så vores tilgang er ikke bygget op som en række oplæg. Det er bygget op som et ’praksislaboratorium’. Her er deltagerne nysgerrige undersøgere i stedet for passive modtagere. De får plads til at eksperimentere og bliver taget alvorligt som fagpersoner med viden og dømmekraft. Den form for læring forankrer sig. Den smitter. Og den baner vejen for en mere tryg, kompetent og refleksiv brug af nye teknologier i kommunerne. Måske er dette den digitale transformation vi har talt om i så mange år?

Klar til at komme i gang?

Mange taler om kunstig intelligens. Få bruger det, hvor det giver reel værdi. Det skyldes ofte, at læringen har været løsrevet fra virkeligheden. For at skabe forandring skal læring begynde i praksis – ikke i teorien.

Vores erfaring som undervisere og konsulenter tager udgangspunkt i, hvordan mennesker faktisk lærer: Gennem handling, refleksion og gensidig erfaringsudveksling. Det er ikke raketvidenskab. Det er sund fornuft – og solid voksenpædagogik. Så spørg dig selv: Hvor i din hverdag kunne en sproglig assistent gøre en forskel? Prøv det af. Del dine erfaringer med kolleger. Justér. Gentag. Så er du allerede i gang. Dit mål er din pejling, ikke en afslutning.