Kommunen.dk
MENU

Nordsjælland i fælles kamp om ledertalenter

I løbet af de kommende år vil et stort antal kommunale ledere forlade arbejdsmarkedet. Det har fået seks nordsjællandske kommuner til at gå sammen i et fælles ledertalentprogram, der skal sikre fremtidens ledere. 

Nordsjælland i fælles kamp om ledertalenter

I løbet af de kommende år vil et stort antal kommunale ledere forlade arbejdsmarkedet. Det har fået seks nordsjællandske kommuner til at gå sammen i et fælles ledertalentprogram, der skal sikre fremtidens ledere. 

En, to, farvel. En, to, farvel. Sådan vil det lyde i Fredensborg Kommune, når kommunen inden for de næste 5-10 år skal tage afsked med over en tredjedel af deres ledere, der på grund af alder trækker sig tilbage fra arbejdsmarkedet. 

Men Fredensborg Kommune står ikke alene med den store generationspukkel. Faktisk er billedet det samme i mange kommuner. Det dokumenterede en stor undersøgelse om kommunal ledelse tidligere på året. Undersøgelsen, som Syddansk Universitet står bag sammen Lederne og Kommunaldirektørforeningen, er den største af sin slags med 2.182 respondenter, og viste blandt andet, at 62 procent af lederne på skoler, plejecentre og daginstitutioner er over 50 år. Specielt skolerne døjer med en alderspukkel, hvor hele 72 procent af lederne er over 50 år. Næsten halvdelen, 43 procent, er 56 år eller derover.

Samlet flok

I Fredensborg Kommune er 81 ledere ud af godt 200 over 55 år. Derfor har kommunen nu valgt at danne fælles front med fem andre nordsjællandske kommuner i et kollektivt ledertalentudviklingsprogram, der skal sikre fremtidens ledertalenter.

”Internt har vi arbejdet med lederudvikling de sidste tre år, men ved at gå sammen med de andre kommuner har vi mulighed for at tilbyde et mere ambitiøst og kompetencegivende udviklingsforløb end tidligere. Vi står overfor et generationsskifte, hvor mange af vores ledere går på pension, så det er vigtigt, at vi allerede nu finder deres afløsere,” siger personalechefen i Fredensborg Kommune, Tina Bjerregaard.

Projektet mellem de seks kommuner forventes at blive skudt i gang i foråret 2012 med det første hold af ledertalenter. Hver kommune står selv for at udpege de enkelte talenter, som de vil tilmelde programmet. Selvom der ikke er indgået nogen ”gentleman’s agreement” om at holde fingrene fra andres ledertalenter, er Tina Bjerregaard ikke bange for, at der opstår sure miner mellem de seks kommuner, hvis et ledertalent bliver ’hugget’ – tvært­imod. 

”Der er faktisk i orden at tage hinandens ledertalenter. Det vigtigste har været at skabe synlige karriereveje for vores talenter for derved at holde på de rigtigt dygtige. Alle vil få gavn af mobiliteten,” siger Tina Bjerregaard. 

Godt initiativ

Morten Balle Hansen, lektor på Syddansk Universitet, underviser og forsker i blandt andet kommunal ledelse. Han ser samarbejdet mellem de seks kommuner som et rigtig fornuftigt tiltag. 

”Selvom det ikke er banebrydende nyt, er det et godt initiativ. Kommunale ledere kommer ikke af sig selv, de skal nurses frem. Især skal kvinderne opfordres til lederposterne, og det kan det her hjælpe med til,” siger Morten Balle Hansen. Han mener ikke, at kommunerne selv er skyld i den store alderspukkel, de står med nu.  

”Der har været fokus på offentlig ledelse i flere årtier, så jeg ser ikke dette som et udtryk for en krisesituation, men derimod en ren demografisk situation. Der har været satset på ledelse i mange år, så kommunernes tiltag er bare en forstærkelse af den proces, som er nødvendig på grund af de ændrede vilkår,” siger Morten Balle Hansen. 

Men den køber formanden  for Lederne, Svend Askær,  ikke helt.

”Det er ikke ønskværdigt for nogen virksomheder at have en ledergruppe, hvor megen erfaring forsvinder på en gang, fordi man ikke får den kontinuitet, der er nødvendig,” siger Svend Askær. Han advarer dog mod, at kommunerne farer ud og rekrutterer en masse unge ledere. 

”Fremadrettet bør man ansætte folk med fornuftig aldersspredning. Ellers skubber man puklen, og vi kommer til at opleve det samme igen. Det ville samtidig klæde kommunerne at tænke mere alternativt rent ledelsesmæssigt og brede rekrutteringsgrundlaget ud i stedet for at lukke sig om sig selv. Er det for eksempel nødvendigt at være læreruddannet for at være en god skoleleder i folkeskolen,” spørger Svend Askær. 

I Fredensborg Kommune er man dog fortrøstningsfuld på kommunens vegne. 

”Vores ældre ledere går ikke alle sammen fra på en gang, men over en periode på fem-ti år, så der vil blive en glidende overgang. Derudover udpeger vi ikke kun unge talenter, men sørger for at fordele deltagerne i talentprogrammet rent aldersmæssigt. Man kan sagtens være et leder­talent på 50 år, så længe man har vist lederskab og har lyst til at gå foran,” siger Tina Bjerregaard. 

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

FRA FORSIDEN
Til toppen
GDPR