Samskabelse er det helt store buzzword i danske kommuner i øjeblikket. Samskabelse symboliserer den fineste form for demokrati, og der skrives tykke bøger om, hvordan kommuner kan lykkes med at skabe politik og løse samfundsproblemer sammen med borgere. Holland er en populær destination for danske kommuner, når de vil på studietur og inspireres til samskabelse og inddragelse af frivillige. Og det er der en særlig grund til.

Holland og Danmark ligner hinanden på mange måder, men alligevel er der stor forskel på, hvordan man arbejder med samskabelse i de to lande.

Manon de Jongh forsker i samskabelse og ledelse af samskabende processer. Hun er født i Holland og har de sidste 11 år boet i Danmark, hvor hun er chefkonsulent og partner i UKON, hvor hun rådgiver kommuner og institutioner om ledelse og samskabelse, ligesom hun har arrangeret flere studieture til Holland for politikere og embedsmænd i danske kommuner.

Hun kender begge kulturer godt, og hun peger især på hollændernes frækhed og rebelskhed som årsag til, at Holland betragtes som Europas frontløber, når det kommer til samskabelse.

I 2016 besøgte Manon de Jongh sammen med repræsentanter fra Ikast-Brande Kommune den hollandske demenslandsby De Hogeweyk, som er verdens første af sin slags. Her har beboerne direkte adgang ud i det fri, og der er gader, parker og pladser, frisør, supermarked, café og teater. Til gengæld er hele området spærret af, så de demente ikke kan forlade stedet. For Manon de Jongh var det interessant at se de danske besøgendes reaktion.

- Jeg oplevede danskerne spørge meget ind til, hvordan de forholder sig til forskellige love og faglige dilemmaer. “Hvad gør i med den lov? Og den lov? Og det dilemma?” “Det er vi da ligeglade med,” siger hollænderne. “Så længe det ikke er et problem. Hvis det bliver et problem, får vi det nok at vide.” Der tror jeg, at hollændere kan lære danskere noget i forhold til at have frækhed nok til bare at gøre. Danskere er mere loyale, fortæller Manon de Jongh.

På kant med loven
Nøglen til succes med samskabelse ligger ofte lige på grænsen af loven. Man skal turde at udfordre gængse metoder og rammer - og nogle gange endda loven. Og det ligger ifølge Manon de Jongh mere til hollændernes mentalitet end til danskernes.

- Det er en folkesport at undgå regler og være lidt rebelske, siger hun og giver et eksempel: Da EU indførte rygeforbud i offentlige bygninger, opdagede Amsterdam-beboerne et hul. I loven stod der intet om rygeforbud i kældre, og da en stor del af Amsterdam ligger under havniveau, kunne man pulse videre de fleste steder.

Og det er ikke kun borgerne, der er rebelske. Også de ansatte i offentlige myndigheder bærer risikovilligheden og lysten til at eksperimentere og udfordre i sig.

- Man kunne sagtens finde en embedsmand i Holland, der kan hjælpe med at snyde systemet lidt. Der er mere loyalitet i Danmark. I Holland siger folk med glæde, at de har snydt i skat, og man fortæller hinanden, hvordan man har snydt. I Danmark holder man sin kæft, hvis man da overhovedet har snydt, siger Manon de Jongh.

Rebelskheden og lysten til at prøve noget nyt og anderledes bunder - ifølge Manon de Jongh - i dybe historiske rødder. Holland har været en kolonimagt, og med kolonierne følger forskelligheder i befolkningen. Samtidig har Holland med sin geografiske placering haft havet som en udefrakommende trussel, der har krævet samarbejde mellem landmænd, regioner og politikere.

- Hollændere har en helt anden måde at arbejde med diversitet og inddragelse af andres perspektiver og måder at tænke på, fordi vi har det så meget omkring os. Og i forhold til truslen fra havet ligger det i beslutningssystemets DNA, at hvis vi ikke får styr på det sammen, har vi ikke noget land. Hvis man har en fælles problemstilling - eller en fælles vision - kan der opstå samskabelse. Det offentlige system er bygget op omkring de tanker. Det er en stor del af forklaringen på det, siger Manon de Jongh.

Mindre myndighed

Når du siger, at det ligger meget i hollændernes mentalitet som folkefærd at samskabe, er det så overhovedet noget, danskere kan studere og tillære sig?

- De seneste år er der kommet mange spændende initiativer inden for samskabelse i Danmark. Jeg oplever danske kommuner som meget reflekterende, nysgerrige og ivrige for at lære nyt om fx samskabelse. Den tilgang er vigtig for at udvikle og forbedre sig. Der er nogle ting, der bare ikke er overførbare på grund af lovgivningen, men i forhold til mentaliteten og hollændernes mere loose tilgang oplever jeg, at danskere i kraft af deres nysgerrighed netop har mulighed for at lade sig inspirere af andre lande.

Manon de Jongh holder også oplæg om samskabelse for offentlige ledere og medarbejdere, og her prikker hun ofte til dem i forhold til at være mindre “myndighedsagtige”.

- Det er ikke farligt - fx som kommune i en samskabelsesproces eller som mødefacilitator - at dele sine udfordringer og være åben omkring, hvad der er på spil. Det er tit en kæmpe eye opener for ledere, når de indser, at det faktisk kan skabe følgeskab, når de åbent fortæller om udfordringer, tvivl og sårbarheder i et projekt eller en proces i stedet for, at det bliver holdt som en skjult dagsorden, siger hun.

Lokalsamfundet
Der er nogle markante forskelle i sundhedssystemet i Holland og Danmark. Velfærdsområdet i Holland er mere privatiseret og i højere grad baseret på brugerbetaling og tvungne sundhedsforsikringer, og Hollands velfærdssamfund beskrives med Manon de Jonghs ord bedst som “et sted midt mellem USA og Danmark.”

Holland ligger samtidig i toppen blandt europæiske lande, hvor flest mennesker laver frivilligt arbejde. Lægger man dertil de seneste års besparelser på velfærden og en politisk vision om at gå fra “velfærdssamfund til deltagersamfund,” har man forklaringen på, at borgere og civilsamfund i Holland tager stort ansvar for de personer i lokalsamfundet, der har brug for hjælp. Det er ikke unormalt for en hollænder at smutte over og hjælpe en ældre genbo med rengøring hver anden tirsdag, hvis der er behov for det.

- I Danmark er vi mere optaget af, at individet og familien skal køre, hvor Holland er mere optaget af helheden. Hvis to venner skal være sammen, er det ikke unormalt, at den ene lige tager sin bedstemor med, fordi hun er lidt ensom. Det er eksempler på, at det ligger mere i kulturen i Holland, siger Manon de Jongh.

I Holland er der også plejehjem, der som en del af lejekontrakten med de ældre eller syge beboere kræver, at pårørende lægger et vist antal timer som frivillige på plejehjemmet hver måned. Det kan blandt andet lade sig gøre, fordi arbejdsmarkedet er anderledes indrettet i Holland, hvor det ikke er ualmindeligt at have en arbejdsuge på fire dage. Det frigiver tid til at prioritere frivilligt arbejde.

At Danmark har en stor offentlig sektor og et højt niveau af ydelser og social sikkerhed betyder også, at danskere læner sig mere tilbage og forventer meget af det offentlige, forklarer Manon de Jongh.

- Danskere er vant til meget sikkerhed. Det er også fantastisk. Man ved, hvordan tingene fungerer, der er tillid, og systemet drejer rundt, og vi ved, hvad vi kan forvente. Ulempen er, at vi bliver lidt forkælede, når det ikke er sådan. Og vi har glemt at tænke os lidt om, siger hun.

Den mekanisme er mindre udtalt i Holland.

- Først og fremmest er det nogle kulturelle, dybtliggende rødder i hollændere som entreprenante problemløsere og lidt frække, grænseoverskridende, selv vil bestemme-agtige, siger Manon de Jongh.

Det kommer til at lyde som en meget rosenrød fremstilling af samskabelse i Holland - er der en bagside?

- Ja, det er der. Den danske loyalitet har klart nogle fordele, fordi det skaber fremdrift. I Holland har alle en mening om alt og føler en ret til at ytre den, og det kan gøre det svært at gøre sit lederskab gældende. Det kræver meget forhandling, lobbyarbejde og tålmodighed, før man kan bevæge sig et sted hen i fællesskab. Der går meget tid tabt med det. Risikovilligheden og rebelskheden har langsommelighed og ineffektivitet som bagside, hvor man i Danmark er bedre til at være effektive.

Kan de danske politikeres spørgsmål og interesse for lovgivning og faglige dilemmaer under et studiebesøg ikke være et udtryk for, at de er optaget af høj faglig kvalitet - og ikke nødvendigvis et udtryk for forstokket regelrytteri?

- Jo, det kan man godt sige. I Holland kan man være meget optaget af at få noget til at ske hurtigt, og det kan nogle gange føre til kompromisser på kvalitet. Processen vælges til, og de faglige perspektiver prioriteres ned, kan man sige.

Hvis behov er det?
I Danmark er samskabelse blevet et ideal, man som kommune gerne vil opnå, og samskabelse er nærmest et mål i sig selv. Spørger man Manon de Jongh, fylder samskabelse slet ikke så meget i Holland på konferencer, i artikler, bøger og i samtaler om kommunal politikudvikling. Hun tøver og leder lidt i ordforrådet, før hun må konstatere, at hun ikke engang kender et hollandsk udtryk for samskabelse.

I Holland er samskabelse bare en metode til at løse problemer - og ikke et mål i sig selv. Samskabelse er ikke et modefænomen, fordi det altid har været der. I Holland opstår samskabelsesprocesser- og projekter oftest på et ønske fra en gruppe i civilsamfundet.

- Så går man til kommunen. Man er meget optaget af sin ret til for eksempel at drive et initiativ, og så spørger man kommunen: Hvordan kan I understøtte os?

Er det også sådan i Danmark, at det oftest er civilsamfundet, der tager initiativ til samskabelse?

- Omvendt.

Det er kommunens behov at samskabe?

- Nemlig.

Da Manon de Jongh var på samskabelsesrejse med Ikast-Brande Kommune, oplevede hun, at de særligt blev inspirerede af hollændernes mod og evne til at tænke ud af boksen.

- En deltager sagde til mig: “Hold da op, jeg føler mig som en meget loyal - nærmest kedelig - embedsmand, der ikke er kreativ nok.” Man skal altid passe på med at sige, at det ene er godt eller dårligt. Men jeg kan godt forstå, at de bliver optagede af den der indstilling: “Årh, det ved vi sgu ikke, om er et problem. Der er ikke nogen, der har sagt noget endnu. Vi prøver!”