Digital dannelse, fake news og mobning: Politikere vil gentænke bibliotekernes rolle
Digital dannelse, fake news og mobning: Politikere vil gentænke bibliotekernes rolle
Kulturminister Mette Bock (LA) rettede blikket ned mod forsamlingen. De seneste tre kvarter havde hun debatteret bibliotekernes rolle i samfundet sammen med de fire andre politikere, der stod ved talerstolene i Herning Kongrescenter.
De havde talt om bibliotekerne som "det moderne forsamlingshus", hvor det ikke længere nødvendigvis er bøger, cd'er og magasiner, men snarere følelsen af fællesskab og kulturelle oplevelser, som lokker folk ind på bibliotekerne.
De havde talt om den teknologiske udvikling, som udfordrer bibliotekerne, og de havde talt om børneopdragelse som en opgave, bibliotekerne skal påtage sig sammen med skolerne og forældrene.
Men da kulturministeren kiggede mod forsamlingen og opsamlede den pointe, hun gerne ville have tilhørerne til at tænke på "over et glas rødvin", drejede en enkelt af tilhørerne hovedet i en nedslående bevægelse.
Han rystede på hovedet og udformede et lavmælt fnis, som havde han netop fanget ministeren i en løgn, og nu var parat til at gøre opmærksom på det. Et bibliotek uden bøger?
- Forestil jer et bibliotek om 20 år. Der er ikke flere fysiske bøger. Det er digitalt det hele, sagde ministeren, inden hun slog fast, at bibliotekernes kerneopgave i det tænkte scenarie stadig ville være at formidle litteraturen og "få folk til at gå nye veje".
- Men det er et sted, hvor der ikke er nogle bøger, og hvor folk i videre omfang kan låne fra bibliotekerne hjemmefra. Det, synes nogle, er dårligt, men det, synes jeg, er godt, fordi så er der flere, der måske får læst. Men hvad er det så for en opgave? Hvordan skal bibliotekerne løse den opgave om 20 år? Det har jeg ikke svaret på, sagde ministeren.
Flere "skal"-opgaver
Netop bibliotekernes rolle i samfundet var et af temaerne på årets Bibliotekspolitisk Topmøde, der blev holdt i Herning i sidste uge.
Til topmødet opfordrede kulturministeren bibliotekerne til at lade være med at vente på, at den teknologiske udvikling rammer dem, og i stedet se udviklingen som en indgang til nye muligheder.
Folketingsmedlem Mogens Jensen (S) var enig i, at bibliotekernes kerneopgave i fremtiden vil være den samme som i dag. Men han efterspurgte flere "skal"-opgaver og henviste til, at en af bibliotekernes udfordringer er "digital dannelse", hvor unge skal lære, hvordan de skal opføre sig online.
Det, mente han, bør være en del af kulturministerens igangværende servicetjek af biblioteksloven, som flere efterspurgte en opdateret version af.
- Det er svært at sige, hvad man skal danne i, hvis ikke man har sat normer for, hvad vi skal, sagde Mogens Jensen.
Han deltog i debatten sammen med kulturministeren, byrådsmedlem i Aarhus Steen B. Andersen (S), Venstres kulturordfører Britt Bager og borgmesteren i Silkeborg, Steen Vindum (V).
Alt er til salg på nettet
De fem politikere var alle enige om én ting: bibliotekernes rolle i samfundet har ændret sig. Alt er blevet mere digitalt - og det har smittet af på bibliotekerne, som skal tilpasses den moderne medievirkelighed.
Men, som Britt Bager konkluderede, bibliotekerne vil altid være "hævet over tid og sted."
- Jeg har været på Dokk1 rigtig mange gange med min søn. Jeg har aldrig nogensinde lånt en bog dernede. Jeg bilder mig selv ind, at selvom han ikke kan læse, bliver han vænnet til at være der, og jeg tror, det er den vej, vi skal gå, eksemplificerede Britt Bager.
Fra Aarhus, hvor Dokk1 ligger, mente den socialdemokratiske kulturordfører Steen B. Andersen, at bibliotekerne skal være med til at guide borgerne i, hvordan de skal finde rundt i den digitale tidsalder.
- Vi ser en verden, hvor vi er til salg, hvis vi ikke er opmærksomme på det. De digitale tjenester sælger oplysninger om os, og der er en kæmpe efterspørgsel efter det. Der kan man aktivt sige: hvor meget vil jeg være med i den her markedsplads? Det er bibliotekerne også i stand til at hjælpe med, sagde Steen B. Andersen.
Han ville have bibliotekerne til både at udkomme på de digitale platforme, men også til at føre samtalen med brugerne digitalt.
- Det handler om at gøre borgerne digitalt kompetente og digitalt dannede, og den opgave, synes vi, kunne være rigtig vigtig i en ny bibliotekslov. Simpelthen at have det som mål.
En forurening af dannelsen
Mogens Jensen betegnede ”fake news” - usande nyheder - som en forurening af de unges dannelse og som en samfundsopgave, biblioteket kan bidrage til at løse. Han savnede mere regulering i lovgivningen, hvad angår færden på nettet.
- Vi er simpelthen nødt til at opruste på den etik, forældrene skal have på det her område, men som samfund bør vi også udstikke nogle værdier og regler for, hvordan vi opfører os, når vi er på nettet, sagde han.
I det hele taget var digital dannelse et af hovedemnerne i debatten. Britt Bager fra Venstre efterspurgte blandt andet nytænkning i forhold til at komme digital mobning til livs.
- Det er en uløst opgave ude i skolerne. Jeg ved ikke, hvem der skal løse opgaven, men hvis man skal gøre sig nyttig og gå med ind i den næste tidsalder tror jeg, det er der, bibliotekerne kan spille en rolle, sagde hun, inden hun henviste til, at biblioteker rundt om i landet har forsøgt sig med at leje cykler ud til borgerne.
- Det vil jeg langt hellere se, at i bruger energi på, end f.eks. at leje cykler ud. Det, synes jeg ikke, er et biblioteks opgave.
Bøger, tidsskrifter, lydbøger
Borgmesteren i Silkeborg, Steen Vindum, talte om vigtigheden af, at bibliotekerne er tilgængelige og omstillingsparate.
Han nævnte som eksempel, at bibliotekerne i Silkeborg har åbent frem til klokken 22.00.
- Man kan ikke nødvendigvis altid møde en bibliotekar, men man kan komme ind. Det, tror jeg, er fremtiden. At vi altid skal være åbne, sagde han, inden han på ny hev et eksempel frem fra sit lokalområde, hvor kommunen for nylig har investeret i et nyt campusområde sammen med blandt andet ungdomsuddannelsen, der er drevet af Hovedbiblioteket i Silkeborg.
- Jeg tør også godt at sige, at vi gør det på en anden måde om 20 år. Men vi er parat, sagde han.
Aarhus-politiker Steen B. Andersen talte om en treenighed mellem skoler, biblioteker og forældre som en måde for bibliotekerne at gentænke sig selv. F.eks. kan bibliotekerne i samarbejde med skolerne og forældrene være med til at genrejse læselysten blandt de unge.
Han kaldte på, at bibliotekerne går mere i retning af at være "aktivister" i stedet for "bare konsumenter", når det handler om at tilpasse sig de nye medieplatforme.
Derfor var han åben for at tilpasse formålsparagraffen i biblioteksloven, der i dag indeholder ord som "bøger, tidsskrifter, lydbøger og andre egnede materialer (...) såsom musikbærende materialer og elektroniske informationsressourcer" - særligt når det gælder læselysten og litteraturen, kan loven trænge til et eftersyn, mente han.
Børnenes univers
Steen B. Andersen holdt dog fast i, at der skal være plads til et kommunalt råderum, hvis kulturministeren beslutter sig for at ændre biblioteksloven.
- Vi er rigtig, rigtig utilfredse med, at vi kun bliver målt på medierne. Når vi taler om læselyst og møde med litteraturen, så kan den altså godt foregå på andre måde end ved at formidle en bog. Vi ser det i Odense, hvor de laver Harry Potter-festival, hvor man fysisk er med i en bog. Vi ser det i Randers, hvor man formidler på rigtig mange måder.
Selv sagde Mette Bock, at det er en opgave for skolerne, forældrene og bibliotekerne at opdrage de unge til, hvordan de skal opføre sig digitalt. Men hun rejste spørgsmålet, om bibliotekerne reelt har kompetencerne til at løse den opgave.
- Jeg spørger jer, fordi da jeg var rundt på en medietur i landet besøgte jeg også nogle tredje klasser. De skulle tale om deres mediebrug, og der var en lille dreng, der kom hen til mig og sagde: "åh, hvor er det godt, at i kommer og spørger os, for vi ved meget mere om det end de voksne," sagde ministeren.
Hun henviste til, at børn i dag har nogle digitale kompetencer, som hun ikke er sikker på, at alle bibliotekerne har:
- Første skridt er jo, at man prøver at sætte sig ind i børnenes universer for at kunne tage dem i hånden derhen, hvor man kan sige, at der er en form for digital dannelse.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.