Kommunen.dk
MENU

Tre børn er perfekt. Fire børn, det passer. Fem børn, det er for mange!

Jeg elsker mit job, men ... lav normeringen om. Vi har brug for åndehuller. Det samme har børnene, vores fremtid, lyder appellen fra en dagplejer.

Tre børn er perfekt. Fire børn, det passer. Fem børn, det er for mange!

Jeg elsker mit job, men ... lav normeringen om. Vi har brug for åndehuller. Det samme har børnene, vores fremtid, lyder appellen fra en dagplejer.
Kirsten Christensen og børn får eftermiddagsmad i haven. Der er flag på bordet, fordi en af ungerne har fødselsdag.Vi dagplejere får altid skudt i skoen, at vi jo får skattefradrag for blandt andet kosten. Men morgenmad, formiddagsmad, frokost, eftermiddagsmad og også en lille ekstra snack til de sene børn er langt fra dækkende for dagplejernes faktiske udgifter, siger Kirsten Christensen
Kirsten Christensen og børn får eftermiddagsmad i haven. Der er flag på bordet, fordi en af ungerne har fødselsdag.”Vi dagplejere får altid skudt i skoen, at vi jo får skattefradrag for blandt andet kosten. Men morgenmad, formiddagsmad, frokost, eftermiddagsmad og også en lille ekstra snack til de sene børn er langt fra dækkende for dagplejernes faktiske udgifter,” siger Kirsten Christensen
Foto: Jan Toft Christensen

I denne serie beder vi en række kommunale og regionale ansatte om at beskrive deres job; hvad fungerer? Hvad fungerer ikke? Så kære politikere; læs, lyt og lær af stemmerne derude: Dette kunne gøre mit arbejde endnu bedre! Denne gang: Dagplejeren.

 


   

Kirsten Christensen, 61 år.

Dagplejer i Mariagerfjord Kommune.

Uddannelse: Indsatsdagplejer.





'

Hvorfor valgte du at blive dagplejer?

Da jeg blev mor for 28 år siden, var der stor mangel på dagplejere, og jeg kunne ikke få en plads til min egen datter. Pladsanvisningen spurgte mig derfor, om jeg kunne tænke mig selv at blive dagplejer? Jeg havde været ansat i en anden kommune som familievejleder hos belastede familier og kendte derfor lidt til faget, og jeg tænkte, at jeg ville kunne gøre en forskel. Så jeg kastede mig ud i det. Og passede min egen datter som ekstra barn. I dag indgår ens eget barn i den faste normering på fire børn.

Hænger dagligdagen i dit job sammen?

Ja, i det store hele gør den. Men jeg har også 28 års erfaring. Da jeg startede som dagplejer, tænkte jeg: Hvor svært kan det være? De skal jo bare have noget at spise, sove, skiftes, leges med, trøstes, men det viste sig at være noget mere komplekst: Svære samtaler med forældrene omkring forældreskab og om børn, der ikke havde det så godt derhjemme, forældre, der kom uden for ens arbejdstid; enten for tidligt eller for sent, skrive en underretning om sine bekymringer for et barn … det er svært. De første fem år skulle jeg løbe virkelig stærkt. Da jeg blev 58 år, takkede jeg nej til gæstebørn, fordi jeg kunne mærke, at det blev for meget med fem børn. For stressende.

   Det er beskæmmende, at vi, der varetager de allervigtigste tidlige år for fremtidens voksne, har den laveste løn.

Hvad er det bedste?

Det bedste er, at jeg ved, at jeg gør en forskel. Jeg ved, at jeg giver børnene den tryghed og ro, som de har brug for i de her år. Faste rutiner og en nogenlunde forudsigelig hverdag for, hvornår vi spiser, sover, rydder op, leger og pusler. Det er en tryghed, som virker senere hen i deres liv. Det er, ligesom når man bygger et hus; så skal man først lave en god grund, ellers kan huset ikke holde. Jeg ved, at jeg har haft stor betydning for mange rollinger og deres familier. Det er dét, der driver mig. Og dét, der får mig til at blive i mit job.

Hvad er det sværeste?

Det er de svære samtaler med forældrene. Det kan være utrolig svært at sige til et forældrepar, at de ikke gør det godt nok som forældre; at de skal vaske deres barn hver dag … for eksempel. Og det er stadig svært, selvom jeg har været dagplejer i 28 år. Derudover er der også udfordringerne med de kære tosprogede børn. Jeg har selv et ukrainsk barn, hvor de sproglige og de kulturelle udfordringer godt kan give ret meget sved på panden, selv for en gammel garvet dagplejer som mig.

Fakta om dagplejerjobbet:

  • Normal normering er fire børn fra 0-3 år.
  • Gæsteplejesystemet: Dagplejerne aflaster hinanden ved ferie eller sygdom og kan i korte eller længere perioder have fem børn.
  • Når man fylder 58 år, har man ret til at frabede sig gæstebørn.
  • Grundlønnen i Mariagerfjord er 20.610 kr. for en 48 timers arbejdsuge. En timeløn på cirka 100 kr. Hertil kommer der få tillæg, der varierer fra dagplejer til dagplejer.  
  • Dagplejere har et skattefradrag, der svarer til en tredjedel af deres løn, der skal dække udgifterne til kost, rengøring og slitage og eksempelvis hegn omkring haven, sandkasse, etc.

Kilde: Kirsten Christensen.


Hvad kunne få dig til at forlade dit job?

Lønnen. Den svarer slet ikke til det, vi yder i vores job. Vi har en arbejdsuge på 48 timer plus "det løse" med rengøring og indkøb oveni, og det til en løn på de nederste trin af lønstigen. I dagplejen har vi heller ikke problemer med, om spisepausen er betalt eller ej, for vi har ikke spisepauser. Vi står nemlig til fuld rådighed alle 48 timer - med trøst og kram, omsorg, madlavning, bleskift, dokumentation, sanglege, gåture, sprogstimulering, læreplaner, digital implementering og så videre. Og alligevel tager vi også gerne en tørn med gæstebørn, ferieplanlægning, aftenmøder og kurser. Det er beskæmmende, at vi, der varetager de allervigtigste tidlige år for fremtidens voksne, har den laveste løn.


Giv et konkret eksempel på en udfordring, du har stået i, som du ikke burde have stået i?

Jeg stod på et tidspunkt med en meget beruset far, der ville køre hjem med sin søn. Faren var både vred og let truende. Da jeg både skulle have bilnøglerne fra ham, få ham til at drikke sin kaffe og finde nogen, der kunne hente ham og sønnen, nåede jeg at tænke, at den her situation var jeg slet ikke rustet til. I dag ville jeg være mere selvsikker. Men det er utroligt vigtigt, at dagplejere er robuste og føler sig rustede, både generelt og i særlige situationer som denne.  

   I stedet for at spise nye dagplejere af med en-to føl-dage hos en anden dagplejer, så giv dem en måned! Hvad gør man for eksempel, når alle fem børn græder på en gang?


Hvem og hvordan sikrer man, at man er robust nok?

Det er et godt spørgsmål! Jeg har taget flere kurser i assertiv kommunikation - godt nok kun på AMU, men jeg har faktisk kunnet bruge det i mit arbejde. Mariagerfjord Kommune har fokus på at højne fagligheden for sine dagplejere, og det er godt. For høj faglighed giver stolthed. Men introduktionen til jobbet er for dårlig. Ikke grundig nok. I stedet for at spise nye dagplejere af med en-to føl-dage hos en anden dagplejer, så giv dem en måned! Hvad gør man for eksempel, når alle fem børn græder på en gang? Hvor skal jeg begynde, og hvor skal jeg ende? Og så skal man også huske på, at det kræver en ufatteligt forstående familie, når man arbejder i sit eget hjem 48 timer om ugen.


Føler du dig anerkendt og set? Af ledelsen?

Alting kan blive bedre, men jo, jeg føler mig langt hen ad vejen anerkendt af ledelsen.


Og af politikerne?

Der er flere politikere, der godt kunne tåle at blive boostet lidt i deres viden og deres opfattelse af, hvad dagplejen er for en størrelse. Jeg har tit inviteret lokalpolitikere på visit: “Jeg starter i morgen klokken halv syv, bare kom.” Men jeg ikke haft besøg af nogen endnu. Det er ærgerligt, for jeg vil gerne vise dem, at det her, det er altså et rigtigt arbejde!


Har du en appel til politikerne/systemet?

Ud over en højere løn og bedre introduktion til jobbet?! Ja. Lav normeringen om: Tre børn er perfekt. Fire børn, det passer. Fem børn, det er for mange. Vi har brug for åndehuller. Det samme har børnene. Vores fremtid.

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

FRA FORSIDEN
Til toppen
GDPR