Kommunen.dk
MENU

'Vi er bindeleddet'

Et dobbeltmandat – medlemskab af både Folketinget og et byråd – indebærer en betydelig synergieffekt. Foruden en del logistiske udfordringer.

'Vi er bindeleddet'

Et dobbeltmandat – medlemskab af både Folketinget og et byråd – indebærer en betydelig synergieffekt. Foruden en del logistiske udfordringer.
Godt nok opnår man en tættere kontakt mellem byrådsarbejde og folketingsarbejde, men det er ikke altid lige let at finde tid nok i kalenderen, fortæller John Dyrby Paulsen (S). Foto: Polfoto
Godt nok opnår man en tættere kontakt mellem byrådsarbejde og folketingsarbejde, men det er ikke altid lige let at finde tid nok i kalenderen, fortæller John Dyrby Paulsen (S). Foto: Polfoto

En politiker, der både er byråds- og folketingsmedlem, er en nyttig direkte kanal mellem de to politiske niveauer. Byrådene repræsenterer det borgernære og konkrete og Folketinget det overordnede og principielle. Begge dele har gavn af hinanden, fortæller de, der har prøvet det. Men de fortæller også, at det ikke er uden logistiske udfordringer.

Fordelene først:

- Det netværk på Christiansborg, som jeg er en del af, kommer borgerne i Faaborg--Midtfyn Kommune til gode, siger eksempelvis Jane Heitmann (V).

For hendes vedkommende kommer dertil den yderligere dimension, at hun i kommunalbestyrelsen og i Folketinget beskæftiger sig med samme emnekreds:

- I kommunalbestyrelsen i Faaborg-Midtfyn sidder jeg i Sundhedsudvalget, og i Folketinget sidder jeg i Sundheds- og Forebyggelsesudvalget og er psykiatri- og forebyggelsesordfører. Og forebyggelse er jo en opgave, der ligger i kommunerne, så jeg kan bære tingene begge veje, siger Jane Heitmann.

Det samme gør sig gældende for Mikkel Dencker, der er formand for Hvidovres Teknik- og Miljøudvalg og i Folketinget blandt andet er medlem af Energiudvalget og ordfører på området.

- Det giver en god virkning. Man har viden med fra det ene sted til det andet. I byrådet har man kendskab til de tanker, der ligger bag lovene, og i Folketinget kender man den praktiske virkelighed ude i kommunerne, siger Mikkel Dencker.

I Slagelse har John Dyrby Paulsen (S) gjort lignende erfaringer:

- Man opnår en tættere koordinering mellem byrådsarbejdet og folketingsarbejdet. Som byrådsmedlem kommer man tættere på beslutningsprocessen på Christiansborg, siger John Dyrby Paulsen.

Møder, møder, møder

Bagsiden af medaljen er, at indehaveren af et dobbeltmandat skal have det hele til at gå op:

- Der er helt klart kalendermæssige udfordringer. Der er mange møder i sådan et byråd, ikke bare byrådsmøder og udvalgsmøder, men også strategimøder og andet, siger John Dyrby Paulsen.

Samme oplevelse har Jane Heitmann:

- Heldigvis ligger sundhedsudvalgsmødet i kommunen på mandage, der som udgangspunkt er mødefri i Folketinget. Men kommunalbestyrelsesmødet ligger første tirsdag i hver måned, og det er samme dag, som der også er møde i Sundheds- og Forebyggelsesudvalget i Folketinget, så det ene skal ikke trække for længe ud, hvis jeg skal nå det andet, siger Jane Heitmann.

Lidt lettere synes det at være for Mikkel Dencker:

- Det kan godt kombineres. I Hvidovre holdes der altid møder om aftenen, og det gør der kun sjældent i Folketinget, siger han - med den tilføjelse at det selvfølgelig er ‘nemmere for os, der bor i hovedstadsområdet’.

Der er stemmer i det

Modsat andre partiers indehavere af dobbeltmandater er Mikkel Dencker langtfra nogen undtagelse i sin folketingsgruppe. I alt 10 af de 22 DF-MF’ere er også byrådsmedlemmer – så mange, at det ligner en bevidst strategi. Det afviser Mikkel Dencker ikke - tværtimod:

- Det har været med til at sikre gode lokale valgresultater de steder, hvor man har kunnet stille med et folketingsmedlem, siger han.

At trække stemmer var også ret åbenlyst drivkraften for John Dyrby Paulsen, hvis parti ellers principielt er imod dobbeltmandater.

Er Socialdemokraterne på vej mod en opblødning i den holdning?

- Man kan sige, der er en forståelse for, at der lokalt i nogle situationer kan være konkrete årsager, der gør det fornuftigt, siger John Dyrby Paulsen.

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

FRA FORSIDEN
Til toppen
GDPR