Forvirringen er total. Socialdemokraternes næstformand Nick Hækkerup vil pålægge kommuner at lave et såkaldt velfærdsregnskab. Velfærdsregnskabet skal baseres på en række konkrete velfærdsrettigheder, men hvilke kan Hækkerup ikke fortælle. For Socialdemokraterne går slet ikke til valg på at indføre bestemte velfærdsrettigheder.

Det vakte ellers opmærksomhed i medierne da Nick Hækkerup bragte idéen om et velfærdsregnskab ind i valgkampen og pegede på flere konkrete punkter, som kommunernes service skal måles på. Fremover skal de blandt andet sikre, at der maksimalt er seks børn per voksen i deres børnehaver, og alle danskere skal have ret til et årligt sundhedstjek. Hvis ikke det sker, risikerer de at blive sat under administration. 

Sådan lød det altså fra Nick Hækkerup i sidste uge. Og det er ikke første gang, at han og Socialdemokraterne bringer den tanke på banen. Det gjorde de allerede i 2007, hvor partiet lancerede idéen om velfærdsregnskabet baseret på 29 konkrete ’velfærdsrettigheder’. 

Kommunen tog derfor kontakt til Nick Hækkerup for at finde ud af, om der var tale om et andet udspil, eller om det fortsat er de samme 29 velfærdsrettigheder, der indgår i det forslag om velfærdsregnskab han nu præsenterer.

”I princippet er det de samme, men der skal ske en tilpasning til de økonomiske konjunkturer, som jo er, at vi er i en krisesituation nu,” forklarer Nick Hækkerup.

Hvad denne tilpasning består i var det ikke muligt at få uddybet fra Nick Hækkerup, der til gengæld gentager, at ”det er de samme velfærdsrettigheder, der er centrale for os”. Han vil imidlertid ikke fortælle hvornår, eller om hvilke rettigheder som kommunerne først skal forpligte sig på at levere. Det vil blive afklaret efter en dialog med kommunerne og efter bestik af den økonomiske situation, siger han.

Regnskab uden indhold

Tre dage før Nick Hækkerups udmelding om velfærdsregnskabet lød der imidlertid fuldstændig andre toner fra Mette Frederiksen, der er næstformand for partiets folketingsgruppe. Hun afviste i en debat med Ældre Sagens formand på P1 kategorisk de 29 velfærdsrettigheder. 

”Vi går ikke til valg på de velfærdsrettigheder. De er ellers rigtig gode, men de er udformet i en anden økonomisk virkelighed,” sagde Mette Frederiksen.

I Ældre Sagen er man nu godt forvirret.

”Hvis Nick Hækkerups udmelding betyder, at man vil give et konkret indhold til de her velfærdsrettigheder, så hilser vi det velkomment. Omvendt så vil vi sige, at hvis ikke man har en kerne af rettigheder, som skal udfylde det her regnskab, ja så bliver det jo et noget tomt regnskab,” siger chefkonsulent Olav Felbo.

I Venstre mener man, at uklarheden om velfærdsregnskabet blot understreger den zigzag-kurs, som oppositionspartiet efter deres mening fører i valgkampen.

”De vil ikke fortælle, hvad konsekvenserne er af deres politik. De vil ikke fortælle, hvordan tingene skal finansieres, og det gælder også det her forslag. Man kan ikke konkret få at vide, hvad det så er, kommunerne skal forven­te, andet end at det er helt tydeligt, at de kan forvente mere bureaukrati,” siger Venstres politiske ordfører, Ellen Trane Nørby.

Rettigheder koster

Kommunen har gennemgået de 29 velfærdsrettigheder, som Nick Hækkerup vil bringe i spil i det omfang, økonomien tillader. Rettighederne skulle være bindende for den kommunale service og blev lanceret i august 2007 kort før det seneste folketingsvalg. Blandt rettighederne er enestue til døende, mindst fire kvadratmeter gulvareal per barn i daginstitutionerne og ret til en daglig tur i frisk luft for plejekrævende ældre. I Socialdemokraternes finanslovsforslag for 2008 regnede partiet med, at de 29 velfærdsrettigheder ville koste samfundet 12,2 milliarder kroner om året i øgede driftsudgifter. Om det stadig er partiets skøn, kan Nick Hækkerup dog ikke svare på.

”Jeg har ikke papirerne foran mig, så jeg kan simpelthen ikke sætte tal på det nu på stående fod,” siger han.

Efter forslaget var bragt til torvs i 2007 regnede Aarhus og Københavns Kommuner på, hvad de økonomiske konsekvenser ville blive for dem. Ingen af kommunerne har opdateret deres vurderinger, men står stadig inde for deres oprindelige opgørelse.

Dengang skønnede København, at rettighederne i driftsudgifter ville øge kommunens driftsudgifter med op mod 1,7 milliarder kroner. I Aarhus skønnede man, at deres samlede driftsudgifter ville øges med omkring 701 millioner kroner.

Hvis man lægger den gennemsnitlige udgift per indbygger for Aarhus og København til grund for, hvad forslaget om de 29 velfærdsrettigheder vil koste landsdækkende, lander man på 14-16 milliarder kroner. Altså op mod 30 procent mere, end hvad Socialdemokraterne skønnede. Og det er sandsynligvis et forsigtigt skøn.

”Det vil nok være et konservativt bud, fordi Aarhus og København som udgangspunkt har et højt serviceniveau. Alt andet lige betyder det, at deres udgifter til at leve op til nogle minimumsstandarder for velfærd vil være mindre, end det gennemsnitligt vil være for andre kommuner,” siger programchef og kommunaløkonomisk ekspert Kurt Houlberg fra Anvendt KommunalForskning, AKF.

”Fuldstændig tåbeligt”

I den verserende valgkamp tager Nick Hækkerup også væsentlige forbehold for netop økonomien og understreger, at den vil spille en stor rolle for, hvornår og hvor mange af de 29 rettigheder, det vil blive muligt at gennemføre i en enkelt valgperiode. Partiet lover nemlig fuld finansiering for hvert enkelt punkt.

Alligevel får idéen om et velfærdsregnskab en temmelig lunken modtagelse blandt flere af landets borgmestre.

Borgmester Thomas Banke (V) fra Fredericia kalder forslaget for ”noget af det dummeste, jeg nogensinde har hørt” og ”fuldstændig tåbeligt”.

”Det er en økonomisk umulighed, det er et totalt opgør med det kommunale selvstyre, og så er det fuldstændig vanvittigt at foreslå det i en kommunal sparetid, hvor Danmark er totalt presset på økonomien. For det her kan kun give flere udgifter,” siger Thomas Banke.

Søren P. Rasmussen, Venstres borgmester i Lyngby-­Taarbæk, ser det også som et opgør med selvstyret.

”Forslaget i sin grundform er jo det endelige totale opgør med det kommunale selvstyre. For vi vil jo ikke længere i de enkelte kommuner kunne diskutere med vores borgere, hvordan vi skal gøre det hos os,” siger han.

Forslaget splitter også de socialdemokratiske borgmestre. Mens borgmestrene i Rødovre og Fredensborg har udtrykt deres bekymring på vegne af selvstyret, så er blandt andre borgmester i Aalborg Henning G. Jensen (S) positiv over for forslaget og risikoen for at komme under statens lup.

”Jeg synes, at det er helt i orden, at man laver aftaler med hinanden om, at det her er en god ting, og hvis man ikke overholder de aftaler, man indgår med hinanden, jamen så skal der være konsekvens for dem, der ikke overholder det,” siger han.

Borgmester Niels Viggo Lynghøj (S) fra Struer har heller ikke et problem med at leve op til nogle specifikke krav, hvis ellers finansieringen følger med. Han har en generel bekymring på vegne af det kommunale selvstyre, men forsvarer alligevel forslaget.

”Min forudsætning er som sagt, at finansieringen følger med, så hvis indskrænkningen i selvstyret betyder en bedre service for borgerne, så er det dog et fremskridt i forhold til den indskrænkning, vi ser nu, som betyder dårligere service for borgerne,” siger Niels Viggo Lynghøj.

S: Regnskabet er fortid

En del tyder på, at mens Nick Hækkerup i høj grad har fisket samme forslag op af posen som i 2007, nu blot med forbehold for den økonomiske situation, så opererer  analyse- og informationsafdelingen i Socialdemokraterne med et noget mere moderat forslag. Her afviser man overfor Kommunen, at man opererer med et ”velfærdsregnskab”. I dag hedder det i stedet ”aftaler om kvalitetsudvikling,” som det fremgår af S og SF’s udspil Fair Løsning 2020. 

Samtidig afviser man, at der arbejdes med lovbestemte minimumsniveauer, der skal gælde alle. Man vil dog stadig fastsætte nogle resultatmål for alle, men samtidig vil man lave mere individuelle mål for grupper af sammenlignelige kommuner for at hæve deres serviceniveau på et bestemt område. De 29 velfærdsrettigheder fra 2007 vil imidlertid stadig være en form for rettesnor for, hvilke områder man gerne vil lave aftaler med kommunerne på.

Nick Hækkerup truer desuden kommunerne med at komme under administration, ligesom Helle Thorning Schmidt brugte udtrykket ”service-administration” i 2007. Men heller ikke brugen af ordet ’administration’ i klassisk forstand er man vilde med i Socialdemokraternes Analyseafdeling.

”Hvis en kommune ikke formår at levere de forventede resultater, så kan det være nødvendigt at lave en særlig individuel aftale med den pågældende kommune. Så kan de eksempelvis pålægges at anvende løsningsmodeller, som de bedste kommuner anvender,” oplyser analyseafdelingen, som peger på, at det med at sætte kommuner under administration primært knytter sig til de økonomiske aftaler, ikke så meget til den kvalitative del af deres service.