To tredjedele af et givent antal stemmeberettigede er, hvad man sædvanligvis kalder ‘kvalificeret flertal’, og med Socialdemokratiets 48, Venstres 42, De Radikales 16, SF’s 14 og Alternativets ene mandat, i alt 121 ud af 179, står lige over to tredjedele af Folketinget bag den udligningsreform, som det i sidste uge lykkedes finansminister Nicolai Wammen (S) at forhandle hjem. På befrielsesdagen, af alle dage.

En ekstra kvalifikation ved aftalen er, at de to store borgmesterpartier Socialdemokratiet og Venstre begge står bag den, og for de to partier selv kommer den supplerende delaftale med gensidigt tilsagn om ikke fremtidigt at gøre noget om, uden at gøre det sammen, som en yderligere kvalitet. En langtidsholdbar demontering af et traditionelt stridspunkt mellem de to, og som sidegevinst en de facto stopklods for andre borgmesterpartiers (læs: De Konservatives) mulighed for at forfølge egeninteresser i lang tid fremover.

Som forhandlingspræstation rangerer forliget højt, idet man som bekendt ligesom med pølseproduktion helst ikke skal interessere sig for meget for ingredienserne og fremstillingsprocessen. Den del så bestemt ikke for køn ud, hverken i starten eller hen i forløbet, indtil coronakrisen forviste forhandlingerne til kulissen udenfor den offentlige bevågenhed. Der har forhandlinger det generelt bedst.

Indholdsmæssigt er de store ændringer, at hovedstadsudligningen forsvinder, hvilket alt andet lige er en forenkling, at udlændingeudligningen bliver halveret, at der sker øget udligning af selskabsskat og at kommuner med høj kommuneskatteprocent får incitament til at sætte den ned. Beskæftigelsestilskuddet indarbejdes i den generelle udligning, hvilket også er en forenkling, men ellers skal det med ‘alt andet lige’ forstås meget bogstaveligt, for alt andet er ikke lige.

Stadig ikke enkelt, men mindre ud af trit

Der kommer også nye ingredienser til, og enkelt – det er udligningssystemet bestemt ikke, heller ikke efter reformen. Men det nye er mindre ude af trit end det eksisterende.

I hvilken grad reformen lever op til det, måles bedst på hvor mange der er tilfredse, i forhold til hvor mange der er utilfredse, idet man i vurderingen skal tage højde for, at borgmestre for en sikkerheds skyld kun meget sjældent erklærer sig tilfredse med noget, der kommer fra staten. Målt med den målestok og med tanke på at de rigtigt sure var det allerede i forvejen, er det tæt på, at man kan erklære udligningsreformen nogenlunde vel modtaget, sådan overordnet set. Helt pænt for en på papiret umulig opgave.

For de kommuner der er gået fra at skulle betale ifølge det oprindelige regeringsudspil til nu at skulle modtage, er glæden naturligvis størst, men også i kommuner der stadig skal betale, nu blot mindre end der først var lagt op til, kan man konstatere om ikke andet så en erkendelse af, at det nok ikke kunne være anderledes, og at det trods alt er til at leve med, når det nu endelig skal være.

Ekstra penge og rigtige ekstra penge

I de to største af dem, København og Aarhus, blev regningen sat op i forhold til den hidtidige, men begge steder var borgmestrene påfaldende hjælpsomme med at finde formildende omstændigheder. Eksempelvis nøjedes Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard (S) med at notere sig, at godt nok skal Aarhus af med 78 mio. kr., men til gengæld triller der 90 mio. kr. ind i finansieringstilskud, og så ender det alligevel helt hæderligt, lød opsummeringen, der behændigt forbigik, at de 90 mio. kr. ikke er nye penge, men noget midlertidigt der nu gøres permanent. Midlertidigt som i: de facto permanent siden 2013.

Også Københavns overborgmester Frank Jensen (S) fandt om ikke glæde så dog trøst i at ekstraregningen til København på 544 mio. kr. ved hjælp af blandt andet de samme gamle penge som i Aarhus bliver næsten halveret. Desuden får kommunen 95 mio. kr. tilbage i parkeringsindtægter, som blev frataget den for to år siden, og det bemærkes udtrykkeligt, at det at det var en V-ledet regering, der gjorde det dengang. De to ledende S-borgmestre havde næppe været så fremkommelige i deres bedømmelse af udligningsreformen, hvis ikke den var kommet i hus under netop en S-regering.

Regeringens farve ufortalt så er ekstra penge dog det mest effektive smøremiddel, når noget skal glide ned. Det midlertidige finansieringstilskud på 3,5 mia. kr. er ganske vist som nævnt ikke på dén måde ekstra penge, men er dog nu til forskel fra hidtil penge der ikke uden videre kan tages fra kommunerne igen, og ikke mindst er der næsten lige så mange rigtige ekstra-penge oveni. Tre mia. kr. i 2021 og to mia. kr. i årene derefter. I hvert af årene derefter. Et væsentligt element i den generelt tilfredse modtagelse af udligningsreformen.

Dog, tilfredsheden er ikke universel. Bestemt ikke. De Konservative er både vrede over resultatet og over, at de ikke var med i forhandlingerne, og vreden er ikke blevet mindre af, at håndfæstningen mellem S og V allerede nu har sendt dem bagud på point i forhold til næste gang, der skal forhandles udligning. Et element som man ikke helt kan udelukke, har været en ekstra bonus for både S og V.

Konservativt kammerateri

De Konservative begrunder blandt andet deres adkomst til at være vrede, med at de er det tredjestørste borgmesterparti, som de siger, men med 47 S-borgmestre og 37 fra V er de otte fra K kun marginalt større end restgruppen på seks, fordelt på to borgmestre fra lokalllister og en fra hvert af partierne Dansk Folkeparti, De Radikale, SF og Alternativet. Det gør heller ikke noget godt for K’s humør, at tre af de fire sidstnævnte partier er med, så K er sat i bås med DF som de eneste udenforstående borgmesterpartier.

Foruden at føle sig oversete er De Konservative også vrede over, at en god del af regningen for udligningen i det nye system såvel som i det gamle lander i kommuner med K-borgmestre. Partihensyn, har K vrisset i retning af S og V, tilsyneladende uden at være opmærksomme på den logiske brist i at det også er netop partihensyn, som K selv plæderer for, blot et andet parti. På et tidligere tidspunkt i forløbet blev begrebet socialdemokratisk kammerateri brugt som skældsord i det oprindelige regeringsudspil, men her efter afslutningen er det opdateret til et ønske om konservativt kammerateri.

Dansk Folkepartis farvel til forhandlingerne og forliget blev begrundet med regeringens uvilje mod at gøre serviceloftet til en del af det. Umiddelbart lyder det naturligvis ganske tilforladeligt, at når man sender flere penge til (nogle af) kommunerne, så skal de også have lov at bruge dem, men hverken serviceloftet eller for den sags skyld anlægsloftet er heller en del af den eksisterende udligningsordning, men aftales fra år til år under økonomiforhandlingerne mellem regering og KL. At gøre det til lovstof kan DF ikke for alvor have troet på kunne lykkes, og det gjorde det så heller ikke.

Men at få et bredt forlig i hus lykkedes. En præstation det er værd at notere sig, på regeringssiden især for finansminister Nicolai Wammen der sled sig en sygemelding til. Det gjorde indenrigsminister Astrid Krag ikke, og den forskel afspejler meget godt de to’s betydning for resultatet. På en sær bagvendt måde fik også de monumentale socialdemokratiske kiks i indledningsfasen også en positiv indvirkning på resultatet, fordi omstændighederne tvang regeringen til at give Venstre indrømmelser i et omfang, så det til sidst var muligt at tømre et solidt forlig sammen. Ubrydeligt er det ikke, det er der ikke meget der er i politik, men det vil vare mange år, før tiden er moden til at røre ved det igen.