Børn, søskende og nevøer er blevet mindre villige til at stå for begravelsen af deres pårørende. Sådan er oplevelsen i mange kommuner.

”Vi har en klar fornemmelse af, at der er en stigning i antallet af de bedre hjem. Vi har haft flere sager, hvor hjemmene er ordentlige, og der er nære pårørende. Men de vil ikke stå for begravelsen. Det har undret os,” fortæller Hans Ove Andersen, borgerservicechef i Middelfart.

Samme oplevelse med de pårørende har man i København, der de sidste tre år har stået for mellem 230 og 250 kommunale begravelser årligt. Landets absolut højeste andel.

”Der breder sig en tendens til, at nære slægtninge ikke føler, at de har en forpligtelse til at få de afdøde begravet,” fortæller regnskabschef Karen Hansen.

To episoder fra sidste år har også undret selv en garvet mand i branchen, bedemand og ejer af Hellerup Begravelsesforretning Vagn Fondo. I 25 år har han stået for Gentofte Kommunes begravelser.

”Sidste år oplevede jeg to gange, at der var børn, som ikke ville stå for det, og det har jeg aldrig prøvet før. Men de ville godt med til selve højtideligheden,” siger han.

Det er en sørgelig tendens, mener Kirsten Laursen, generalsekretær i landsorganisationen Samvirkende Menighedsplejer.

”Jeg synes, at det er tegn på en vis menneskelig fattigdom, at der er mennesker, hvis liv ender på den måde, at man ikke engang fra familiens side orker at tage sig af begravelsen,” fortæller Kirsten Laursen, der selv mærker en øget interesse for organisationens besøgstjeneste til ensomme mennesker.

En anden årsag er den økonomiske fattigdom, mener Kirsten Laursen. Flere yngre familier har simpelthen svært ved at finde pengene.

Betyder mindre

Den problemstilling genkender man i København.
”Vi har oplevet nogen, som har forsøgt at sige nej til at stå for mandens begravelse, fordi de ikke har råd,” siger Karen Hansen.

Prisen på gravsteder har været stigende, og det kan være en af flere forklaringer på kommunernes oplevelse i undersøgelsen, mener Michael Hviid Jacobsen, sociolog ved Aalborg Universitet med speciale i døden.

Dernæst bemærker han også nogle forandringer i traditionen omkring begravelser, som kan spille ind. Tidligere fik næsten alle en jordbegravelse, som gav en form for kollektiv afslutning på et liv. I dag tilvælger mange også kremering, bisættelse og anonyme fællesgrave.

”Så der er nogle tendenser, der afspejler, at begravelser måske ikke længere har den samme betydning som social samlingspunkt. Og hvis man ikke mener, at begravelsen har den store betydning, så er man måske også mere modvillig til at betale prisen for det,” siger Michael Hviid Jacobsen.

54 kommuner har til sammen vurderet, at de i 2010 stod for lidt over 1.100 kommunale begravelser. Heraf sørgede København, Aarhus, Aalborg og Odense for til sammen lidt over 500 begravelser.

En anstændig afsked

Antallet af kommunale begravelser kunne sagtens være endnu højere, fortæller mange kommuner. De oplever, at de bruger mere og mere tid på at ’overtale’ de pårørende til selv at stå for en begravelse. Mange borgere er bange for at stå tilbage med en udgift, men ofte er der penge nok i boet til at dække omkostningerne. Det må kommunerne gerne hviske de pårørende i øret, så længe de ikke nævner et beløb.

I andre tilfælde ombestemmer de pårørende sig, når de hører, at de mister al ret til samtlige genstande i boet. Nogle kommuner vælger dog at udlevere billeder på opfordring, fordi de ingen økonomisk værdi repræsenterer, men kan have stor affektionsværdi.

De kommunale medarbejdere er i det hele taget gode til at kere sig om de triste menneskeskæbner, der ofte også er ensomme i livet, oplever Kirsten Laursen.

”Vores indtryk er, at de kommunale medarbejdere egentligt har det skidt med, at de ikke kan gøre mere. Mange vil rigtig gerne hjælpe dem til at få et netværk, og jeg synes, at de er gode til at henvise til organisationer som vores, der kan tilbyde noget på dette område,” siger Kirsten Laursen.

Selv om en kommunal begravelse kan synes som en trist vej ud af livet, så er overassistent Erik Brændgaard da også stolt af Aalborgs indsats på området.

”Det er pænt, det er anstændigt, og det er ordentligt. Og det er vi faktisk stolte over. Jeg synes, at vi laver et flot stykke arbejde,” siger Erik Brændgaard.