Kommuner og regioner har intet incitament til at sikre en effektiv drift af en lang række specialiserede sociale tilbud. Det svækker handlen med institutions- og botilbudspladser til udsatte og handicappede borger, som ellers er afgørende for, om kommunerne får det bedste tilbud til prisen, når de betaler andre kommuner eller en region for at tage sig af deres borger.

Problemet er ifølge regeringens evaluering af kommunalreformen, at kommuner og regioner ikke er motiveret til at opnå den mest effektive drift af de tilbud, som hovedsagligt finansieres ved at andre kommuner køber pladser på stedet.

Et helt afgørende problem for hele det marked for sociale tilbud, der er vokset frem i kommunalreformens kølvand.

- Som politisk eller administrativ ansvarlige er det helt oplagt, at man vil have forskellige tilgange til de tilbud, man har driftsansvar for, men som primært betales af andre kommuner, end dem man selv betaler mest til, siger Johannes Gregersen.

Han forsvarede i januar sit ph.d.-projekt om incitamentsproblemerne på markedet for botilbud.

Takster frister
Johannes Gregersen peger på, at systemet er indrettet på en måde, som uundgåeligt frister til, at man er mere lempelig med at sige god for budgetudvidelser eller se gennem fingre med merforbrug på de tilbud, hvor de fleste af beboerne er borgere fra andre kommuner.

Et eventuelt underskud vil automatisk skulle dækkes af de betalende kommuner gennem højere taksterne. Ligesom et eventuelt mindreforbrug blot ved føre til en takstnedsættelse.

Problemet er mest præsent i forbindelse med eksempelvis længervarende botilbud for handicappede, hvor mobiliteten er begrænset, fordi kommunen ikke ude videre kan flytte borgerne til et andet sted.

- Der er borgere, som er beskyttet af nogle særlige rettigheder, hvilket er meget rimelige i forhold til, at man ikke bare skal kunne flytte rundt på sårbare mennesker. Men det betyder, at når en kommune først har sendt en borger til et tilbud i en anden kommunen, så mister man noget af styringen. Samtidig betyder det, at tilbuddet og driftsherren mister interessen i at holde prisen nede, siger Johannes Gregersen, der nu er ansat i Vejle Kommunes afdeling for digitalisering og analyse.

Justseringer er lappeløsning
Med evalueringen af kommunalreformen peges der i første omgang på, at man kan løse incitamentsproblemerne gennem nogle justeringer af det omkostningsbaserede takstsystemet på de kommunale og regionale sociale tilbud.

Blandt andet ved at give mulighed for at et underskud på op til fem procent og et tilsvarende overskud ikke længere automatisk skal føre til en op- eller nedregulering af taksterne. I stedet vil tilbuddets driftsherre skulle dække underskuddet eller indhøste overskuddet.

- Som jeg ser det, virker det mest som en lappeløsning på et system, der grundlæggende ikke vil komme til at fungere, siger Johannes Gregersen.

Uforenelige hensyn
Han mener, at problemet på det specialiserede socialområde er mere fundamentalt og gennemgribende. På den ene side skal man kunne tilbyde specialiserede ydelser, som krævet et stort befolkningsgrundlag.

På den anden side vil man gerne tilbyde lokalt forankrede ydelser tæt på skoler og normalormådet i den enkelte kommune.

Det er to hensyn, som ifølge Johannes Gregersen stritter i hver sin retning, men som man alligevel har forsøgt at forene ved at lave et marked, hvor man på den ene side giver kommunerne ansvaret og på den anden side siger, at de kan klare alt det specialiserede ved at købe det ude i byen.

- Det grundlæggende problem er, at man ved at slå de to ting sammen giver kommunerne et økonomisk ansvar for noget, som de ikke har styr på, siger Johannes Gregersen

Giv regioner ansvaret
Han mener derfor, at man bør tage fat på et andet forslag i evalueringen, hvis man skal løse de grundlæggende problemer ved handlen med sociale botilbud.

Det kan ske ved, at man følger forslaget om at samle drifts- og finansieringsansvar for de mest specialiserede tilbud i regionerne.

- Det ser jeg klart meget større potentiale ved. På den måde kommer man udover det åbentlyse problem med, at kommunerne har driftsansvar for noget, de ikke selv betaler for, og at de betaler for noget, som de ikke selv driver. Et problem som svækker hele den kommunale økonomistyring, siger Johannes Gregersen.