Kommunen.dk
MENU

Her er sundhedsaftalen mellem regeringen og DF

6 mia. kr. blev til 9, ellers ligner den endelige aftale udspillet fra januar. Reformen udmøntes efter FV19 - hvis der stadig er flertal til den tid.

Her er sundhedsaftalen mellem regeringen og DF

6 mia. kr. blev til 9, ellers ligner den endelige aftale udspillet fra januar. Reformen udmøntes efter FV19 - hvis der stadig er flertal til den tid.
Regeringen og DF med statsminister Lars Løkke Rasmussen i spidsen præsenterede tirsdag formiddag den nye sundhedsaftale.
Regeringen og DF med statsminister Lars Løkke Rasmussen i spidsen præsenterede tirsdag formiddag den nye sundhedsaftale.
Foto: Philip Davali, Ritzau Scanpix

Efter to delaftaler om de ikke-sundhedsmæssige dele af regionernes opgaver nåede forhandlingsparterne regeringen og Dansk Folkeparti tirsdag frem til hovednummeret i sundhedsreformen: nedlæggelse af regionerne og fordelingen af deres opgaver mellem stat og kommuner.

I forhold til regeringens oprindelige udspil med tilførsel af 6 mia. kr. til sundhedsvæsnet i form af en såkaldt nærhedsfond er beløbet i den endelige aftale vokset til 8,5 mia. kr., der blandt andet skal bruges til de nye sundhedshuse og til at styrke akutberedskabet med 20 nye beredskaber bestående af ambulancer og akutlægebiler.

- En omfattende, gennemarbejdet model der skal sikre at flere behandles lokalt, sagde statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) ved præsentationen, hvor han foruden flere beredskaber også fremhævede flere læger, flere læger og flere sosuassistenter.

Det hele hænger på, at der skal være flertal for det. Det er der i dag, og hvis det samme eller et andet flertal står bag efter FV19, vil aftalen blive udmøntet i lovgivning.

Sådan skal 8,5 mia. kr. i nærhedsfonden bruges

* Fondens 8,5 mia. kr. fordeles med 4 mia. kr. til investeringer og 4,5 mia. kr. til drift. Driftsmidlerne er varige og videreføres efter 2025.

* Nye sundhedshuse, herunder mulighed for prioritering af psykiatrien (4 mia. kr.).

* Kapacitets- og kompetenceløft i det nære sundhedsvæsen i kommuner og almen praksis, til bl.a. mere sundhedspersonale (1,8 mia. kr.).

* Styrket rådgivning fra sygehuse til almen praksis og kommuner (120 mio.kr.).  Flere akutberedskaber og et ensartet akutsystem over hele landet (905 mio. kr.).

* Flere uddannelsesstillinger til læger (400 mio. kr.).

* Et udvidet Medicinråd: Medicin- og Behandlingsråd (83 mio. kr.)

* Fri adgang til fysioterapeut og dermed aflastning af læger (700 mio. kr.)

* Styrkelse af kapacitet og kvalitet for de mest syge psykiatriske patienter (300 mio. kr.)

* Fremrykket udbygning af behandlingskapacitet i psykiatrisk speciallægepraksis for børn og unge (150 mio. kr.)

* En særlig indsats for sårbare unge mellem 17 og 20 år (60 mio. kr.)

* En ny specialiseringsvej for social- og sundhedsassistenter inden for palliation (12 mio. kr.).

* Undersøgelse og forsøg vedrørende mænd på social- og sundhedsuddannelserne.

Kilde: Faktaark om reform, Finansministeriet.

Desuden er der afsat knap en halv milliard kroner til bedre patientrettigheder og til flere hænder i sygehusvæsnet.

Sådan vil regeringen finde 9 mia. kr.

Den økonomiske ramme går fra 2019-2025.

* Knap to milliarder kroner stammer fra penge, der allerede er afsat på finansloven. 

* Regionsrådene nedlægges ifølge aftalen, og det frigiver sammenlagt 1,5 milliarder kroner i sparet administration.

* Danske Regioners formue frigøres til sundhed, hvilket giver 0,3 milliarder kroner.

* 3,3 milliarder kroner hentes fra den offentlige investeringsramme.

* Beskæftigelses- og integrationsområdet beskæres med 250 millioner årligt som følge af faldende asyltilstrømning og lavere ledighed. Det giver sammenlagt 1,5 milliarder kroner hen over de seks år.

Kilde: Ritzau

Aftelens nøgleelementet er 21 sundhedsfællesskaber og fem sundhedsforvaltninger, hvior sidstnævnte afløser regionerne og deres henholdsvise geografiske områder med en ny overordnet myndighed, Sundhedsvæsen Danmark, placeret i Aarhus. Sundhedsfællesskaberne er bygget op om de 21 eksisterende akutsygehuse og følger deres optageområder.

Sundhedsfællesskabernes driftsledelser får deltagelse af en repræsentant for hver deltagende kommune, to repræsentanter fra almen praksis, fire repræsentanter fra sygehuse i området, minimum en fra akutsygehusets direktion og en fra direktionen i den regionale psykiatri. På det politiske niveau deltager to repræsentanter fra hver kommune (borgmesteren og den relevante udvalgsformand) suppleret med fagpersoner i form af to repræsentanter fra almen praksis, et medlem af sundhedsforvaltningens bestyrelse, den administrerende direktør for akutsygehuset og øvrige sygehuse og den administrerende direktør for psykiatrien.

De fem sundhedsforvaltninger, der træder i stedet for de eksisterende regioner, skal hver ledes af en bestyrelse på otte medlemmer, der udpeges af regeringen. Tre indstilles af kommunerne, et medlem indstilles af patientforeningerne, og tre skal foruden sundhedsfaglige kompetencer have kompetencer indenfor fx it, anlæg, jura og driftsledelse. Det ottende medlem af hver sundhedsforvaltning er formanden, og her ønsker aftaleparterne, at de nuværende regionsrådsformænd træder ind.

Sundhedsforvaltningernes overbygning, Sundhedsvæsen Danmark, får en bestyrelse bestående af formændene for de fem sundhedsforvaltninger, et medlem indstillet af patientforeningerne, fire medlemmer udvalgt efter deres sundhedsfaglige kompetencer, drifts- og ledelsesmæssige kompetencer samt juridiske kompetencer, samt en formand. Alle udpeges af regeringen, bortset fra de fem sundhedsforvaltningsformænd der der fødte medlemmer.

Sundhedsforvaltningerne overtager ikke alene regionernes henholdsvise geografiske områder, men også deres hovedkvarterer på de nuværende lokationer i Aalborg, Viborg, Vejle, Sorø og Hillerød.

De nuværende medarbejdere vil overgå til de nye forvaltninger, oplyser Sophie Løhde på et pressemøde.

Alle ændringer skal ifølge aftalen forberedes hen over 2020 og træde i kraft fra 2021.

Læs hele aftaleteksten her.

Se faktaark om aftalen her.

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

RELATEREDE ARTIKLER
FRA FORSIDEN
Til toppen
GDPR