Styrelse undersøger fleksjob-spekulation
Styrelse undersøger fleksjob-spekulation
Ansæt en langtidsledig med nedsat arbejdsevne og tjen 65.000 kroner til kommunekassen.
Det er en god forretning at oprette de såkaldte mikro-fleksjob på under ti timer om ugen.
Således vil for eksempel Kolding Kommune i år spare 5,2 millioner på at oprette 60 kommunale mikro-fleksjob, ligesom også Randers, Fredericia og flere andre kommuner forventer store besparelser på lignende modeller.
Men det ligner spekulation, mener både fagforbundene og Dansk Arbejdsgiverforening.
- Når man har en person, der har varigt nedsat arbejdsevne, så skal man ramme så præcist som muligt på personens arbejdsevne. Formålet med fleksjobordningen er altså at øge arbejdsevnen og ikke at tjene penge på systemet, siger næstformand i FOA Mona Striib.
Her så de sidste år en række konkrete eksempler på, at kommunerne hellere ville give et kort fleksjob og spare penge end matche jobbet med borgerens behov.
Derfor har beskæftigelsesminister Mette Frederiksen nu nedsat en arbejdsgruppe under Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, som i samarbejde med KL skal undersøge sagen.
Et spadestik dybere
En aktindsigt foretaget af Kommunen viser, at KL i slutningen af sidste år selv undersøgte halvdelen af landets kommuner for fleksjob-spekulation og stort set frikendte samtlige undersøgte kommuner. Men KL’s undersøgelse har ikke været tilstrækkelig god, forklarer Mette Frederiksen i et brev til daværende formand Erik Nielsen (S).
- Sammenholdt med, at det kun er omkring 50 procent af kommunerne, der har besvaret KL’s spørgeskemaundersøgelse, er det min vurdering, at der er brug for at komme et spadestik dybere, står der blandt andet.
En af de kommuner, der nok skal under luppen, er Randers. Her tager de undersøgelsen med sindsro.
- Det ser vi frem til, for så vil folk kunne se, at der ligger en rigtig god historie i det her med, at nogle borgere får en mulighed for at udnytte deres arbejdspotentiale, siger arbejdsmarkedschef Ole Andersen.
Heller ikke i Kolding mener de, at der er tale om spekulativ adfærd.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.