SF vil granske manglende lærepladser
SF vil granske manglende lærepladser
I kun 57 statslige udbud var der sidste år indsat et krav om lærepladser. Og det på trods af, at ministerierne som følge af ny lovgivning havde vurderet 108 udbud til at være relevante at kræve lærepladser i, kunne Kommunen i sidste uge fortælle. Tallene får nu SF til at stille skarpt på ordningen.
- Det er vigtigt for os, at vi også via staten bidrager til at få skabt de uddannelsespladser, der er nødvendige for, at vores unge kan gennemføre deres uddannelse, siger ungdomsuddannelsesordfører Trine Mach.
Derfor har partiet stillet spørgsmål til både erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen (S) og klima-, energi- og bygningsminister Rasmus Helveg Petersen (R) om, hvorfor det er gået så trægt med at få indføjet krav om lærepladser i de statslige udbud.
Slappe regler
- Vi undrer os over, at vejledningen til, hvordan det skulle gøres, først var klar i august, når lovgivningen jo skulle virke fra januar. Det vil vi prøve at grave lidt i for at finde ud af, hvordan det i virkeligheden hænger sammen, siger Trine Mach.
SF var som regeringsparti selv med til at indføre regelsættet, som går ud på, at udbuddene skal leve op til en række krav, før de bliver anset for at være relevante for uddannelsesklausuler, og at ministerierne så enten skal anvende en klausul eller forklare, hvorfor de ikke gør det.
Det er det såkaldte følg eller forklar-princip, som Enhedslisten har kritiseret for at være for slapt.
- Jeg har ikke noget problem med, at man laver en følg eller forklar-ordning. Men hvis der er et alt for stort rum til fortolkning, så skal vi have kigget grundigt på det politisk, forklarer Trine Mach.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.