- Det maleri er efter min bedste overbevisning anstødeligt, blasfemisk og meget andet af den skuffe, så der kan slet ikke være tale om, at det kan sidde på en offentlig bygning, og altså i det her tilfælde DSB's.

Ordene er Arne Melchiors og fra 1984 – da var han minister for offentlige arbejder i Schlüters regering. Det omtalte maleri var lavet af kunstneren Jens Jørgen Thorsen og forestillede en korsfæstet Jesus, der med erigeret lem bød besøgende velkommen til Birkerød Station.

Maleriet blev på ministerens ordre malet over, hvilket medførte en landsdækkende debat om ytringsfrihed og rammerne for at kunne kritisere religioner. Og mens den borgerlige fløj argumenterede for, at en så grundlæggende del af det danske samfund ikke skulle udsættes for latterliggørelse, så mente venstrefløjen over en bred kam, at udtryksformen var på sin plads og måske ligefrem nødvendig.

Mere end 20 år senere offentliggjorde Jyllands-Posten deres Muhammed-tegninger og satte dermed igen gang i ytringsfrihedsdebatten. Denne gang foregik debatten dog med en form for omvendt fortegn. For mens den borgerlige fløj hovedsagelig argumenterede for retten til ultimativ ytringsfrihed, uanset hvem der stod for skud, så var den danske venstrefløj nu i højere grad optaget af hensynet til de religiøse følelser, der risikerede at komme i klemme.

Opgør med autoriteter

Forklaringen skal ifølge lektor på Center for Opinion og Analyse på Aalborg Universitet, Johannes Andersen, findes i den globalisering, der mellem de to begivenheder har ændret vores måde at betragte verden på.

- Kritikken af religionen i 1984 var meget forbundet med et opgør med autoriteter. Her var en provokationen af en hvilken som helst autoritet inklusive de religiøse en central opgave for dem, der tænkte, at ‘vi skal have lavet om på det her samfund,’ siger han.

Venstrefløjen var dem, som var mest fokuserede på at lave om på samfundet, og derfor var det også på venstrefløjen, at man så mest positivt på, at der blev gjort grin med autoriteter. Hvad enten det var de personlige autoriteter, internt i en familie eller den religion, som havde domineret internt i Danmark.

Men 30 år senere er den politiske venstrefløj ikke længere anti-autoritær i sin grundvold. Nu er målet i højere grad at omfavne den virkelighed, som globaliseringen har skabt.

- Det, de så har nu, er en bevidsthed om, at globaliseringen er kommet for at blive - at den muslimske kultur unægteligt er ved at blive en del af det danske samfund. Derfor er holdningen nu, at vi bliver nødt til at vise en form for grundlæggende respekt for folk, der har en anden kultur og religion, siger Johannes Andersen.

Forsvar for fundamentet

På den modsatte fløj er fædrelandets grundlæggende værdier såvel i dag som for 30 år siden udgangspunktet for holdningen til religionskritikken, mener Johannes Andersen.

- De, som ønskede at forsvare religionen, mente, at religionen var så vigtigt et fundament for det danske samfund og samfundets sammenhængskraft, at den ikke skulle udsættes for unødig kritik, siger han.

Og det er grundlæggende den samme indstilling, der gør sig gældende i dag på den anden side af globaliseringen. For der opstår en vis form for sammenhæng mellem Melchiors holdning om, at religion er en del af fundamentet i det danske samfund, og det, at der så nu kommer nogle andre kulturelle, sociale og religiøse udtryk, som så også går ind og udfordrer vores sammenhængskraft. Det er grundlæggende vigtigt at kritisere dem, der nu truer med at undergrave vores position.

- Mens Melchior gjorde op med 68'erne og Jens Jørgen Thorsen og hvad, der ellers kunne ligge af anti-autoritære elementer, kan man i dag sige, at den underliggende dagsorden er, at vi gør op med globaliseringen og dens konsekvenser. Og det gør man ved at forsøge at tvinge globaliseringen til at ligne det danske samfund og den måde, det danske samfund fungerer på. Og der har vi religionskritikken eller ytringsfriheden som en central del, siger Johannes Andersen. :