Regeringen kritiseres for uambitiøs udkantspolitik
Regeringen kritiseres for uambitiøs udkantspolitik
Krisen kradser i flere landkommuner, hvor antallet af fraflyttere bliver stadig større.
I Hjørring flytter cirka 400 borgere om året fra kommunen, og befolkningsudviklingen står ifølge deres egne beregninger til at koste dem godt 90 millioner kroner frem mod 2017. En katastrofe, erklærer byens borgmester Arne Boelt (S).
- Den udflytning, der stadigvæk foregår fra Hjørring, betyder, at vi må tilpasse vores kommunale virksomhed efter dem, der bliver tilbage. Det vil sige, at selvom vi allerede har lukket syv skoler de seneste år, må vi igen til at lukke skoler. Vi ender med at have en masse spøgelsesbyer i Danmark. Sådan er virkeligheden, siger han.
For ham står en af løsningerne på problemet klart: Flere statslige arbejdspladser må rykkes væk fra storbyerne og ud i landet, så kommuner som Hjørring kan få gavn af de ressourcestærke medarbejdere, der må følge med. En løsning, han langtfra er ene om at være tilhænger af.
- Vi kan jo se, at de for eksempel i Ringkøbing-Skjern ikke har haft så stor en befolkningstilbagegang de senere år, blandt andet fordi Skat er rykket derover. Så jeg mener, man bør se noget mere på at få flyttet statslige arbejdspladser ud, siger borgmesteren i Faxe, Knud Erik Hansen (S).
Hansen siger nej
Men når spørgsmålet kommer op i Folketinget, står deres egen partifælle, ministeren for by, bolig og landdistrikter, Carsten Hansen (S), stejlt på, at det ikke er løsningen.
- Det store problem er sådan set ikke statslige arbejdspladser, men det, at landdistrikterne mister en stor del private arbejdspladser, siger han og argumenterer for, at fokus derfor bør være på at få genskabt disse – ved for eksempel at satse mere på turisme.
- En stor del af den industri og service, der var omkring landbruget, forsvinder. Så man skal til at indstille sig på, hvad det er for en identitet, man som kommune kan skabe – hvad det er for nogle arbejdspladser, vi i en ny virkelighed kan være med til at bygge op, siger Carsten Hansen.
En holdning, som borgmestrene er trætte af at høre på.
- Både borgerne og erhvervslivet i Hjørring har simpelthen opgivet troen på, at der vil blive gjort noget ved det her. Vi bliver nødt til at klare os selv, for der kommer ikke nogen og hjælper os. Vi tror nu mere på at arbejde sammen med andre lande, end vi tror på et samarbejde med vores eget nationale parlament, siger Arne Boelt.
Fair forandring?
Der er forskellige erfaringer på området med at flytte statslige arbejdspladser ud. Dels har en rapport om Sikkerhedsstyrelsen vist, at det kostede 40 millioner svarende til 500.000 kroner per arbejdsplads at rykke dem til Esbjerg, dels har en ny rapport fra december vist, at nutidens teknologi gør udflytning nemmere.
Oppositionen på Christiansborg har ad flere omgange fremsat beslutningsforslag om at få gjort mere ved udflytningen, senest i forrige uge, hvor et forslag om at lave vurderinger af omkostningsforskellen på at have statslige arbejdspladser i hovedstaden fremfor andre steder blev behandlet.
Men på trods af, at S-SF i deres fælles udspil ’Aktiv hjælp til yderområderne’ fra 2010 skrev, de ville arbejde på at flytte flere statslige arbejdspladser ud, er fordelingen stort set uændret fra 2008-2012. Region Hovedstaden har fortsat 43 procent af de statslige arbejdspladser, mens regionen generelt set kun tegner sig for 35 procent af beskæftigelsen.
- Sandheden er, at det selvfølgelig er regeringsgrundlaget, vi arbejder efter. Og vi har ikke noget imod at rykke statslige arbejdspladser ud. Der skal bare være en god begrundelse for at gøre det, siger Carsten Hansen.
Vejer for lidt
Set med borgmestrenes briller er regeringen alt for præget af embedsmandslogik, hvilket får dem til at nedprioritere landkommunerne.
- På det her område er der ingen i regeringen, der repræsenterer os godt, siger Knud Erik Hansen fra Faxe, mens hans kollega i Hjørring mener, at selve ministerfordelingen siger rigeligt.
- Når jeg kigger rundt i regeringen, så er det jo tydeligt, at man ikke har beklædt landdistriktsministeriet med den tyngde, man gerne vil give udtryk for det har. Carsten Hansen er blevet sat på den post, fordi han simpelthen ikke vejer nok, siger Arne Boelt.
Men for Carsten Hansen giver det ikke mening at snakke om nedprioritering.
- Jeg kan godt forstå, at man gerne vil kæmpe for sin kommune og for at skabe arbejdspladser. Men jeg er ikke enig i, at der ikke sker noget. Vi har sat en milliard af til at få ryddet op, vi er kommet med en stor turismehandlingsplan og vi har kigget på planloven og nedsat hotelmomsen. Vi gør faktisk rigtig meget, fastholder ministeren.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.