Regeringen fjernstyrer indsatsen for de ledige
Regeringen fjernstyrer indsatsen for de ledige
Med et ordentligt dask over det kommunale muldvarpeskind har regeringen styret store grupper af kontanthjælpsmodtagere ud af projekter og ind i virksomhedsrettet aktivering.
Siden regeringen i november sidste år ændrede refusionsreglerne, er antallet af kontanthjælpsmodtagere i løntilskud og virksomhedspraktik steget med mere end 25 procent – fra 8.837 til 11.155.
Dermed følger kommunerne regeringens hensigt med at skrue ned for refusionen på de kommunale aktiveringsprojekter, siger en række lokalpolitikere, Kommunen har talt med.
”Den nye aktiveringslov betyder, at vi pludselig stod med et hul i kommunekassen i forhold til refusioner, og det blev vi jo nødt til at rette ind efter,” siger formanden for arbejdsmarkedsudvalget i Hvidovre, Kenneth F. Christensen (S). Her er antallet af virksomhedsaktiverede kontanthjælpsmodtagere steget med 44 procent siden udgangen af tredje kvartal 2010.
I Faxe er stigningen i perioden på 19 procent. Her siger beskæftigelsesformand Finn Hansen (S), at det skyldes, kommunen nu får et væsentligt lavere tilskud til kommunale projekter. ”Hvis vi ikke følger den refusionsvej, som regeringen melder ud, får vi jo et hul i kommunekassen. Det er klart, at vi er nødt til at agere efter det, hvis vi ikke vil hive penge op af kassen. Og fortæl mig, hvilken kommune der har lyst til det,” siger han.
Social slagside
Tallene overrasker ikke programleder Dorte Caswell fra AKF, som også havde forventet, at kommunerne ville rette ind. Men hun tvivler på, at den ændrede indsats får flere i beskæftigelse. Samtidig er hun bekymret for, at de svageste kontanthjælpsmodtagere vil betale regningen.
”De mennesker risikerer at komme til at gå mere eller mindre permanent på en relativt lav kontanthjælpsydelse uden offentlig støtte til at komme ud af det,” siger Dorte Caswell.
Samme melding lyder fra både Faxe og Hvidovre.
”Vi er ikke enige om, at det her er den bedste vej. Og jeg kan ikke udelukke, at vi har nogle borgere, som slet ikke er klar til den her virksomhedsrettede indsats. Problemet med loven er, at den siger, at vi skal koncentrere os om match 1’erne,” siger Kenneth F. Christensen fra Hvidovre.
Ifølge Dorte Caswell fra AKF er refusionsændringen et udtryk for et ensidigt beskæftigelsesfokus, som regeringen styrer via de økonomiske parametre. Men kommunerne må også tage ansvar for udviklingen.
”Der er kommuner, som spekulerer i pengene og ikke så meget i, hvad det er for borgere, de skal støtte og hvordan. Kommunerne gør jo det her meget forskelligt,” siger Dorte Caswell.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.