Regeringen er med sit forslag til finanslov trådt ind i et frontalt opgør med den kommunale aktivering af ledige. I 2020 forventer regeringen, at der er op mod 100.000 ufaglærte uden de store muligheder for at få et arbejde. I dag er der omkring 50.000 ufaglærte danskere på dagpenge. 

Den forhenværende regering gjorde under højkonjunkturen sit til at få ledige til hurtigst muligt at komme i arbejde. Ikke med skrappe krav til f. eks. mobilitet, men ved at opbygge kafkask bureaukrati, som enhver DDR-leder måtte have misundt den danske beskæftigelsesminister. Kommunerne gennemførte nidkært de mange regler og love på området og gjorde kun lidt ud af at påpege de uhensigtsmæssige dele af aktiveringen.

Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) har nu bebudet et livtag med ”system aktivering” og har i forslaget til finanslov 2013 afsat 500 mio. kr. til uddannelse af ufaglærte. Pengene skal tages fra den kommunale aktivering, som p.t. koster seks mia. kr. årligt!

Uddannelse til alle

Der er god grund til at opkvalificere ufaglærte til faglærte. Det er uddannelse, der er brug for fremover. Der er på sigt god økonomi i at give den store gruppe af ufaglærte et massivt løft. Et næste skridt fra regeringen kunne være at satse på at opkvalificere og/eller omskole alle ledige. Om man forsørger ledige på dagpenge eller sikrer dem bedre kvalifikationer i tiden uden job gør ikke den store forskel på samfundsøkonomien på kort sigt. På langt sigt vil uddannelse af alle føre til bedre økonomi.

Satsningen på uddannelse skal finansieres af den nuværende kommunale beskæftigelsesindsats. Det har fået KL på barrikaderne i et forsvar for den nuværende aktivering. Dette til trods for, at intet tyder på, at resultatet af aktiveringen står mål med den årligt seks mia. kr. store investering. Tværtimod har de ineffektive og bureaukratiske jobcentre været med til at efterlade brugeren – både ledige og arbejdsgivere – med et indtryk af en offentlig sektor, der bare ikke fungerer.

KL’s nye formand, borgmester i Rødovre Erik Nielsen (S), var hurtigt ude med et forsvar af den kommunale aktivering og foreslog, at regeringen i stedet finansierede indsatsen for ledige ved at skære i den selvvalgte uddannelse på seks uger for ledige. Synspunktet kan være reelt nok. Problemet er, at den undrende offentlighed nu står tilbage med det indtryk, at de nye større og langt stærkere kommuner alene går efter midler til varetagelse af opgaver – uanset, hvor tåbelige de end måtte være – uden skelen til den samlede effekt af den måde, samfundet bruger ressourcerne på.

KL tager regler til sig

I stedet for en afvisning af at flytte midler fra ineffektiv aktivering til aktiv uddannelse kunne KL være gået i front med krav om en regulær sanering af de mange rigide regler på området og have formuleret en offensiv, hvor det er de enkelte kommuner, der vinder hæder på en massiv indsats for at få ledige i arbejde og uddannelse.

Hvorfor vente på ministerens indgriben og reagere med en automatisk afvisning? Hvis det er sådan KL vil håndtere udfordringer, der opstår i et kompliceret samfund, så er der god grund til at være bekymret for kommunernes varetagelse af opgaverne. For hvordan ser det egentlig ud, når kommunerne skal hjælpe sygemeldte borgere. Bliver de mere syge af den kommunale indsats? Kan kommunerne reelt håndtere de komplicerede børnesager? Og hvordan er det lige med de miljøopgaver, kommunerne overtog efter de nedlagte amter: Har fugle, frøer og fisk fået det bedre med kommunerne som beskyttere?

Hvis struktur- og kommunalreformen skal føre til en bedre offentlig sektor, er det afgørende, at også kommunerne er klar til at gøre op med de dele, der ikke fungerer. Også selvom det betyder, at der må flyttes midler fra de kommunale kasser.

Grundlæggende set er spørgsmålet om struktur- og kommunalreformen førte til en bedre offentlig service. Eller om reformen flyttede nogle opgaver og især midler til kommuner, der er mest interesseret i midlerne til varetagelse af opgaven og ikke i at udvikle den bedst mulige model for en løsning.