Den seneste kommunalreform i 2007 lanceredes under overskriften ”Det nye Danmark – en enkel offentlig sektor tæt på borgeren”. Med andre ord: Som i 1970 blev der lagt op til mere kommunalt selvstyre. Men som i 1970 er der reelt tale om, at afstanden mellem beslutningstager og borger er øget. Centraliseringen af Danmark fortsætter, mens nærdemokrati og selvstyre udhules. Sådan er vores socialstatsmodels – med tryk på ’stat’ – indbyggede logik.

Ud fra et driftsøkonomisk synspunkt må man forøvrigt undre sig over, at man ikke valgte den løsning, som lå lige for ved den seneste kommunalreform: Fastholdt kommunernes størrelse og nøjedes med at flytte aktiviteter, som mere effektivt håndteres i større enheder, over i amtsligt regi.

Befolkningens beherskede interesse for lokalpolitik viser, at de for lang tid siden har indset, at kommunerne primært eksisterer, fordi det står i grundloven. De væsentlige beslutninger træffes i stadig stigende grad på Christiansborg – en udvikling, som har stået på i 100 år.

Dagens kommunale kæmpeorganisationer med hæren af administrative medarbejdere, socialrådgivere, sosu-assistenter, pædagoger og så videre, som er flittigt beskæftigede med kontrol – masser af kontrol –, skemaer, der skal udfyldes, samt procedurer og standarder, som skal beskrives, kontrolleres og overholdes, er uforenelig med effektiv drift og ”højest mulig kvalitet for færrest mulige midler”. At det nuværende monstrum af et system ud fra et demokratisk, menneskeligt eller driftsøkonomisk synspunkt skulle være bare i nærheden af at være optimalt, er ren newspeak.

De dage, hvor Danmark var karakteriseret ved et lavt skattetryk og en lille offentlig sektor, er så sandelig en saga blot, selvom det egentlig ikke er så længe siden. I 1960 var en mindre andel beskæftiget i den offentlige sektor og skattetrykket lavere end i USA.

Socialstatens lokalafdelinger

I artiklen ” Hvad skal vi egentlig med kommunerne i fremtiden? ” fra 2001 argumenterer fremtidsforsker Uffe Palludan for, at tiden groft sagt er løbet fra kommunerne –både på grund af udviklingen af vores socialstat, men også på grund af de dybtliggende ændringer i vores måde at leve på. Som Palludan peger på, var den kommunale struktur frem til 1970 præget af sin arv fra landbrugssamfundet, hvor arbejde og fritid var to integrerede begreber. Fælles institutioner var kirke og skole, mens fællesskabet først knyttede sig til landsbyen og efter udskiftningen til sognet.

Grundlaget var at sikre offentlige goder, som markedet dengang ikke kunne tilbyde, såsom infrastruktur og skoler. Kommunalreformen i 1970 kan således ses som en tilpasning til industrisamfundet, hvor byerne var centrum for kommunen som administrativ enhed. Her boede og arbejdede befolkningen, og samtidig blev kommunerne større og kunne således tage vare på langt flere opgaver end de små landkommuner. Sådan er det dog ikke længere. Mens det økonomiske rationale i 1970 var, at kommuner skulle have minimum 6.000 borgere for at være økonomisk bæredygtige, var dette minimum i 2007-reformen øget til 60.000.

Det var den umiddelbare konsekvens af forvandlingen af det danske samfund fra et lav–skatteland med en lille offentlig sektor til det modsatte.

Formålet med kommunalreformen er beskrevet som:

”at fastholde og videreudvikle en demokratisk styret offentlig sektor, hvor der er etableret et solidt fundament for en fortsat udvikling af det danske velfærdssamfund. Vi skal derfor fremtidssikre den decentrale offentlige sektor, som er et særkende for Danmark, ved at skabe bæredygtige enheder med et klart ansvar for at levere velfærdsydelser af høj kvalitet til danskerne. 

Fremtidens større kommuner giver muligheder for en bedre opgaveløsning, hvor flere velfærdsopgaver kan løses i kommunerne. Med flere opgaver placeret lokalt skal demokratiet styrkes, idet flere politiske beslutninger træffes lokalt”.

Konsekvensen har dog hverken været mere nærhed eller en styrkelse af demokratiet. Og at kvaliteten i kommunerne skulle være steget i den mellemliggende tid, er nok også tvivlsomt. Der er tale om en videreudvikling af en koncerntankegang med rødder i det industrisamfund, som ikke længere eksisterer. En koncern, hvor ansvarsfordelingen ofte er alt andet end nem at forklare.

Man kunne jo også have spurgt sig selv, hvorvidt hjemmepleje, det at passe børn eller drive folkeskole som en kommunal opgave fortsat giver mening. Udviklingen i antallet af børn, som går i privatskole, taler sit eget sprog. Tilbage er kun rent ideologiske begrundelser – samt egeninteressen hos lokalpolitikere og embedsmænd.

Fremtiden vil sikkert byde på endnu større kommuner, og begrundelserne vil være de samme som i 1970 og 2007, ligesom efterspillet vil være det samme. Det er den indbyggede logik i den valgte socialstatsmodel: En socialstat, som har skabt en permanent underklasse af mennesker, som ikke ernærer sig selv.

Deres vilkår, deres muligheder for at forblive på passiv forsørgelse og antal havde nok været begrænset i et kommunalt system baseret på reelt selvstyre og ansvar. Med direkte konsekvens på pengepungen og uden mulighed for kompensation via udligning ville det utvivlsomt have efterladt et meget anderledes og formentlig også bedre Danmark end det, vi kender i dag – ikke mindst for de mennesker, som i dag er parkeret udenfor arbejdsmarkedet.

Alternativet til det nuværende Socialstat A/S er naturligvis en decentral struktur med reelt selvstyre – optimalt bestående af mindre enheder end i dag. Enheder, hvor der eksisterer et naturligt interessefælleskab. På sigt kan det vise sig at være både billigere og give bedre ydelser, ikke mindst hvis man gør brug af private aktører, der sagtens kan operere på tværs af kommunegrænserne og dermed sikre en økonomisk fornuftig drift. Sandsynligheden for, at borgerne kom i centrum i stedet for forvaltning og politikere, er også langt større i en sådan model. Til gengæld vil interessen fra netop forvaltning, politikere og fagforeninger formentlig af samme grund være mildt sagt behersket.

Og det er nok den primære drivkraft bag den fortsatte organisering og udvikling/afvikling af den kommunale sektor.