Kommunen.dk
MENU

Rådhusanmeldelse: Hjørring forvandlede en trist Føtex til et okay rådhus

Bygningen er ikke just smuk, og den passer ikke så godt til sine omgivelser. Men Hjørring Rådhus har alligevel en vis charme.

Rådhusanmeldelse: Hjørring forvandlede en trist Føtex til et okay rådhus

Bygningen er ikke just smuk, og den passer ikke så godt til sine omgivelser. Men Hjørring Rådhus har alligevel en vis charme.
Hjørring Rådhus er stor og moderne, men er placeret midt blandt byens gamle butikker. Alligevel har den skøre runde tilbygning en form for charme. Da Kommunen.dk var på besøg, var juledekorationerne så småt kommet op. Bemærk i øvrig Mongolian Barbecue i den runde del af rådhuset og indgangen til borgerservice til højre for den.
Hjørring Rådhus er stor og moderne, men er placeret midt blandt byens gamle butikker. Alligevel har den skøre runde tilbygning en form for charme. Da Kommunen.dk var på besøg, var juledekorationerne så småt kommet op. Bemærk i øvrig Mongolian Barbecue i den runde del af rådhuset og indgangen til borgerservice til højre for den.
Foto: Christian Olesen

Midt i Hjørrings gamle bydel ligger en stor bygning, som ikke rigtig hører hjemme. Den blev bygget i 1970’erne som en grå betonklods og husede en Føtex, en herretøjsbutik, en tandlæge og kommunens forvaltninger.

Men da den gamle Hjørring Kommune blev lagt sammen med Hirtshals, Løkken-Vrå og Sindal kommuner, blev klodsen renoveret. Kommunen strippede bygningen ned til sit skelet, byggede en ekstra etage på og lavede en komplet ny facade.

Det nye Hjørring Rådhus åbnede i 2013 og huser i dag 600 kommunalt ansatte og et par private lejligheder på toppen. Bygningen fik en speciel, rund tilbygning på hjørnet ud til gågaden, hvor byrådssalen ligger øverst og en Mongolian Barbecue restaurant i bunden.

Kommunens ansatte har altid en restaurant nær ved. Bag ved kan man se indgangen til Borgerservice og Hjørrings Borgerzonen Foto: Christian Olesen

Mens Kommunen.dk er på besøg, er juledekorationerne så småt ved at blive hængt op. Vi er her dagen inden, Mette Frederiksen lukker Nordjylland, og Susanne Smed fra kommunens team for byggeri og ejendomme viser os rundt i bygningen.

Rådhusanmeldelse

Af Frederik Haukrogh, arkitekt MAA

Ankomsten sker som enden på en slentretur ad Hjørrings centrale gågade. Facaden tårner sig grå og seriøs op over Springvandspladsen, men med sin åbenhed og iøjnefaldende hvide søjler virker den ikke uvenlig over for den søgende borger. Indenfor byder rådhuset velkommen i et højloftet atrium, som danner overgang til et velindrettet publikumsafsnit. Indretningen skaber en behagelig ramme for betjening af borgerne.

Byrådssalen er rådhusets højdepunkt i mere end én forstand. Fra det runde bord skuer de folkevalgte over byen gennem panoramavinduer, og det cirkulære rum er næsten arketypisk demokratisk i sin udformning. De grønne vægtæpper er et dristigt valg, men sammen med de lyse parketgulve giver de salen en forfriskende energisk stemning. Selvom det er praktisk at kunne følge med i dagsordenen fra de store skærme i loftet, passer de bedre i en amerikansk sportsarena.


Sammenhængen med omgivelserne er rådhusets største kritikpunkt. Det er en sympatisk tanke at gøre kommunens administration til en del af byens liv, men fem store etager er ganske enkelt for meget, når man forsøger at indflette et kontorhus i midten af en historisk købstad. Særligt på Søndergade står den hvide facade i voldsom kontrast til de mindre og mere varierede bygninger på gadens modstående side.

5/10

Streng orden

Susanne Smed fortæller, at Hjørrings indbyggere ikke har noget imod rådhusets udseende. Måske mest af alt fordi bygningens tidligere betonfacade var kedelig at kigge på og passede dårligere ind i byen.

Hun tager os med op ad trapperne, hvor gelænderet er dækket med læder, og ind gennem forvaltningerne på de fem etager. Alle møbler er moderne og del af den samme serie. Susanne Smed fortæller, at man har været meget opmærksom på ikke at stilforvirre, og at de ansatte skal holde rådhuset pænt og opryddet - også på deres skriveborde.

- Lige her roder der noget mere, siger hun og peger rundt i det storrumskontor, vi står i. Indimellem sniger der sig “nye” møbler ind. Det kan godt emme lidt af anarkisme, griner hun.

Og der er rigtig nok forskel på, hvor stringent indretningen og oprydningen ser ud. Men det er nu egentlig pænt og ordentligt over det hele.

- Oppe på øverste etage sidder økonomiafdelingen, og der er bare styr på det, siger Susanne Smed.

Byrådssalen kan lejes til arrangementer, og udsigten over byen er skøn. Bordene virker en smule billige i materialet, og gardinernes farve er ikke så moderne længere. Foto: Christian Olesen

De fem etager har et farveskema inspireret af landskabet i Hjørring Kommune. En etage har et kysttema, en anden skov, bakker og så videre. Derfor er vægge og grafik på glas lavet i nuancer af blå, beige, grøn eller grå.

Små skillevægge lavet af planter står rundt om bordene. Hvert storrumskontor har sit eget loungeområde med grønne sofaer eller brune loungestole.

Vi kommer ind i byrådssalen. Rummet er stort og cirkelformet med højt til loftet. Her er proppet med moderne teknologi og fire store fladskærm-tv hænger i loftet. Et skriggrønt gardin kan trækkes for vinduerne, og salen kan lejes af foreninger.

Forvirrende indgang

Når borgerne kommer gående fra gaden, er det en smule forvirrende, hvor hovedindgangen ligger. Der, hvor man først tænker at gå hen ved den runde tilbygning, ligger restaurant Mongolian Barbecue nemlig.

I stedet går man lidt til højre og kommer ind hos borgerservice. Rummet indenfor er stort og åbent med bløde møbler og skranker, borgerne bliver modtaget i. Hjørring kalder det Borgerzonen, og idéen er, at de kommunalt ansatte kommer ud og tager imod borgerne i zonen i alle sager. Her er sågar mødelokaler indrettet til lige netop det.

Borgerzonen er et godt eksempel på, hvordan Hjørring omdannede den gammel beton-Føtex til en moderne bygning med et par sjove gimmicks. Og hvis byrådsmedlemmerne bliver sultne efter byrådsmødet er der altid en restaurant nær ved.

Rådhusets bagside tydeliggør, at bygningen ikke hænger sammen med de omkringliggende huse. Foto: Christian Olesen

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

RELATEREDE ARTIKLER
FRA FORSIDEN
Til toppen
GDPR