"Alt var jo Venstre for mig – og lige pludselig er det bare fortid"
"Alt var jo Venstre for mig – og lige pludselig er det bare fortid"
Efter din drastiske udmeldelse af partiet hvordan har du det med beslutningen i dag?
Lige nu har jeg det godt. De første par dage var det meget mærkeligt. Jeg har været medlem af Venstre og Venstres Ungdom, siden jeg var 16. Jeg har Venstreflag og -balloner liggende derhjemme, som min søn har leget med.
Alt er jo Venstre. Og lige pludselig er det bare fortid. Men jeg er rigtig glad for beslutningen, og jeg har fået rigtig, rigtig mange positive mails og beskeder, så jeg er overbevist om, at jeg har gjort det rigtige.
Ærgrer det dig, at din udmeldelse sker på grund af en konflikt om en motorvej?
Nu var det lige en motorvej, men det kunne lige så godt have været så meget andet. Jeg havde det bare sådan, at hvis jeg her ikke måtte sige, hvad jeg mente, hvad ville det næste så blive? Jeg havde det sådan overfor vælgerne, at jeg – nu her inden valgkampen rigtig startede – ville sige det med det samme: At jeg har mine holdninger, og dem vil jeg stå ved. Så har vælgerne en lidt længere periode til at affinde sig med, at sådan er situationen.
I stedet for at gå ud to uger før valget, eller endnu værre først gå ud efter valget og sige, at jeg altså ikke er Venstremand alligevel.
Men jeg har jo aldrig udtalt, at jeg ikke vil have motorvejen (mellem Næstved og Rønnede, red.) – jeg har bare sagt, at jeg ikke mener, den er undersøgt godt nok. Jeg er jo ikke gået kontra på, hvad Nonbo mener. Jeg mener bare, at man ikke har lyttet til alle de røster, der er, eller undersøgt, om der var billigere muligheder, før man har truffet en beslutning om linjeføringen.
Har du oplevet før, at højerestående medlemmer har irettesat på den måde?
Nej, men nu har jeg heller ikke været politisk aktiv de sidste par år. Men dengang jeg ’bare’ var VU’er, havde man et andet forhold til de voksne Venstre-folk. Hvis de sagde noget, var det rigtigt. Nu er jeg bare ikke VU’er længere – jeg er en mand på 35 år med mine egne holdninger, og jeg gik ind i politik, fordi jeg vil gå til valg på dem.
Hvordan har du det med Karsten Nonbo i dag?
Jeg har ikke snakket med Nonbo efterfølgende. Jeg ved ikke helt, hvordan jeg har det med ham. Vi mødes jo nok på et eller andet tidspunkt i valgkampen, og så er der sikkert nogle ting, der skal snakkes ud om. Men det skal lige have lov til at synke ind hos os begge, og det kan være, vi snakker lidt bedre sammen om en måned, end vi gør lige nu.
Hvad er målet med dit nye parti Nyt Næstved?
Det er at lave et borgerligt alternativ. Hele den borgerlige fløj er måske ved at være lidt gammel og støvet, så den trænger til noget nytænkning. Og mit håb er at lave en samlet borgerlig, midtsøgende liste. Det kunne være et alternativ, som var mere samarbejdsvilligt hen over midten, så vi ikke kun har rød og blå stue. Det er trods alt sådanne samarbejder, der skaber en god kommune.
Har du altid været mere Næstved-politiker end Venstre-politiker?
Ja. Jeg vil jo gerne lave et nyt Næstved. Om jeg så ender med at støtte Carsten Rasmussen og trække ham mere mod de borgerlige, eller om jeg ender med at støtte Nonbo og trække ham mere over mod de røde – det må tiden jo vise. Det sjove alternativ kunne jo også være mig selv som borgmester.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.