‘Politikerne skal lære at se os biblioteker som drivere i lokalområderne’
‘Politikerne skal lære at se os biblioteker som drivere i lokalområderne’
Serie: Jeg elsker mit job, men …
I denne serie beder vi en række kommunale og regionale ansatte om at beskrive deres job; hvad fungerer? Hvad fungerer ikke? Så kære politikere; læs, lyt og lær af stemmerne derude: Dette kunne gøre mit arbejde endnu bedre! I denne uge: Bibliotekslederen.
Hvorfor valgte du at blive biblioteksleder?
- Jeg vil kalde det for både et tilvalg og et fravalg. I 13 år havde jeg som områdeleder i Kulturstyrelsen samarbejdet med kommuner om udvikling af biblioteksstrategier. Tilvalget gik derfor ud på, at det kunne være sjovt at være med til at gennemføre strategierne i en kommune.
- Fravalget af mit daværende job var på grund af et stigende fokus på bureaukratiske procedurer og tilskudsforvaltning og mindre på strategi. Det element, der handlede om at være i kontakt med bibliotekerne og kommunerne og føle, at man hjalp dem, det forsvandt. Der var en stor personaleflugt i de år, hvor jeg altså skiftede job til biblioteksleder.
Lever jobbet op til dine drømme?
- Ja, i vid udstrækning. De sidste otte år har vi arbejdet med rammen ‘det nye bibliotek’, som handler om, at vi skal understøtte læring og kulturel aktivitet i lokalbefolkningen. Vi stiller ikke kun bøger og andet egnet materiale til rådighed; vi arbejder også rigtig meget sammen med borgerne og civilsamfundet med at udvikle services, som er relevante for borgerne - både socialt, kulturelt og læringsmæssigt.
- Vores største succeshistorie i Vordingborg var, da vi lavede et ‘maker space’ omkring teknik og programmering. Der var rigtig stor interesse blandt borgerne, så vi fik købt udstyr, fik bevillinger fra kommunen og fik lavet netværk. I dag har vi tre innovationsrum, hvor bl.a. 60 mennesker (Makerspace Vordingborg) mødes to dage om ugen om aktiviteter som for eksempel at bygge en 3D printer eller undervise hinanden i nye programmer. Vi underviser også kommunens skoleelever i design og programmering i rummene. Undervisningen varetages i samarbejde mellem bibliotekets personale og personer fra Makerspace Vordingborg. Der ligger helt centrale data- og programmeringskompetencer ude blandt vores borgere, som – mod betaling - kommer og hjælper os med undervisningen. Flere af dem har endda fået egen virksomhed nu og tjener gode penge!
Hvad er det bedste ved jobbet?
- At kunne skabe meningsfulde services for borgerne. Og ikke mindst; at gøre det i tæt samarbejde med borgere, foreninger og private aktører. For mig personligt betyder det meget, at vi arbejder med og i relationer.
Hvad er det sværeste?
- For fem år siden var det sværeste at få medarbejderne til at acceptere den nye ramme med ændret faglighed. De var afsindigt gode til at hjælpe borgeren i en ‘en-til-en’ relation på et meget højt niveau. Min opgave var og er stadig på lødig vis at få medarbejderne ud af deres comfortzone og få dem til at arbejde relationelt; samarbejde med borgerne; så de finder frem til, hvordan de kan hjælpe dem bedst.
- Hovedhistorien er, at vi har fundet ud af, at vi arbejder med mennesker og ikke med bøger. Og det er en løbende udfordring at vinde bred forståelse for det, både ude i samfundet og blandt politikerne.
Hvad får dig til at blive i dit job?
- Jeg har en meget stor ledelsesmæssig selvstændighed i det her job. Min chef, min direktør, min kommunaldirektør og min borgmester blander sig ikke i, hvordan jeg organiserer bibliotekerne eller tilrettelægger mine budgetter. De viser stor tillid og sparringsvilje.
Hovedhistorien er, at vi har fundet ud af, at vi arbejder med mennesker og ikke med bøger.
Hvad kunne få dig til at forlade dit job?
- Hvis jeg mistede den selvstændighed.
Giv et konkret eksempel på en udfordring, du har stået i, som du ikke burde have stået i.
- Nu er det jo en politisk ledet organisation, jeg arbejder i, så det er et vilkår, at der kan blive truffet beslutninger, som jeg synes er vanvittige. Men det er også det, der er sjovt - at få en udfordring og få det bedste ud af det. Det starter tit med en lille knude i maven, hvor jeg tænker: ‘pokkers også’. Men så får jeg energi, når jeg går i gang med at løse den.
- Et eksempel på det var op til kommunalvalget, hvor jeg havde overtaget borgerservice på bibliotekerne i Præstø og Stege. Det betød mange nye brugere og fornyet energi på bibliotekerne. Men de klassiske biblioteksbrugere, meningsdannere, brød sig ikke om sammenlægningen. Det gav en masse polemik, og den ene borgmesterkandidat proklamerede dagen før kommunalvalget, at tiltaget skulle rulles tilbage. Han vandt. Det terræn og den økonomi, vi havde vundet som institution og overfor borgerne, ville vi risikere at tabe igen. Så jeg gik i dialog med borgmesteren, bad om borgermøder og lokalrådsmøder, hvilket han heldigvis var med på.
- Det var rigtig skægt at få udviklet de rette løsninger og tilpasninger sammen med borgere, lokalråd, foreninger, politikere og andre embedsmænd. I dag er servicen stadig på bibliotekerne, men den er tilpasset borgernes ønsker indretnings- og servicemæssigt. Der udtrykkes stor tilfredshed fra borgerne – blandt andet i form af rosende læserbreve i lokalpressen.
Føler du dig anerkendt og set? Af ledelsen? Af politikerne?
- Ja, det gør jeg, men jeg er også typen, der ikke lader mig overse. Jeg ved godt, at det forvaltningsmæssigt ikke er god stil at sige, at det er relationerne, der betyder noget, men det virker for mig: at få den direkte dialog med politikeren - også i uformelle sammenhænge uden for det kommunale system.
Hvilken appel har du til politikerne?
- Det er at få dem alle til at forstå, at vi ikke er en finkulturel institution, der KUN låner bøger ud og hjælper med vanskelig informationssøgning. Det, vi laver i dag, fører også til, at mennesker kommer i job, skoler får nødvendig undervisning, og borgere får meningsfyldte og sociale netværk.
- Politikerne skal lære at se os biblioteker som drivere i lokalområderne, og de skal være med til at udnytte de ressourcer, vi har, og ikke mindst være med til at kommunikere dem ud i lokalsamfundene! Det kniber det stadig med nogle steder.
Blå bog:
Erik Thorlund Jepsen, 56 år
Biblioteksleder ved Vordingborg Bibliotekerne siden 2014.
Tidligere områdeleder i Kulturstyrelsen.
Uddannet: Bibliotekar og cand.scient.bibl.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.