Kommunen.dk
MENU

Nye folkemøder popper op i hele landet

Der er gevinst i både kommunekasse og i det lokale liv, når folkemøder opstår fra Hirtshals til havnen i Allinge.

Nye folkemøder popper op i hele landet

Der er gevinst i både kommunekasse og i det lokale liv, når folkemøder opstår fra Hirtshals til havnen i Allinge.
Lokale skolebørn opfører teaterstykke under Naturmødet i Hirtshals, torsdag d. 24. maj 2018. Folkemødet om og i naturen byder på naturoplevelser, debatter og politiske taler.
Lokale skolebørn opfører teaterstykke under Naturmødet i Hirtshals, torsdag d. 24. maj 2018. Folkemødet om og i naturen byder på naturoplevelser, debatter og politiske taler.
Foto: Henning Bagger, Ritzau Scanpix

Hirtshals har Naturmødet, Mors har Kulturmødet og Korsør har Det maritime Folkemøde. 

Folkemøder med forskellige fokus popper op rundt omkring i landet i disse år. Det skyldes både en overordnet tendens, et behov – og en snert af populisme, siger Nikolaj Stagis, rådgiver om strategi, branding, forretningsudvikling og kommunikation:

- Der er absolut nogle, som har tænkt, at når de har succes på Bornholm med at have et folkemøde, så vil man også selv kalde sit event for et folkemøde. Begrebet risikerer at miste sin unikhed, hvis der for eksempel kommer 200 nye folkemøder, men mange af dem, der er kommet til i de senere år, er meget forskellige og bidrager derfor til den enkelte kommunes unikke position, siger han.

Og det har han ret i. Over de seneste fem år har Danmark fået mindst 15 nye folkemøder. 

Nogle har temaer. Nogle er meget lokale. Nogle har store drømme. Men alle trækker på en tradition, der med Folkemødet på Bornholm blev vakt til live: At mødes og tale om tingene, som man gjorde det i forsamlingshusene for hundrede år siden. 

Og kan folkemøderne løfte sig op til mere end bare at være lokale, kan der være mange gode ting at hente for lokalområderne, siger Nikolaj Stagis: 

- Det giver jo noget lokal aktivitet og sammenhold. Borgerne kan mødes om folkemødet – og så udvikler man også et eksternt image for kommunen. Med det store Folkemødet på Bornholm har øen jo fået en helt anden grundfortælling. Før kendte vi den kun som solskinsøen med røget sild og Hammershus. Nu har de også seriøse dagsordener flettet ind i den fortælling, siger Nikolaj Stagis. 

   Begrebet risikerer at miste sin unikhed, hvis der for eksempel kommer 200 nye folkemøder, men mange af dem, der er kommet til i de senere år, er meget forskellige og bidrager derfor til den enkelte kommunes unikke position.

Ud over kommunegrænsen
I Middelfart har man image og branding højt på dagsordenen. Her går borgmester Johannes Lundsfryd (S) efter at få Klimafolkemødet, som afholdes i byen, til at blive landskendt:

- Vi vil gå fra et godt, lokalt klimamøde til et folkemøde med national bevågenhed. Mors har sit kulturmøde og Lolland sit madfolkemøde. Men klimadagsordenen passer godt til Middelfart Kommune, og vi går efter et møde af flere dages varighed, siger han til Fyens Stiftstidende. 

Hvis man som Johannes Lundsfryd har intentioner om, at kommunens folkemøde skal sætte dagsorden nationalt, er det vigtigt, at der er besøgende nok, og at temaerne ikke er for lokale. Man skal kunne tale om, hvor mange tusind der kommer. Hvis der kun er nogle hundrede, er det begrænset, hvilken gennemslagskraft det kan have uden for kommunen, siger Nikolaj Stagis:

- Hvis ikke folkemødet når en vis kritisk masse, har det ingen imagemæssig effekt, for så er der ingen medier, der skriver om det.

Nationalt fokus lokalt
Netop det med at få folkemøder ud over kommunegrænsen ved Kristina Sindberg en masse om. Hun er blandt andet ansvarlig for pressehåndtering og kommunikation på Kulturmødet på Mors og til Heartland Festival, der også har nogle folkemødevibrationer. Og for hende er det alfa og omega, at der er noget af national interesse at kommunikere ud: 

- Det er godt at have nationale repræsentanter allerede fra starten. Og så er det altid en god ide at kommunikere i temaer, der ikke er stedsspecifikke. Formålet er jo at sætte en samfundsmæssig dagsorden, siger Kristina Sindberg. 

Så er det ikke dumt, at de nye folkemøder har en niche, de hver især skriver sig ind i. For Bornholms Folkemøde var det en fordel at være først ved havelågen. Folkemødet har fokus på det generelle, mens nyere folkemøder må skabe opmærksomhed ved at fokusere på mere specifikke ting.

   Mors har sit kulturmøde og Lolland sit madfolkemøde. Men klimadagsordenen passer godt til Middelfart Kommune, og vi går efter et møde af flere dages varighed

Folkemøder og festivaler tjener penge 
Selvom musikfestivaler og folkemøder ikke er det samme, sker der et vist overlap mellem de to events. Festivalerne har stor betydning for samfundet generelt og for lokalområderne specifikt, viser en rapport udarbejdet af Rambøll Management i marts 2011 for FestivalDanmmark. 

Tallene har ganske vist otte år på bagen. Men dengang genererede de ti musikfestivaler, som Rambøll undersøgte, samlet set lokaløkonomiske effekter i deres respektive lokalområder for knap 439 mio. kr. 

Det samme gør sig gældende for i hvert fald Folkemødet på Bornholm ifølge seniorforsker Carl Marcussen fra Center for Turisme- og Regionalforskning. Han har undersøgt, hvad Folkemødet betyder økonomisk for Bornholm. Og her taler tallene deres eget helt tydelige sprog:

Festivalen i Allinge bidrog i 2017 med i alt 20,17 mio. kr. til de offentlige kasser. 3,2 mio. kr. går i kommunekassen på Bornholm, mens statskassen får 11 mio. kr. fra moms, skatter og afgifter.

Fra Thy til Nykøbing Falster

Folkemøder er piblet frem over hele landet. Her er et udsnit af de folkemøder, man kan tage til uden for Bornholm:

 - Ungdommens Folkemøde i København

- Klimafolkemødet i Middelfart

- Madens folkemøde i Maribo 

- Kulturmødet på Mors

- Randers Folkemøde

- Idrættens Folkemøde i Aalborg

- Sydhavnens Folkemødet i København

- Naturmødet i Hirtshals

- Skivemødet – skal skabe mere balance mellem by og land.

- Møns Folkemøde

- Folkets møde i Aarhus

- Folkemødet Odsherred – som er for unge og foregår på Den rytmiske højskole

- Det fynske Folkemøde i Odense

- Det maritime Folkemøde i Korsør

- Folkemødet i Silkeborg

- Demokratiets Folkemøde på Himmelbjerget 

- Sorø Folkemøde

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

RELATEREDE ARTIKLER
FRA FORSIDEN
Til toppen
GDPR