Lukningen - eller hvad det nu bliver til - af Nye Borgerlige tegner til at blive lige så kaotisk, som det meste af partiets hidtidige eksistens har været. Ikke uventet er eks-partileder Pernille Vermund landet i Liberal Alliance, og måske knap så ventet, i hvert fald af partiets Christiansborg-ledelse, er ikke-Christiansborg-delen af partiet ikke uden videre til sinds at lade sig aflive.

Bedste gæt er, at lukningen af Nye Borgerlige ikke overlever de to generalforsamlinger, der skal eksekvere den. Hvor levedygtigt det fortsættende parti så er, er straks et andet spørgsmål.

I hvert fald i nogle af de kommuner hvor NB-byrådsmedlemmer endnu ikke har fundet sig et nyt parti, vil partiet formentlig kunne overleve frem til KV25 uanset hvad. Derefter står alt helt åbent.

Eller: Det gør det allerede nu, står helt åbent. Også på Christiansborg.

Der er penge i at være folketingsparti

Den for tiden ikke-eksisterende NB-folketingsgruppe har af naturlige grunde mistet sin gruppestøtte, men det udelukker ikke, at folketingsgruppen kan genopstå og støttebeløb reaktiveres (delvist). Ifølge Folketingets Oplysning kræver det blot, at ét folketingsmedlem, lige meget hvilket, skifter parti til Nye Borgerlige. Hvad der måtte være tilbage af partiets organisation, skal selvfølgelig kunne bekræfte partimedlemskabet.

Hvis de betingelser er opfyldt, er partiet berettiget til et basisbeløb på 86.000 kr. og et mandatbeløb på 54.000 kr., i alt 140.000 kr. Dertil kommer efter anmodning et eksperttilskud på godt 21.000 kr., tilsammen 161.000 kr. Beløbene gælder pr. måned, svarende til i alt små to millioner på årsbasis, som helt automatisk triller ind på partiets Christiansborg-konto.

Det er tilpas mange penge, til at de i sig selv må friste til at opretholde Nye Borgerliges eksistens.

Hvem skal partiet satse på?

Men det kræver som sagt et folketingsmedlem. Her samler interessen sig uundgåeligt om den fra Nye Borgerlige tidligere ekskluderede Lars Boje Mathiesen. Indtil videre helt teoretisk, men hvem ved. Med ham tilbage i partiet vil NB desuden fortsat være et valgt folketingsparti med den fordel, at det er opstillingsberettiget og derfor slipper for at skulle samle vælgererklæringer.

Ethvert af de andre folketingsmedlemmer, der blev valgt for NB ved FV22, vil også ved en genindmeldelse kunne sikre opstillingsberettigelsen, og det vil i øvrigt ifølge Indenrigsministeriet enhver NB-opstillet fra FV22, der måtte komme ind som nyt folketingsmedlem. Eksempelvis hvis den sygemeldte Peter Seier Christensen nødsages til at udtræde, vil den tidligere kortvarige og senere udmeldte næstformand Henriette Ergemann komme ind som førstesuppleant med mulighed for at blive NB’er på ny. Idet det hele jo stadig er rent teoretisk. 

Men dog tilsammen mange spekulationer og mange overvejelser som et fortsættende NB skal gøre sig.

En liberal karriereplan

Pernille Vermunds overvejelser gjorde hun sig i sagens natur allerede før sit farvel til Nye Borgerlige, men med de nu her bagefter kendte forhåndssamtaler med hendes nye partis leder Alex Vanopslagh, ser det ud til, at overvejelserne nok så meget har omfattet hendes egen politiske skæbne.

Oversat: Hun er blevet det, hun gik ind i politik for at bekæmpe, en politiker der først og fremmest vil genvælges, om så det skal være for et andet parti. Man kan efter personlig præference kalde det at blive klogere eller at sælge ud.

Udenfor Christiansborg kan hun blive en hæmsko for sit nye parti, hvis hun trods partiskiftet stadig bliver forbundet med sin hidtidige retorik især på udlændingeområdet. Men LA ligger lunt, så der er lidt at give af, og hun er i nogen grad selv herre over den mulige skadevirkning, hvis blot hun holder sig til det ældreordførerskab, LA har givet hende.

Vælgernes hukommelse er kort, der kan være længe til næste valg, og man må formode, at emnet er talt grundigt igennem med Alex Vanopslagh. Som utvivlsomt også ser en fordel i, at hans parti får en mere bredtfavnende profil med appel til andre end de oprindelige liberalister.

Radikal slinger under radaren

Lidt under radaren har der også været lidt slinger i formandskabet hos De Radikale, partiet der holder sin organisation og sin politik så adskilt, at formanden ikke er folketingsmedlem. En bieffekt af dette er, at en intern strid kan forløbe udenfor det politiske søgelys, og det gjorde denne da også, indtil Weekendavisen trak den ud fra mørket.

Balladen falder ind under den adfærdsinstans, der blev oprettet i kølvandet på den daværende politiske leder Mortens Østergaards hånd-på-låret-exit. Men kodeks gælder andet end #metoo, i dette tilfælde formand Mikkel Irminger Sarbos forsøg på at underløbe en næstformandskandidat ved at sprede falske rygter (adfærdsinstansens udlægning af det skete).

Ifølge Weekendavisen har sagen potentiale til et mistillidsvotum og dermed en mistet formandspost. Den har Mikkel Irminger Sarbo i første omgang taget orlov fra, indtil partiet har truffet afgørelse i sagen. Uanset hvordan den ender en grim ridse i lakken for et parti, der har haft sager nok de senere år.

Pli og ordener på den røde side

Adfærdskodeks har også været et emne i Enhedslisten, som i forbindelse med Kong Frederik X’s indsættelse gjorde delvist op med sin republikansk begrundede hidtidige afvisning af almindelig pli. Denne gang var nogle af partiets folketingsmedlemmer til stede i folketingssalen og rejste sig for Majestæten, i stedet for som tidligere at komme lidt for sent for at undgå det. Der er en første gang for alt.

Det er der også i Socialdemokratiet, som lige nåede i den gamle dronnings tid at vende på en tallerken i henseende til modtagelse af kongelige ordner. Færdig med “Da faar du ej Ordner og Stjerner, men bævende Læbers Pris”, som Jeppe Aakjær skrev.

Opgøret var iværksat af Helle Thorning-Schmidt og fik medløb af næstformand Marie Stærke, der ikke syntes, at socialdemokrater skulle “føle sig for fine” til at sige tak, hvis Majestæten gerne ville give en påskønnelse. Mette Frederiksen havde længe været på samme linje, og denne gang lykkedes det så.

Dermed er vejen banet, hvis statsministeren skulle få sig en international toppost af den slags, hvor man rutinemæssigt får stanget en orden ud ved besøg i diverse lande. Her ville det være lige så pinligt at sige nej tak, som det ville være, hvis det kun var en orden fra ens eget land, der manglede i samlingen.

En helt teoretisk overvejelse, naturligvis. Eller også er det bare en omfavnelse af, at partiet altid i folkemunde er blevet kaldt det Kongelige Danske Socialdemokrati.