Kommunen.dk
MENU

Mr. Frederiksberg stod af

Han var i en ung alder konservativ konge på Frederiksberg med udsigt til en landspolitisk karriere. Men så skiftede Mads Lebech spor og blev fondsdirektør.

Mr. Frederiksberg stod af

Han var i en ung alder konservativ konge på Frederiksberg med udsigt til en landspolitisk karriere. Men så skiftede Mads Lebech spor og blev fondsdirektør.
Mads Lebech på talerstolen under et konservativt landsråd.
Mads Lebech på talerstolen under et konservativt landsråd.
Foto: René Schütze / Ritzau Foto.
23. okt. 2017

Den pæne frederiksbergdreng Mads Lebech gør et nummer ud af, at han efter studentereksamen tilbage i slutfirserne havde nogle fjumreår som både havnearbejder i frihavnen, porcelænspakker og handelsrejsende.

Men siden kom der cand.jur.-eksamen og gang i både den politiske og erhvervsmæssige karriere. 26. oktober fylder han 50 år som direktør for nogle milliarder i Industriens Fond.

Mads Lebech var kun først i 20'erne, da han sagde ja til at stille op for De Konservative ved kommunalvalget på Frederiksberg i 1989. Til alle andres end sin egen overraskelse blev han valgt, og det blev starten på en kommunalpolitisk karriere på 19 år.

Borgmester som 33-årig
Op gennem 90'erne var han rådmand i en periode, men fra 1. januar 2001 overtog han borgmesterposten som kun 33-årig.

Det var kun 11 måneder inden kommunalvalget, og her gik De Konservative stærkt frem med Lebech som den store stemmesluger.

Mads Lebech styrede Frederiksberg og var her, der og alle vegne.

Og ikke kun på Frederiksberg, men også i formandskabet i Kommunernes Landsforening og som lønforhandler for kommunerne.

Og fra 2003 var Mads Lebech næstformand for De Konservative, og politiske iagttagere snakkede om ham både som ministeremne og som en potentiel ny formand for partiet.

Direktør for fem mia. kr.
Men ved årsskiftet 2008/2009 meddelte han pludselig, at han ikke ville genopstille, men i stedet ville være direktør i det, der nu hedder Industriens Fond.

Ved den lejlighed sagde Mads Lebech, at han sikkert ville komme til at savne magten. Men at han absolut ikke ville komme til at savne de ofte meget lange byrådsmøder, hvor argumenterne har det med at køre i ring.

Industriens Fond har en formue på omkring fem milliarder kroner, og opgaven er bredt at arbejde for at gavne industriens og erhvervslivets konkurrenceevne.

Senest har fonden - og Lebech - været i fokus i forbindelse med opførelsen af Industriens Fonds Hus i Kina, som kronprins Frederik netop har indviet.

Mads Lebech er medlem af en række bestyrelser, herunder formand for Copenhagen Malmö Port og museet Ordrupgaard og næstformand i Tivoli A/S.

Lebech er gift med chefkonsulent Sine Lebech. Han har fire børn, to af dem fra et tidligere ægteskab.

/ritzau/

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

FRA FORSIDEN
Til toppen
GDPR