Dorthe Weichel, 46 år

Uddannelse: Socialrådgiver

Ansat som socialrådgiver på Herbergcentret Sundholm siden 2009.

Siden 1. april 2017 som socialfaglig koordinator. 

Hvorfor valgte du at blive socialrådgiver?

Jeg oplevede, at det var den uddannelse, der bedst kombinerede samfundsrelevante områder med psykologi og jura. Samtidig er uddannelsen for praktikere, hvilket tiltalte mig, da jeg trives bedst med borgerkontakt.

Lever jobbet op til dine drømme og forventninger?

Det gjorde det. Jeg oplever dog, at tilliden til min faggruppe er forsvundet med årene. Der bliver efter min mening lovgivet efter folkestemning, hvilket vi så med kontanthjælpsreformen, der trådte i kraft i januar 2014. Faktisk stoppede mit job med at give mening, da den kom. Den blev et resultat af vrede mod ”Dovne Robert” og ”Fattige Karina”, og konsekvensen blev, at kompetencen blev taget fra den enkelte rådgiver og lagt ud til forskellige mere økonomistyrede enheder.

På min arbejdsplads oplever vi alt for mange led i sagsbehandlingen, hvor de meget engagerede og dygtige socialrådgivere desværre ikke længere har beslutningskompetencen. På den måde forsvinder helhedssynet, som er det vigtigste inden for socialrådgivning. Man skal huske at tage alle aspekter af et menneskes liv med, når man afhjælper sociale problemer. Helhedssynet sikres ved, at de allermest udsatte mennesker kun har én sagsbehandler – både til den sociale og den arbejdsmarkedsrettede sag.

Hvad er det bedste ved dit job?

Det er brugerne og mine dybt engagerede kollegaer, der udviser en så høj faglighed, et enormt overskud og en kæmpe kærlighed og rummelighed i forhold til de mennesker, ingen andre interesserer sig for. De allermest udsatte mennesker i Danmark – det er vores brugere, og vi møder dem ikke med medlidenhed og forventning om, at de skal være som alle andre borgere i dette land. Hos os møder vi dem med respekt for deres særlige situation og med en lovning om, at vi ikke giver op på dem, uanset hvor mange forsøg de skal bruge for at få en nogenlunde tålelig tilværelse.

Det giver bare mening at have en relation til mennesker, som er udstødt af samfundet. Min mand arbejder med it-løsninger, og hjemme hos os er der ingen diskussion om, hvis arbejde der giver mest mening. Det er vi fuldstændig på det rene med. Det er alle mine kolleger på det rene med. Det er for fanden derfor, vi er her og bliver her.

Hvad er det værste?

Der mangler tilbud til brugergruppen og en forståelse for, at det tager tid at få denne gruppe af udsatte mennesker til at stole på et system, der har vendt dem ryggen det meste af deres liv. Det er uforståeligt, at man ønsker at putte disse mennesker ind i så snævre rammer, at de føler sig kvalt og misforstået. Vi taler om krigstraumatiserede fra Somalia og Afrika, grønlændere og danskere, der er blevet vanrøgtet og har været udsat for tidligt svigt i deres barndom.

Man har fra det omkringliggende samfund en misforstået opfattelse af, at det bedste for alle mennesker er at ensrette dem. Man har en opfattelse af, at ”det normale liv” er for alle, hvorfor man laver slogans om at ”Alle skal med”. Vores brugergruppe kan sjældent imødekomme disse misforståede hensyn og oplever derfor ofte nederlag. Det gør mig trist, at man ikke imødekommer de skæve eksistenser ved at favne diversitet og forskellighed i behov.

Derudover gør det mig trist at se, at når vores brugergruppe ikke længere selv kan lave mad, ikke kan holde på urin og afføring, ikke kan gøre rent på deres værelser og har brug for daglig medicin, så er der ikke pladser nok til ikke dem. Plejepladser i henhold til §108 i serviceloven og længerevarende afklarende botilbud under §107, der ikke er under socialpsykiatrien, er der GIGANTISK mangel på i Københavns kommune.

Hvad får dig til at blive i dit job?

De fantastiske mennesker, jeg får lov at arbejde sammen med og for hver eneste dag. Og så håbet om, at de politiske vinde snart vender i de udsattes retning, og at der kommer flere ressourcer til området. Jeg mener jo, at en metropol som København, der gerne vil bryste sig af at være progressiv og innovativ, bør måle sin succes på, hvordan den behandler sine allermest udsatte borgere – og lad mig sige det kort: Det går rigtig, rigtig skidt!

Føler du dig anerkendt og set? Af ledelsen?

Jeg føler mig et hundrede procent set og anerkendt af min nærmeste leder, vores tilbudsleder. Hun er fantastisk.

Og af politikerne?

Overhovedet ikke. Nu handler det jo ikke så meget om mig, men om den gruppe af borgere, som jeg arbejder med – og den gruppe er IKKE anerkendt og er fuldstændig overset.

Har du en appel til politikerne/systemet?

Vi har brug for, at denne gruppe af udsatte borgere bliver taget alvorlig, og at vi, der arbejder med dem, får lov at blive taget med på råd i forhold til, hvad der virker, og hvad der er spild af ressourcer. Den faglige kompetence skal tilbage til os, som har med borgerne at gøre - som står med dem én til én - hver dag.

Vi er ikke bare interesserede i at få flere penge til området, men i at der bliver taget en drøftelse af, hvordan vi kan imødekomme de udsattes behov, der som oftest er meget anderledes end de behov, middelklassen har.

Så kære politikere: Vi løber panden mod en mur. Hjælp os ved at fjerne den.