Mit job betyder, at jeg har noget at stå op til - det får mit liv til at virke
Mit job betyder, at jeg har noget at stå op til - det får mit liv til at virke
Jeg ved godt, at jeg er handicappet, men det er ikke noget, jeg går og snakker om. For jeg ved ikke, hvorfor jeg er det.
Da jeg var ni et halvt år, blev jeg kørt over af en Volvo på vej til skole. Jeg var sent på den, og da jeg hoppede af bussen, troede jeg, at jeg kunne nå det grønne lys. Men så kom Volvoen.
Jeg vågnede op på Gentofte Hospital fire dage efter. Men der var ikke nogen, der fortalte mig, hvad der var sket med mig. Først da jeg var 24, fik jeg at vide af lægerne, at jeg var handicappet. De sagde, at jeg havde Damp og var autistisk, og at jeg havde 60 pct. hjerne tilbage. Men jeg har ikke Damp. Det passer ikke.
Jeg bor i et bofællesskab i Tingbjerg. Jeg kan ikke rigtig udtale navnet, men jeg tror, det er Uddesløse?! Vi bor 18 mennesker der. Der er personale 24 timer i døgnet, næsten. Man har en hjemmedag, hvor man kan få en af personalerne i en lille time. Jeg har hjemmedag om tirsdagen. Så snakker vi og hygger os og gør rent. Jeg er glad for at bo der, for der må jeg være den, jeg er.
Noget at stå op til
Jeg har arbejdet i Rema i seks et halvt år. Mit job betyder, at jeg har noget at stå op til. Det får mit liv til at virke. Det betyder, at jeg har råd til det, jeg gerne vil. Råd til den tøjstil, jeg gerne vil have. Jeg føler, at jeg gør et stykke arbejde. Og jeg er stolt af det, jeg præsterer. Men ellers føler jeg ikke noget.
Jeg er god til service. Men jeg kan ikke fordrage at sidde i kassen. Jeg tør ikke at have noget med andre folks penge at gøre. Og det ved min chef også.
Jeg har en liste over de ting, jeg skal gøre. Og den kender jeg ud og ind. Jeg starter normalt i pappen, hvor jeg presser papkasser og fejer og rydder op. Så skal jeg på lageret, så i butikken og pudse låger, så gøre rent i personalerummet og til sidst rydde op i flaskeautomaten.
Jeg har fri hver tirsdag og søndag. Jeg møder klokken 7 og har fri klokken 13. Jeg har én pause, som er min frokostpause. Jeg får 2.500 kr i løn om måneden ved siden af min pension. Jeg er ikke et gladere menneske nu, end da jeg ikke arbejdede. Jeg føler, det er det samme. Jeg savner nogle gange min frihed. Men man skal jo have råd til at leve.
Kobler af
Fysisk har jeg det dejligt på jobbet. Men psykologisk kobler jeg af. For jeg føler ikke noget for de andre på arbejdet. Jeg kan godt lide dem, og jeg møder op, og vi laver sjov, men vi har ikke samme interesser, og jeg ser dem ikke i min fritid.
De driller mig, men så driller jeg tilbage. Sådan er jargonen. Engang imellem kan det godt gøre ondt indeni, når jeg føler, at de træder mig over tæerne, men det tager jeg mig ikke af, for jeg har en psykolog, jeg kan snakke med. Jeg kan ikke helt forklare, hvad det er.
Det dårligste ved jobbet er lønnen, men jeg kan ikke stige i løn, når jeg er under KLAP-ordningen. Jeg får 40 kroner i timen. Men for dem, der bliver ansat i dag, stiger den til 55 kroner. Vi har prøvet at snakke med KLAP, om ikke vi andre også kan stige, men der er ikke noget at gøre. Men det kan også være, at de nye mister noget af deres pension, og så går det vel lige op?
Gerne et andet job
Hvis jeg skulle have et arbejde, jeg godt kunne lide, så skulle det være et arbejde, som jeg interesserer mig for. Jeg kunne godt tænke mig at arbejde i en biograf, på et værtshus eller i en tøjbutik.
Jeg har spurgt i en biograf, om de kunne være interesserede, men de tager ikke imod handicappede. De siger det ikke, men det kan jeg forstå på den måde, de forklarer det på. De føler, at dem, der har job under KLAP-ordningen, skal have mere støtte end andre.
Det er, hvad jeg føler. Men jeg siger til dem, at jeg skal ikke have så meget støtte. Jeg skal bare lære rutinerne at kende. Så ved jeg, hvad jeg skal gøre. Dér kunne jeg rydde op og fylde varer op i slikket. Og være billetkontrollør. Og de kan jo se, at jeg er vant til at have med folk at gøre. At jeg har en openmind.
Jeg savner nogle gange min frihed. Men man skal jo have råd til at leve.
Hvis jeg skal blive til noget i Rema, så skulle jeg have en normal løn, har jeg sagt til mig selv. Og så skulle jeg have nogle andre opgaver. Jeg gør ikke det, jeg ved, jeg kan. Jeg bruger kun 60 pct. af det, jeg kan.
Jeg kunne godt tænke mig at få lov til at fylde varer op hver dag i stedet for at stå i pappen. Så ville jeg have gjort meget mere ud af mit arbejde, og jeg ville have sat mig meget mere ind i tingene. De tror ikke, jeg kan finde ud af at sortere og ordne varerne rigtigt. Det er det, jeg føler, men jeg ved ikke, om det passer. Og hvem skulle så tage pappet?
Jeg er god til service. Men jeg kan ikke fordrage at sidde i kassen. Jeg tør ikke at have noget med andre folks penge at gøre. Og det ved min chef også. Der er mange, der spørger, hvorfor jeg ikke sidder i kassen, men jeg er bange for, at jeg stjæler fra kassen! Uden at jeg selv vil det. Jeg kan godt styre mine egne penge, men ikke andres, så klikker det.
Jeg ved ikke, om jeg kan få et arbejde uden for KLAP. Måske har jeg 20 pct. chance?
Men jeg er glad for min chef. Han er fantastisk. Sød og rar og venlig. Hvis jeg skal anbefale nogen et KLAP-job, så vil jeg foreslå min chef.
Blå bog:
Lars Lange, 53 år.
Førtidspensionist og i KLAP-job i Rema 1000.
Født i Charlottenlund.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.