Minusvækst til debat på KL-topmøde
Minusvækst til debat på KL-topmøde
To forhandlere, der skal stå fast.
KL-formand Martin Damm (V) og den nye næstformand Jacob Bundsgaard (S) vil til det kommunale topmøde torsdag få en klar melding om, hvordan de bør agere i de kommende økonomiforhandlinger med finansministeren.
På delegeretdagsordenen for topmødet skal der nemlig tages stilling til et forslag fra Frederikshavn Kommune, der vil bakke ‘KL’s bestyrelse op i dens fortsatte anstrengelser for at opnå en økonomiaftale for 2017, der ikke påfører kommunerne minusvækst’.
“Hvis man gerne vil have omprioriteret penge til ældreområdet, så kan man jo foreslå det i sin egen kommune fremfor at bestemme det fra centralt hold - det piller jo hele det demokratiske aspekt ud af kommunerne.”
- Det er ment som opbakning. En fortsættelse af den linje, der har været - at vi er nødt til at opbygge momentum og fastholde en debat om omprioriteringsbidraget, så det ikke bare bliver trukket ned over hovedet på os, forklarer borgmester Birgit S. Hansen (S) fra Frederikshavn Kommune.
Her blev forslaget i januar fremsat af Enhedslisten, men det startede ud med en noget anderledes formulering om, at man skulle opfordre ‘KL’s bestyrelse til ikke at indgå en aftale om kommunernes økonomi, som indeholder kommunal minusvækst’.
Det blev så ændret i byrådet til at bakke op om bestyrelsens anstrengelser for at undgå det.
- Vi havde en god diskussion i byrådet om, at vi ikke ønsker at gå ind og give KL’s forhandlere et bundet mandat til økonomiforhandlingerne. Det er ikke en god måde at gøre det på - vi vil hellere give et rygstød til vores formandskab, hvor vi viser, at vi bakker op om linjen, siger Birgit S. Hansen.
EL-forslag
Enhedslistens byrødder har flere steder i landet forsøgt sig med at få forslaget vedtaget, men først i Frederikshavn lykkedes det at finde flertal for det. I både Køge, Holbæk, Rebild og Hjørring har de således stemt forslaget ned, mens de i Roskilde Kommune har valgt at bakke op om formuleringen fra Frederikshavn.
- Det er vigtigt, at kommunerne forholder sig til økonomiaftalen, så det ikke bare er KL’s bestyrelse, der diskuterer det. Vi skal vise, at der er fuld opbakning fra baglandet til at kæmpe imod omprioriteringsbidraget. Det er et tyveri fra både velfærden og det kommunale selvstyre, siger Jesper Kiel, som er Enhedslistens medlem af KL’s bestyrelse.
Han mener, at debatten bør foregå så åbent som muligt, fordi der efter sidste års aftale kom en del intern debat om KL-toppens rolle ved forhandlingsbordet. Havde man accepteret omprioriteringsbidraget eller ej?
- KL får et medansvar for det omprioriteringstyveri, som regeringen er i gang med, hvis vi godkender en aftale, hvor omprioriteringsbidraget indgår. Derfor skal vi sige, at det kan vi ikke være med til, siger Jesper Kiel.
Åben debat
Tirsdag inden topmødet i Aalborg holder KL’s bestyrelse møde i København, hvor de vil blive mødt af en demonstration fra fagforeningssammenslutningen ‘VelfærdsallianceDK’.
Ifølge Jesper Kiel er det vigtigt for KL’s eksistensberettigelse, at man ikke går med til, at Folketinget fortsat kan prioritere på deres vegne.
- Hvis man gerne vil have omprioriteret penge til ældreområdet, så kan man jo foreslå det i sin egen kommune fremfor at bestemme det fra centralt hold - det piller jo hele det demokratiske aspekt ud af kommunerne, siger han.
I Frederikshavn Kommune er økonomien særlig stram, og Birgit S. Hansen kritiserer derfor, at hun med omprioriteringsbidraget nu skal gætte sig til, hvor mange penge de har til velfærd i årene frem.
- Debatten skulle gerne vise regeringen og Folketinget, at det altså ikke bare er Martin Damm og Jacob Bundsgaard, der er optaget af omprioriteringsbidraget. Det er vi rigtig mange borgmestre og politikere på tværs af partier landet over, der er, fortæller hun.
Diskussionen vil dog også vise, om der overhovedet er så stor enighed i KL, som forslagsstillerne håber.
- Man kan jo ikke skjule, at der foregår en debat rundtom i partierne og byrådene. Det skal være en åben debat, som ikke bare foregår bag lukkede døre i KL’s bestyrelse. Den vedrører sådan set alle kommuner, og derfor har den også bedst af at blive taget åbent i fællesskab, siger Jesper Kiel.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.