De fortæller om voksende papirbunker, masser af borgerhenvendelser og timevis af forberedelsestid forud for gruppe- og bestyrelsesmøder. Om et enormt engagement og ildsjælenes konstante kamp for at få indflydelse på den politiske bane og samtidig kunne matche embedsværket på den administrative. 

”Vi gør det jo, fordi vi har en brændende lyst til at ændre nogle ting – og det i sig selv burde jo være løn nok. Men man skal bestemt ikke begynde at regne sin timeløn ud, for vederlagene matcher bestemt ikke den tid, man bruger,” slår Birgit Hansen (S) fra Frederikshavn fast og efterlyser mere fokus på planlægningsdelen. Hendes forslag er, at alle møder samles på én fast dag, så man ikke behøver sprede ressourcerne så meget, som det lige nu er påkrævet.

En ny undersøgelse foretaget for Kommunen stiller skarpt på kommunalpolitikernes rolle i 2011 og peger på, at kommunalpolitikken fylder mere og mere, og de ændrede omstændigheder gør, at der er behov for at se på organiseringen af det kommunalpolitiske arbejde på ny.

Et ben på arbejdsmarkedet

En AKF-undersøgelse fra 2009 viser, at den typiske kommunalpolitiker i gennemsnit bruger 15-19 timer om ugen på byrådsarbejde. I 1995 drejede det sig om 12-15 timer, og tilbage i 1970 brugte man typisk 10-12 timer pr. uge. Men selv om tidsforbruget har været støt stigende, og kommunalpolitik omregnet i kroner og øre ikke umiddelbart kan betale sig, er størstedelen af politikerne alligevel ikke i tvivl om, at lægmandsmodellen som udgangspunkt er det bedste.

”Jeg kan se en kæmpe fordel i, at man har et ben ude på arbejdsmarkedet. Det er sundt at vide, hvordan arbejdsmarkedet fungerer, inden du begynder at træffe afgørelser på borgernes vegne. Det er godt med erfaringer fra den virkelige verden, som man kan trække med ind og få nogle realistiske beslutninger truffet ud fra,” siger Birgitte Schjerning Povlsen (K) fra Rudersdal og afviser samtidig tanken om en egentlig professionalisering af lokalpolitik. 

Som mange andre efterlyser hun, at der kommer nye løsninger på bordet.

”Det behøver ikke direkte handle om, at vi bare skal have mere i løn, men der er mange knapper at dreje på: Man skal i hvert fald se på, hvor man kan kompensere med fornuft, når man lægger halvdelen af sit arbejdsliv i en kommunalbestyrelse,” siger hun og foreslår, at man for eksempel ser på en pensionsopsparing til kommunalpolitikere. 

Den midaldrende mand

Birgitte Schjerning Povlsen har selv har taget konsekvensen af både at være blevet mere engageret og samtidig underlagt et større arbejdspres og er derfor gået på deltid i sit civile job for bedre at få tid til det politiske engagement. 

Kommunens undersøgelse peger på, at det stigende arbejdspres især går ud over kvinder, småbørnsforældre og privatansattes mulighed for at udleve en kommunalpolitisk drøm. 

”Der, hvor det bliver et problem, er, at det egentlig kun er den offentligt ansatte midaldrende mand, som har tid til byrådsarbejdet,” siger Birgit Hansen. 

Som nyvalgt i 2009 blev Lone Myrhøj (SF), Vejle byråd, overrasket over arbejdspresset.

”Vi er nok mange nyvalgte, som ikke havde kunnet forestille os, at det var så tidskrævende. Nu er jeg jo nyvalgt og gået ind med en ambition om at gøre en stor forskel. Og hvis man ønsker at gøre den forskel, så er det meget svært at sidde i en fuldtidsstilling samtidig,” konstaterer Lone Myrhøj.

Et stort hul

Malte Larsen (S) fra Randers Kommune er en af dem, der med masser af opbakning fra familien og benhårde prioriteringer formår både at balancere et halvtidsjob, en selvstændig virksomhed og politikerrollen. Men han forstår samtidig godt, at arbejdsbyrden kommer som en overraskelse for mange.

”Vi vil så gerne have, at familier stiller op, og vi lover dem, at det godt kan passe sammen med et almindeligt familieliv. Men det er stort set en løgn. Det er kun en forblommet vending, som man tilbyder de unge mennesker, og virkeligheden, ja, den er altså en helt, helt anden,” siger Malte Larsen. 

Han foreslår, at man i stedet for at lægge møder i tidsrummet mellem klokken 15-19, hvor børnefamilier typisk har tid med hinanden, indfører morgenmøder, så man kan tage direkte på arbejde efterfølgende. 

I 1970 blev antallet af kommunalpolitikere mere end halveret fra ca. 10.000 til 4.647. I forbindelse med den seneste kommunalreform blev der igen færre folkevalgte lokalpolitikere til at repræsentere borgerne. Denne gang gik man fra 4.647 til 2.520. 

Djøfisering

I Guldborgsund bruger Claus Bakke (V) en stor del af sine vågne timer på kommunalbestyrelsesarbejdet, og han efterlyser især, at administrationen i højere grad giver en hjælpende hånd med i forhold til administration af tid:

”Jeg kunne godt tænke mig, at administrationen var bedre til at have biblioteket klar, så man fik udvalgt det relevante materiale. Jeg bruger meget lang tid på selv at sidde og bladre al information igennem, og den der finde-funktion kunne jeg godt tænke mig, at den kommunale administration tog sig af,” siger han.  

Kommunens undersøgelse peger på, at mange kommunalpolitikere har svært ved at få tiden til at slå til, især fordi det kræver en stadigt større indsats at være velorienteret. Professor i statskundskab ved Københavns Universitet Tim Knudsen forklarer, at det for det første skyldes, at kommunerne er vokset både i størrelse og kompleksitet:

   ”En anden forklaring på de voksende papirbunker er, at man i de seneste år har ansat mange djøf’ere, som jo er ret så ferme til at skrive papirer og formulere sig i papirer i et embedsmandssprog og med begreber som måske er det almene kommunalbestyrelsesmedlem noget så fremmed. Lige nu lukker man simpelthen øjnene for, at mange er ved at overanstrenge sig,” siger Tim Knudsen. 

Han frygter, at udviklingen kan have direkte konsekvenser for den politiske repræsentativitet. 

”Jeg er bange for, at vi går i samme retning, som vi ser i forhold til, at en stigende andel politikere også er djøf’ere. For det er dem, der kan forstå og overskue sådan nogle økonom eller scient.pol.-papirer,” siger Tim Knudsen. 

Efterlyser samtalekultur

I Lyngby-Taarbæk kan Trine Nebel Schou (R) nikke genkendende til, at mange kommunalbestyrelsesmedlemmer synes, stoffet er unødvendigt svært. 

”Og det bakker jeg altid op om. Det er meget embedsmandsstof, komplekst lov- og budgetstof og en kæmpe økonomi. Det er store, store beslutninger med direkte konsekvenser for borgerne. Vi skal have en skærpet opmærksomhed på sagskompleksiteten, for så længe arbejdsforholdene er på den måde, risikerer det at få alvorlige konsekvenser for demokratiet. Vi har jo ingen daglig administrativ bistand. Det er i princippet kun udvalgsformændene, der har det,” siger Trine Nebel Schou, som  netop har udgivet en e-bog, der tager udgangspunkt i hendes erfaringer med kommunalpolitik.  

Men det er ikke kun papirbunkerne, der vokser i kommunalbestyrelsesarbejdet. Borgernes engagement i enkeltsager blusser også op i takt med kommunernes spareøvelser, og upopulære beslutninger om skolelukninger og andre sparetiltag giver mere ris end ros til de lokalvalgte. Men de fleste lokalpolitikere er vant til at tage det sure med det søde. 

”Vi er valgt til at prioritere de midler, vi har. Og der må vi tage de tæsk, der følger med. Men når vi kan se effekten af vores beslutninger, og borgerne er glade, så er det der, jeg får den anerkendelse, jeg har behov for. Så ved jeg, hvorfor jeg er med,” siger Birgit Hansen. 

Tim Knudsen mener, at det er vigtigt, at arbejdet i landets kommunalbestyrelser bliver værdsat.

”Jeg synes, man mange steder mærker en slags foragt over for det solide arbejde, folk gør i en kommunalbestyrelse. Og selv om det ikke siges direkte i offentligheden, så tror jeg, at den holdning er meget, meget farlig for folks lyst til at gøre et stykke arbejde. Selvfølgelig skal de have anerkendelse for det arbejde, de gør, og fordi de er med til at løfte vores demokrati,” siger Tim Knudsen.

Også internt i byrådsarbejdet efterlyses en mere anerkendende tilgang.

”Jeg kunne rigtig godt tænke mig, at vi havde en samtalekultur, frem for en ’tale til hinanden’-kultur. Det savner jeg i det politiske arbejde i byrådssalen,” siger Claus Bakke.