En tommelfingerregel siger, at det koster en politiker tre gange så mange stemmer at beskære et velfærdsgode, som han/hun kan regne med at høste ved at bevilge et tilsvarende gode.

Og der er noget om snakken, mener professor i statskundskab Kurt Houlberg, Vive, som har specialiseret sig i kommunal velfærdsprioritering. Set fra et politisk perspektiv er det helt generelt en brandutaknemmelig opgave at prioritere velfærdsgoder, for utilfredsheden hos de borgere, der oplever, at servicen forringes, vil ofte være væsentligt større end begejstringen hos dem, der bliver opprioriteret.

- Mange velfærdsområder er under pres i disse år. Både økonomisk og demografisk. Velfærden skal fordeles mellem flere børn, ældre og udsatte. Selv om der bliver brugt flere penge til velfærd, vil den enkelte servicemodtager ofte opleve, at serviceniveauet falder, siger Kurt Houlberg.

Umuligt at gøre alle tilfredse

- Brugere og interesseorganisationer på de enkelte velfærdsområder argumenterer godt for, at der er behov for flere penge til netop deres område. Men der er ikke penge nok til at imødekomme alle disse ønsker. Der skal prioriteres benhårdt mellem de kommunale velfærdsområder. Hvis der fx skal bruges flere penge på handicapområdet, hvor skal de penge så komme fra? Tidens store politiske udfordring bliver at afgøre, om pengene skal tages fra dagtilbudsområdet, fra folkeskolen, fra ældreområdet eller fra et andet område.

Flere penge til kommunerne vil løse nogle, men ikke alle problemer, understreger han.

- Det handler også om politisk mod til at afstemme borgernes forventninger til velfærd, siger han og peger på, at undersøgelser på bl.a. ældreområdet paradoksalt nok viser tendens til større utilfredshed de steder, hvor serviceniveauet er højest.

- Et højt serviceniveau skruer også op for borgernes forventninger til systemet. Og det er ikke politisk attraktivt at bede vælgerne skrue ned for forventningerne. Det kan let komme til at lyde, som om man ikke ønsker borgerne det bedste, siger han.

På velfærdsområder, hvor borgernes tillid er ved at være tyndslidt, bliver det især vigtigt at få forklaret, hvilket serviceniveau borgeren kan forvente, og hvad der ligger bag eventuelle nedskæringer.

Økonomi sætter rammerne

Og da økonomi spiller en central rolle på alle velfærdsområder er der efter Kurt Houlbergs mening ikke megen ræson i at kritisere politikerne for at fokusere på økonomi, sådan som det for eksempel har været tilfældet på handicapområdet.

- Helt basalt sætter kommunens økonomi og lovgivningen rammmerne for, hvad der kan lade sig gøre. Byrådspolitikernes kerneopgave er at prioritere, hvilke velfærdsområder borgere og indsatser pengene skal bruges på, siger han.

- Det er byrådspolitikernes opgave at balancere faglige og økonomiske hensyn, så de midler, der er, gør størst mulig gavn. Der er altid begrænsede ressourcer i fht. de velfærdsønsker, der er, og det er umuligt at gøre alle tilfredse, siger han.

Også inden for de enkelte velfærdsområder vil der være behov for at prioritere mellem forskellige målgrupper, understreger Kurt Houlberg.

- Her er det selvfølgelig vigtigt at være opmærksom på, om der er grupper, der bliver gemt og glemt på et eller flere velfærdsområder. Er der en tilbøjelighed til at overse de svageste eller dem, der koster mest? I så fald står politikerne med et nyt dilemma og en ny debat om prioriteringer, siger han.