Kommunen.dk
MENU

Løft til både drift og anlæg og ingen straf for at bryde anlægsloft

Aftalen om rammerne for næste års kommunale økonomi faldt på plads torsdag.

Løft til både drift og anlæg og ingen straf for at bryde anlægsloft

Aftalen om rammerne for næste års kommunale økonomi faldt på plads torsdag.
Trods meldinger torsdag morgen om 12-13 milliarder kroners afstand lykkedes det torsdag eftermiddag at lande en aftale mellem bl.a. finansminister Kristian Jensen, KL-formand Jakob Bundsgaard og innovationsminister Sophie Løhde.
Trods meldinger torsdag morgen om 12-13 milliarder kroners afstand lykkedes det torsdag eftermiddag at lande en aftale mellem bl.a. finansminister Kristian Jensen, KL-formand Jakob Bundsgaard og innovationsminister Sophie Løhde.
Foto: Philip Davali / RItzau Foto

Et løft på 1,7 mia. kr. til serviceudgifterne og et anlægsniveau på 17,8 mia. kr. Derudover videreføres finansieringstilskuddet.

Det er hovedpunkterne i aftalen mellem regeringen og KL om den kommunale økonomi næste år.

De 1,7 mia. kr. til serviceudgifter har karakter af en demografi-regulering af hensyn til det stigende antal ældre med behov for pleje og omsorg. Det har været KL’s hovedkrav i forhandlingerne, siger en tilfreds KL-formand, Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard (S).

Yderligere målrettes 600 mio. kr. til kommunal velfærd, så den borgernære kernevelfærd i kommunerne løftes med i alt 2,3 mia. kr. På skatteområdet afsætter staten 250 mio. kr. der skal bruges til en tilskudsordning for kommuner, der sætter skatten ned i 2019.

Der er også aftalt en overgangsordning for de kommuner, der fra 2019 vil blive ramt af ændret beregningsgrundlag for den kommunale udligning. De berørte kommuner kompenseres fuldt ud i 2019 og 2020 på betingelse af, at de ikke sætter skatten op de to år. Derudover er der en lånepulje på 500 mio. kr. til vanskeligt stillede kommuner.

Ingen sanktioner for anlæg
Også på anlægssiden er der tale om et løft i forhold til sidste år. De 17,8 mia. kr. er 1,1 mia. kr. mere end aftalt for 2017, men 1 mia. kr. mindre, end der faktisk blev brugt.

Alligevel er der tale om en del mere, end regeringen på forhånd havde lagt op til, og oveni har KL og regeringen aftalt, at de sammen vil se på, om køb af jord og ejendomme fremover kan tages ud af anlægsrammen. Desuden indføres der ikke sanktioner for overskridelse af anlægsbudgetterne, som det ellers også havde været på tale.

Endelig er der enighed om at videreføre finansieringstilskuddet på 3,5 mia. kr., hvoraf 2 mia. kr. fordeles på baggrund af kommunernes grundlæggende vilkår. Vedrørende kommunernes andel i finansiering af nybyggeri af almene boliger vil grundkapitalindskuddet fremover være mellem 8 pct. og 12 pct. for familieboliger afhængig af den gennemsnitlige boligstørrelse og 10 pct. for ungdomsboliger.

Plads til renoveringer
Regeringen har været bekymret for, at øgede udgifter til anlæg i kommunerne vil overophede en travl byggebranche. At den alligevel gik med til et løft, skyldes to ting, forklarer finansminister Kristian Jensen.

- På den ene side er der ting, vi har brug for at få renoveret - skoler, plejehjem og andet. Omvendt skal vi sørge for, at vi ikke overopheder den danske økonomi, og derfor er vi landet på en afbalanceret og god ramme, siger han.

Den aftalte udvidelse af anlægsrammen er bestemt også inden for skiven af, hvad der er godt for både borgere, samfundsøkonomi og bygge- og anlægsbranchen, mener Dansk Byggeris cheføkonom Bo Sandberg. 

- Det er ikke noget, der starter nogen skovbrand på arbejdsmarkedet. Men det kan forhåbentlig bidrage til at fortsætte det lange seje træk med at få gennemført en række kommunale projekter, der har stor værdi for borgerne og stor samfundsnytte, siger han.

Derimod er Dansk Erhverv bekymret:

- Vi er bekymrede for, at de offentlige anlægsinvesteringer løftes yderligere i den nuværende økonomiske situation, hvor private virksomheder i stigende omfang begynder at melde om mangel på arbejdskraft. I den situation, det danske arbejdsmarked er i nu, vil én ansat mere i det offentlige nemlig medføre én ansat mindre i det private erhvervsliv, siger Geert Laier Christensen, underdirektør i Dansk Erhverv.

Læs eller download økonomiaftalen her.

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

RELATEREDE ARTIKLER
FRA FORSIDEN
Til toppen
GDPR