Ældrepleje: Disse kommuner har skruet kraftigst på udgifterne
Ældrepleje: Disse kommuner har skruet kraftigst på udgifterne
Over de seneste fem år har kommunerne gennemsnitligt valgt at skrue 3,6 pct. ned for ældre- og handicapudgifterne pr. ældre. Her er Frederikshavn den kommune i landet, der har sænket udgifterne pr. ældre mest fra 2013 til 2017.
I den helt anden ende findes 22 kommuner, der har i samme periode har øget udgifterne pr. ældre. Helt i top ses Egedal, der har øget udgifterne med 21,1 procent.
Det viser en opgørelse fra Danmarks Statistik, der har fået sine edb-apparater til foretage beregningerne ud fra kommunernes regnskabstal.
Tæt på administration
Ifølge socialudvalgsformanden i Frederikshavn falder de faldende udgifter pr. ældre sammen med en årrække, hvor byrådet har valgt at lave besparelser for én procent hvert år inden for alle områder i kommunen.
- Vi har været gennem en hård tur - rent budgetmæssigt. For fem år siden havde vi næsten ingen likviditet i kommunen, men nu sluttede vi med en likviditet på 155 mio. kr. Da vi startede processen, var vi nede omkring 25-30 mio. kr., siger Ole Rørbæk Jensen (S) og fortsætter:
- Det er jo alt for lidt, og det var så ved begyndelsen ved den forrige periode, der startede hele det økonomiske arbejde, hvor vi tæt på at komme under administration.
Hvis du kigger på ældreområdet helt specifikt, hvilke konsekvenser har det for de ældre, at der er sket besparelser?
- Det kan jeg ikke sige, det er jo en generel besparelse, der er sket over det hele, men jeg synes jo, at vi har fine institutioner og forhold - også på ældreområdet - i Frederikshavn Kommune, siger udvalgsformanden.
Er det vedtaget, hvornår I skal stoppe med én-procents-besparelsen?
- Nej, nu er den jo så kørt igennem budget 2019, og det skal selvfølgelig vedtages af byrådet på budget. Her er rammer meldt ud fra udvalgene, og det skal forhandles mellem partierne, siger han.
Værfterne forsvandt
Likviditetsproblemerne i Frederikshavn startede for alvor, da to af byens største arbejdspladser lukkede.
- Danyard-skibsværftet lukkede fuldstændig, mens Orskov Yard kørte videre med meget færre medarbejdere. Det havde konsekvenser for kommunen, hvor vi har kørt en anstrengt økonomi fra 2010, forklarer Ole Rørbæk Jensen.
Tabet af arbejdspladser og firmalukninger betød færre indtægter i kommunekassen, og blev samtidig startskuddet til at lave spareøvelser.
- Men vi har udformet en ny erhvervspolitik, så Danyard området er lavet til et maritimt område, som har givet en masse private investeringer, og der er kommet mange mindre firmaer til. Vi er kommet ind i en god udvikling nu her, men vi må stadig kæmpe med økonomien, siger han.
København topper, Fanø bunder
Ser man udelukkende på 2017-tallene, har Københavns Kommune ifølge opgørelsen fra Danmarks Statistik haft størst ældre- og handicapudgifter pr. ældre, nemlig 73.836 kr., efterfulgt af Aalborg, Aarhus, Gentofte og Hvidovre. Fanø har haft lavest udgifter pr. ældre, nemlig 34.531 kr., efterfulgt af Stevns, Dragør, Greve og Næstved.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.