Landets folkeskoler kan i særlige tilfælde oprette midlertidige tilbud som enkeltbarnsundervisning, når børn hverken trives i den almene klasse, har behov for et mere permanent specialtilbud eller har fået plads i et tilbud, som de er blevet henvist til. 

Noget tyder dog på, at disse tilbud ikke altid holder den kvalitet som er nødvendig. Thyge Tegtmejer, seniorforsker ved Vive, understreger, at der mangler forskning på området, da der ikke findes et samlet billede af, hvordan og i hvilke tilfælde soloundervisningen bliver brugt. 

- Vi har desværre ikke et stort vidensgrundlag på området, for der findes mig bekendt ikke nogen større opsamling, siger Thyge Tegtmejer og fortsætter: 

- Når vi er på feltarbejde i kommunerne så støder vi indimellem på forskellige former for solo-tilbud. Det er vigtigt at sige at langt hovedparten er uproblematiske og kan være den rigtige løsning i en afgrænset periode for et barn. Og i langt de fleste tilfælde er der tale om en form, hvor skolerne i en kortere periode gør brug af solo-tilbuddene mens man afklarer situationen omkring et barn. Det kan være at man på den korte bane håndterer en situation med akut udadreagerende adfærd eller angst og social tilbagetrækning. 

Der er imidlertid også nogle få mere problematiske eksempler. Nogle kommuner kan pludseligt opleve en voldsom vækst i antallet af børn som har behov for at blive visiteret til bestemte tilbud, fx relateret til autismespektrumforstyrrelse eller socioemotionelle udfordringer. Og det kan give nogle afledte udfordringer som kan lægge pres på den enkelte skole. 

Han har således set enkeltstående tilfælde af soloundervisning, hvor skolen i perioder havde udfordringer med at skaffe nok bemanding til at dække både almenklasser og solotilbud, så barnet i solotilbuddet kom til at sidde alene i perioder i løbet af skoledagen.

- Det kan være  problematisk for børnene. I vores undersøgelser interviewer vi ofte børn og unge som har modtaget forskellige former for specialundervisning, herunder også nogle som har siddet i solo-tilbud i en periode. Og de børn som har oplevet det som problematisk, henviser ofte til netop det, at der i en periode af skoledagen ikke engang er en voksen tilstede hele tiden, siger han.

Det kan dreje sig om kortere eller længere perioder i løbet af skoledagen, fx frikvarter eller dele af undervisningstiden, og problemet består ikke mindst i, at der som oftest er tale om meget sårbare børn.

- Fra et børneperspektiv er det meget problematisk, når konstruktionerne ender sådan. Men skolerne står også over for en meget kompleks opgave uden lette løsninger. Eleverne har i nogle tilfælde udadreagerende adfærd, hvilket kan gøre det vanskeligt at have dem i en klasse eller et holdbaseret tilbud uden at det har konsekvenser for resten af eleverne, siger Thyge Tegtmejer.

Eleverne mistrives

Formand for Danske Skoleelever Laura Drachmann Poulsen finder det kritisabelt, at enkeltbarnsundervisningen i nogle tilfælde oprettes uden, at der er en lærer fuld tid på barnet, hvilket resulterer i en meget isoleret skoledag.

Hun fremhæver, at det er positivt for det enkelte barn, at det kan blive tilbudt soloundervisning i en afgrænset periode, men at barnet på sigt gerne skal blive en del af et klassefællesskab i så høj grad som muligt.

 - Når man trækker eleverne ud af klassefællesskaberne, ser man at det kan være svært for nogen at komme tilbage i det almene tilbud. Særligt ser vi at det bliver svære, når de har været væk fra klassefællesskabet i længere tid ad gangen. Det er positivt, at der er mulighed for specialundervisning, men det er ikke optimalt i længden. Vi ser allerhelst at de kan være i de almene tilbud, men ellers er det vigtigt at finde et passende specialtilbud hurtigst muligt, siger hun.

Laura Drachmann Poulsen mener også, at det vil komme eleverne til gode, hvis skolerne får lavet flere mellemformer, altså mere fleksibel indførelse af støtte og initiativer, som er tilpasset børnenes behov mens de stadig er i den almene skole. Fx så barnet både er en del af klassefællesskabet, men også kan trække sig.

- Selvfølgelig skal de børn, som har brug for det, have et specialtilbud. Disse tilbud er dog dyrere per elev end det almene tilbud, og pengene som går til specialtilbud bliver fundet i almentilbuddene. Ideelt skal der bruges flere midler i det almene, så pengene i højere grad bruges til forebyggelse i almentilbuddene, siger hun.

 Hun mener, at det vil være en forbedring for eleverne, hvis der generelt kom mere PPR ind i skolerne, så man bedre kan spotte og understøtte de elever som mistrives tidligere.

- Med mere støtte og flere voksne ind i de almene tilbud vil nogle elever få bedre mulighed for at blive i de almene skoletilbud.

Thomas Gyldal Petersen, formand for KL’s Børne- og Undervisningsudvalg, mener også, at det er centralt at arbejde med, hvordan flere børn kan blive i de almene tilbud. 

- Vi skal se på, hvordan vi har indrettet folkeskolen, så flere børn og unge kan rummes i den almene undervisning. For som tingene ser ud i dag, har vi ikke de rette rammer alle steder. Det er i folkeskolens fællesskab og almenundervisningen, at vi skal lægge investeringer og arbejdet, så vi får indrettet skolen til at kunne rumme flere elever, lyder det i et skriftligt svar. 

Få handlemuligheder

Thyge Tegtmejer forklarer, at det er en strukturel udfordring at der er så stort et spring fra almenklasserne til specialtilbuddene, både i forhold til støttens omfang og økonomisk. Det medfører, at der de fleste steder bliver meget langt fra det almene tilbud med meget lidt eller ingen støtte og så hen til de specialiserede tilbud med meget omfattende og højt specialiseret støtte – som ofte er meget omkostningsfulde for skolerne at visitere til.

Hvis fx en elev har angst, er der ofte få handlemuligheder, fordi eleven ikke trives dårligt nok til at blive visiteret til et specialtilbud, men samtidig ikke trives i det almene. Her mangler mellemformer med tilbud om mere støtte i de almene tilbud.

- Som en skoleleder fortalte, kan man for nogle elever have meget få handlemuligheder, og hvor man derfor har svært ved at gøre ret meget andet end at vente på, at udfordringerne vokser sig større og bliver så omfattende, at man må visitere til et specialtilbud. Det medfører en risiko for en selvforstærkende, negativ spiral, som der er i en del kommuners skolesystem, siger han.

Dog er mange kommuner begyndt at arbejde sig mod at få rykket specialtilbud og de almene tilbud tættere på hinanden, så man i højere grad kan tilbyde ekstra støtte og kompetencer uden at eleverne skal ud af det almene klassefællesskab.