Det skærpede politiske ønske om ”at løse trivselskrisen” blandt vores børn og unge er en anledning til at give fornyet opmærksomhed til vores daginstitutioner og skoler.

Vi vil opfordre til, at man som lokalpolitiker i de kommende år får set godt og grundigt på vilkårene for det almindelige børneliv, som det leves og opleves af børnene, og at man gør det i stor respekt for de pædagogiske og lærerfaglige kræfter.

Vi ved, at mange – hvis ikke alle – kommuner skal spare på børneområdet, og det kan være fristende at investere i koncepter og redskaber, der bryster sig af at være hurtige løsninger på fx dalende trivsel. Vi vil dog anbefale, at man lader være og i stedet tager det seje træk, der unægteligt vil være i at understøtte de professionelles faglige handlerum, særligt i en tid hvor pengene er små.  

Det er nemlig ganske problematisk at ty til hurtige løsninger, når det drejer sig om børns velbefindende.

Pas på ikke at gøre mere skade end gavn

I en forståelse af, at det for at styrke børns trivsel kræver systematikker, der adresserer barnets opførsel, perceptioner og relationer i skolen, er der igennem de seneste år åbnet op for et væld af pædagogiske og psykologiske koncepter, som har gjort alt muligt andet end det, der var hensigten.

I bogen “Jeg må være den dummeste i klassen” (Grumløse, Berg og Kaas, 2020) følger læseren blandt andet en klasse, der deltager i et følelseshåndteringskursus. Kurset resulterer i, at børnene inddeles i dem, der kan regulere sig selv ”godt nok” og dem som ikke kan. Mens nogle børn får diplomer, ringes andre hjem.

Pointen er, at selvom hensigten var at styrke mellemtrinnets trivsel, gjorde en del af børnene sig ganske andre erfaringer. Dette er et blandt mange eksempler på, hvorfor pædagogiske og didaktiske valg bør træffes af de fagprofessionelle, der har viden om den konkrete børnegruppe.

Standardiserede koncepter er sjældent det oplagte pædagogiske valg, fordi de virker ind i vidt forskellige skolekulturer, påvirker forskellige børn forskelligt og har indflydelse på børnenes indbyrdes relationer. Der er med andre ord ganske stor risiko for, at de gør mere skade end gavn. 

Det faglige råderum er afgørende

Der er sagt meget om evidens og om, at pædagoger og lærere skal ”gøre det, der virker”. Set i lyset af de utilsigtede forhold, der nemt opstår, når børn trækkes igennem ”det samme” på ”den samme måde”, er det klart, at man er nødt til at gøre mindre af ”det samme”.

Derfor må det lokalpolitiske arbejde for at skabe bedre trivsel hos vores børn og unge heller ikke strande ved en diskussion om, hvilke redskaber og værktøjer der mangler i kommunens skoler og daginstitutioner.

Tværtimod må man spørge, hvordan man kan understøtte lærere og pædagogers faglige råderum, så disse får bedre mulighed for at tilrettelægge oplevelsesbaserede og fællesskabende aktiviteter, hvor børn og voksne får lejlighed til at fordybe sig og være sammen om et fagligt indhold på måder, der er meningsfulde. Spørge hvordan man kan understøtte, at børnene er del af hensigtsmæssige fællesskaber, hvor de kan lære, trives og have det godt og løse de konflikter, som naturligt opstår, når mennesker er sammen.

Sådanne fællesskaber bør være essensen i alle vores skoler og daginstitutioner, og de etableres nu engang kun, hvis der er fagligt råderum og mulighed for at arbejde med den konkrete børnegruppe på netop den måde, som det – af den pågældende pædagog eller lærer – vurderes at være hensigtsmæssigt. 

      

”Jeg må være den dummeste i klassen”

Bogen er skrevet på baggrund af et forskningsprojekt, hvor forfatterne igennem to år fulgte seks skoleklasser. I projektet undersøges det, hvordan selvevaluering spænder af i folkeskolen i dag, og det diskuteres, hvordan en mere hensigtsmæssig evalueringspraksis kan etableres.

Mere om bogen:
samfundslitteratur.dk/den-dummeste-i-klassen