Hvad gør en landmand, når landets 98 vandløbsmyndigheder vejleder forskelligt og i nogle tilfælde i strid med vejledningen fra den kontrollerende myndighed? Dét spørgsmål stiller en frustreret landbrugssektor sig i disse år.

Hos landboforeningen AgriNord, som er landmændenes største rådgivningsvirksomhed i det nordjyske, er man så frustreret over myndighedernes forskellige udlægning af loven, at landboforeningen helt har besluttet, at man ikke længere vil vejlede landmændene i randzone-spørgsmål. Den samme beslutning er truffet i den sønderjyske pendant, LandboSyd, kunne Jyllands-Posten oplyse i sidste uge.

Hovedanken er, at myndighederne ikke giver enslydende informationer om, hvor og hvornår et vandløb kvalificerer sig til at skulle have en 10 meter bred udyrket randzone omkring sig, fortæller Jørgen Evald Jensen, chefkonsulent i AgriNord.

- Du kan finde vejledninger om randzoner i alle afskygninger på kommunernes hjemmesider – for mig at se, er det gået rent anarki i den. Og det jeg harcelerer over er, at det ved man godt i NaturErhvervstyrelsen, men man gør ikke noget ved det, siger han og nævner Aalborg som et eksempel.

- Hvis du sammenligner den vejledning, der er lavet af NaturErhvervstyrelsen og den vejledning, der ligger på Aalborgs hjemmeside, så er der åbenlyse forskelle – de er simpelthen i strid med hinanden, siger han.

Kortene afviger
Ifølge Jørgen Evald Jensen har der været flere konkrete sager, hvor landboorganisationen har rådført sig med en kommune, hvorefter landmændene har haft kontrolbesøg fra NaturErhvervstyrelsen, som derefter har underkendt kommunens vurdering.

Men den udlægning kan man ikke følge i NaturErhvervstyrelsen.

- Jeg kan ikke sige, om der er forskellig praksis i kommunerne, men det er rigtigt, at der er en del gange, hvor det på kortene ser ud som om, der er et vandløb, og hvor det ikke er tilfældet i virkeligheden, eller hvor vi er i tvivl, om vandløbet er vandførende i mere end halvdelen af året. Men det er ikke det samme som, at vi har underkendt kommunerne, siger Aksel Nielsen, der er kontorchef i NaturErhvervstyrelsen.

Umuligt i praksis
Også hos moderorganisationen Landbrug & Fødevarer oplever man modsatrettede meldinger – eksempelvis i situationer hvor landmænd har jord på tværs af kommunegrænser, hvor den ene kommune oplyser, at der er tale om vandløb, mens den anden kommune ikke kan afgøre det, fortæller Marie Juul Rohde, konsulent i Landbrug & Fødevarer.

Hun mener, at kommunernes grundlæggende udfordring ligger i, at de ikke har ressourcer til at vurdere, hvilke vandløb, der er vandførende i hovedparten af året, og dermed kræver randzoner, som loven foreskriver.

- Der er mange kommuner – specielt i det nordjyske, fordi der er virkelig mange vandløb og grøfter og kanaler, som afvander arealer – hvor man simpelthen har sagt: Det kan vi ikke – det har vi ikke kapacitet til at komme ud og afgøre, siger Marie Juul Rohde, der kritiserer lovens ordlyd for at være umulig for kommunerne at overføre på virkeligheden.

- Hvornår er der tale om et vandløb, som der er vand i hovedparten af året? Det er jo helt umuligt at finde ud af i praksis.

Tvivl til landmandens fordel
Hvis kommunerne ikke kan rådgive og landboforeningerne ikke vil, hvor skal landmændene så henvende sig for at få hjælp til at afklare tvivlsspørgsmål?

- Der er jo ikke nogen steder, de kan henvende sig, siger Marie Juul Rohde.

Hun har med egne ord 'med spænding' fulgt med i, hvordan NaturErhvervstyrelsen har afklaret de kontrolbesøg, som man for relativt nyligt har iværksat.

Styrelsen – der allerede har udstedt en håndfuld bøder på omkring 4.500 kroner per hektar for overtrædelse af loven – arbejder ud fra et forsigtighedsprincip, hvor tvivlen kommer landmanden til gode.

- NaturErhvervstyrelsen har valgt at sige, at alle de steder, der er berettiget tvivl, anmeldes landmanden ikke for manglende randzoner. Og det er derfor, mange lodsejere har oplevet, at der ikke er overensstemmelse mellem det som kommunen og styrelsen siger, fortæller Marie Juul Rohde.