Skolelærere har altid haft en vigtig rolle i de kommunale ledelseslag, og det forklarer deres overrepræsentation i dag.

”Skolelæreren i de gamle sogne var en mand, som var meget involveret i lokalsamfundet. Han var med i den lokale foredragsforening og havde ordet i sin magt. Når man skulle finde en, der kunne tale den menige borgers sag, så var skolelæreren et helt naturligt valg,” siger professor på SDU, Ulrik Kjær, der påpeger, at skolelærere i dag stadig skal kunne tale til en forsamling og være en del af lokalsamfundet.

Men det handler også om tid, fortæller Lene Holm fra Anvendt KommunalForskning:

”At være kommunalpolitiker er et deltidsjob. Det er lettere for folkeskolelærere at få til at gå op, fordi de har færre bundne timer. Det er tydeligt, når man ser, hvem der trækker sig fra kommunalpolitik,” fortæller hun.

Hun peger også på, at hvis en folkeskolelærer er karriereorienteret, så er det svært at komme meget videre på selve skolen, og derfor søger man andre steder hen. 

DJØF’erne kommer

I forhold til de administrative chefer så findes størstedelen af de 23 procent topchefer ­inden for børne- og skoleområdet.

”I gymnasiet og folkeskolen har der været tradition for, at embedsmændene blev rekrutteret fra faggrupperne,” fortæller Palle Rasmussen, der er professor på Aalborg Universitet.

Morten Balle Hansen, der har undersøgt embedsmændenes baggrund, fortæller, at det i mange år var sådan, at børne- og kulturdirektøren skulle være folkeskolelærer, teknikdirektøren skulle være ingeniør, og socialdirektøren skulle have en kommunal elevuddannelse. 

”Men det ændrer sig nu på alle punkter, hvor tendensen er, at der kommer flere og flere DJØF’ere,” siger Morten Balle Hansen.